Musik er blevet mere værd

sparegrise_93619666_560Musik spiller en vigtig rolle i mange danskeres liv – ikke kun dem, der prøver at leve af musikken. Vi er omgivet af musik, uanset hvor vi er: i bilen, i fitness-centret eller i Ikea.

Men musikken spiller også en vigtig økonomisk rolle i samfundet. Ikke mindre end 7. mia. kr. omsatte dansk musik for i 2013. Altså en stigning på 9 procent i forhold til 2012. Det viser den branchestatistik, Rambøll for nylig har udarbejdet på vegne af den danske musikbranche, heriblandt Gramex.

Dansk musik omsætter for milliarder

– Man kan sige, at musikken er blevet mere værd, udtaler John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex’, der i år samtidig udbetaler det hidtil største beløb til medlemmerne i organisationens 51-årige historie.

Han tilskriver en del af succesen de mange forskellige platforme for musik i dag, der til sammen får fat i en meget bredere lytterskare end tidligere:

– Det er forskelligt, hvad vi lytter til i radioen, og hvad vi streamer på mobilen. Men faktum er, at vi lytter, og vi lytter stadig mere, det foregår bare ikke ét sted. Hvor man på hitlisterne for den streamede musik kan finde mange flere internationale hits end danske, spiller radioen stadig mere og mere varieret ny dansk musik. Jeg tror på, at kombinationen af de her forskellige tjenester er vigtig ikke kun for musikmarkedet, men også for den kulturelle diversitet, siger John R. Kristensen.

Casper Bengtson, adm. direktør i Universal Music, beskriver i en artikel i Børsen i dag det danske musikmarked som ”sundt og varieret”. Selv forventer han en samlet vækst på mellem 5 og 10 procent i år og en vækst på det digitale salg alene på 30 procent – primært drevet af streaming, udtaler han til Børsen i dag.

Artikel i Børsen: Streaming vil give vækst i musikbranchen igen

På streaming-området glæder Gramex’ direktør sig over, at telebranchen nu også er begyndt at skræddersy deres tjenester og prioritere lydens kvalitet – ligesom de længe har tilbudt hd-tv i en bedre opløsning.

– Først kom WIMP med deres Lossless-produkt. Så kom Spotify med Extreme. Og nu skruer TDC også op for lydkvaliteten. Det er glædeligt. Musik skal være en oplevelse på lige fod med tv – og der er altså en stigende forbrugergruppe, der efterspørger musik i en højere lydkvalitet. Vi følger udviklingen og tror på, at den her forbrugertrend har bidt sig fast også i musikbranchen. I sidste ende betyder det, igen, et mere varieret marked og mere at vælge imellem for alle os andre, afslutter adm. direktør John R. Kristensen.

Artikel i Børsen: TDC går ind i streaming i høj kvalitet

Læs mere

Musikere må vende bøtten

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare