Music finds a way!

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

 CD_745

Det digitale salg stiger. Streaming er en succes. Og det fysiske salg er helt passé. Sådan har det lydt i musikbranchen i de senere år. Men hvordan passer det med et vinylsalg, der ikke er set større i 15 år og et dansk plade- og distributionsselskab, der har solgt 190.000 cd’er på få år? Enten er der noget galt i Danmark – eller også er tingene ikke helt så sort/hvide, som man kunne fristes til at tro.

Det digitale salg oversteg i 2012 omsætningen for salg af cd’er og andre fysiske musikprodukter, det skriver musikselskabernes brancheorganisation IFPI i deres seneste rapport, ”Musikselskaber 2012 – tal og perspektiver”. Men samme rapport viser også, at vinylsalget er steget med hele 48,5 procent. Og det er ikke kun i Danmark, at interessen for den velsmurte vinyl er vokset. På verdensplan er vinylsalget steget med 18 procent siden 2012, og det forventes at stige med hele 30 procent i 2013; det viser nye tal fra amerikanske Nielsen SoundScan.

– Musikbranchen er ikke enten-eller; den er både-og. Jeg er overbevist om, at streaming og salg af fysiske enheder – og i øvrigt også radio – vil sameksistere i mange år fremover. At der er stigende interesse for den klassiske vinyl stemmer desuden fint overens med den forbrugertrend, vi ser i øjeblikket, hvor flere og flere forbrugere efterspørger god og dynamisk lydkvalitet, forklarer Thomas Maagaard Dyekjær, underdirektør i Gramex.

Ifølge ham er der stadig uudnyttet vækstpotentiale, når det gælder det fysiske musiksalg.

Og det kan meget vel være en sådan vækstlomme, som det danske plade- og distributionsselskab, Tiger Music har fået fingrene i.

Siden 2006 har de solgt intet mindre end 190.000 cd’er. Det svarer sammenlagt til mere end tre gange trippel platin; og de har da heller ikke tænkt sig at tage den lille runde skive af hylderne lige foreløbig.

– Når man ser på, hvad vi har solgt, så tror vi stadig på cd’en som en vare – i hvert fald i et stykke tid endnu, forklarer Event- og Online Manager hos Tiger Music, Anne Busacker, der i den kommende tid skruer op for tempoet og lancerer to nye albums hver måned i samtlige butikker.

– Vores cd’er har indtil nu kun været i et udvalg af vores butikker. Det er først i den kommende tid, at det bliver obligatorisk at have cd’erne i alle vores butikker – både i Japan, Italien, England, og hvor vi nu ellers er, forklarer hun.

Og selvom det på papiret ligner en dårlig forretning at satse på cd’en i 2013, så er virkeligheden måske en anden – den er i hvert fald ikke sort/hvid, konkluderer Thomas Maagaard Dyekjær:

– Mange artister lander livejobs med cd’en, og en del artister vil nok fortsat foretrække at være én cd ud af 100, frem for ét track ud af 20 millioner – uanset hvad prognoserne siger. Music finds a way!

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare