Musik, der redder liv

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex

 

Musik gør en forskel. Og kan redde liv, når stjernerne går sammen om at indspille støttesange til velgørende formål.

Lige siden Band Aid i 1984 indspillede Do They Know It’s Christmas Time til fordel for et sultende Afrika, og “USA for Africa” året efter gjorde dem kunsten efter med We Are The World, har støttesange med jævne mellemrum indspillet penge til nødlidende.

I Danmark blev genren født i 1985 med Nannas Afrika som resultat af en konkurrence udskrevet af Dansk Røde Kors og pladeselskabet Genlyd.

Senest har X-Factor-finalister og dommere indspillet støttesangen Én verden, skrevet af Anne Linnet, til fordel for Danmarks Indsamlingen 2013 og Afrika – igen.

Men hvilken af de danske støttesange bliver spillet mest i radioen? Og hvem vinder så i sidste ende? Afrika? Kosovo? Haiti? Eller tsunamiofrene i Sydøstasien?

Støttesangenes top 5

5.

På femtepladsen ligger klassikeren Afrika fra 1985 med Nanna og en stribe af de på det tidspunkt hotteste danske musikere på fællessang til fordel for – surprise surprise: Afrika! Den er spillet i alt 165 gange siden 2005.

4.

Fjerdepladen går til 2010-versionen af Afrika med 471 afspilninger, indspillet 25 år efter originalen og tilføjet en række nye kunstnere som for eksempel Basim, Martin Brygmann, Thomas Ring, Marie Frank og Anna David.

3.

På tredjepladsen finder vi Selv en dråbe med 764 afspilninger. Sangen blev indspillet i 1999 til fordel for Kosovo af blandt andet Alberte, Aqua, Blå Øjne, Me & My, Poul Krebs og mange flere.

2.

Andenpladsen går til Hvor små vi er med 2.012 radioafspilninger. Den blev indspillet til fordel for tsunami-ofrene i Sydøstasien i 2005 af kunstnere som for eksempel Rasmus Seebach, Remee, Tue West, Burhan G og Mads Mikkelsen.

1.

Den mest spillede danske støttesang i radioen er: Skrøbeligt fundament. Den er spillet ikke mindre end 3.322 gange, siden den i 2010 blev indspillet til fordel for jordskælvsofrene i Haiti. Ikke mindre end 11.288 minutter har den kørt i radioen – svarende til knap 8 døgns nonstop airplay. Bag sangen står Sys Bjerre og produceren Søren Mikkelsen. Hvis du lytter godt efter, kan du blandt de medvirkende høre kunstnere som Isam B, Medina, Nabiha, Rasmus Nøhr og Peter Belli.

Do They Know It’s Christmas Time er til sammenligning blevet spillet 3.235 gange siden 2005 – dog ikke én eneste gang uden for november-december.

Tallene bygger på de rapporterede antal afspilninger 2005-2011, som Gramex har modtaget for landsdækkende kanaler, regionale kanaler, DAB-kanaler, kommercielle landsdækkende kanaler og stikprøverapporteringer fra de kommercielle lokalradioer. 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare