Musik flytter stemmer

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Musik er efterhånden fast inventar, når politikerne fører valgkamp. Senest har den amerikanske præsident Barack Obama delt sin private playliste på Twitter og offentliggjort, at han lytter til både Arcade Fire og No Doubt. Men også herhjemme bliver der spillet på alle tangenter i kampen om stemmerne – de danske partier sætter nemlig musik til både valgvideoer, valgmøder og valgkampagner.

Og det er et klogt strategisk valg – for musik styrker brandet. På samme måde som en virksomhed bruger musik til at styrke sit brand, kan musik bruges til at brande en person, en politiker eller et parti – og vælger man de rette toner, styrker det både image og det politiske budskab.

En undersøgelse viser, at 97 procent af adspurgte virksomheder mener, at musik kan medvirke til at styrke deres brand (kilde: www.soundslikebranding.com).

Men der er dog visse ting, der skal tages højde for, inden musikken begynder at spille. For uanset om du er præsident i USA, partiformand i København eller politiker i Aalborg, skal du betale for at bruge musik.

Den detalje overså partiet Venstre, der for nyligt brugte verdenshittet ”Sunshine Reggae” i en valgvideo til et kommunalvalg i Aalborg uden at have fået lov af rettighedshaverne. Det resulterede i, at partiet nu skal betale 100.000 kroner i erstatning til den danske popduo Laid Back, der står bag reggaehittet, og som altså ikke ønskede nummeret brugt i politisk sammenhæng.

Så mens musik styrker et brand, når det er velvalgt og lovligt – har det den helt modsatte effekt, hvis man ikke respekterer ophavsretten.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare