Med Lukas Graham i studiet

iris_538_3

Der var engang for ikke så længe siden seks søde børn. De skulle i studiet og synge. Kort efter kunne deres stemmer høres i hele kongeriget – ja i hele den vide verden…

Mød Iris Mealor Olsen. En dag i december i 2013 var hun med fem andre børn fra Eventyrteatrets dramaskole i studiet med Lukas Graham for at indspille børnekoret til hvad der skulle blive et af bandets mest populære sing-along-hits ‘Mama Said’.

I dag er Iris blandt den nye generation af Gramex-medlemmer under 18. Hun er 12 år og går i 6. klasse, men ved udmærket, hvad hun vil, når hun bliver stor: spille teater, stå på en scene og frem for alt synge.

Det var derfor ikke en svær beslutning, da Eventyrteatret kom og spurgte, om hun ville med i studiet: Yes! Det ville hun helt sikkert. Sammen med Thit, Julie, Eva, Laurids og Elias var hun først til casting og så videre i studiet.

– Vi indspillede vores kor på én dag. Vi var inde og synge både alle seks på én gang og i grupper to og to og tre og tre. Bagefter lavede vi hjemmelavede forårsruller med Lukas og resten af bandet. Det var så hyggeligt, en super fed dag!, fortæller Iris med et kæmpe smil.

Totalt mindblowing

Hendes øjne stråler, når hun fortæller. Og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem der er helten i eventyret.

– Lukas er så fantastisk! Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det, der er så fedt ved Lukas er, at han er så rar, samtidig med at han er så dygtig. Han har det største hjerte. Og har gjort så meget for os, han virkelig ikke behøvede at gøre, fortæller hun begejstret.

De seks ’Eventyr-børn’ er blandt andet blevet inviteret backstage undervejs og med på scenen til Danish Music Awards og til Grøn Koncert foran 40.000 mand.

– Det var totalt mindblowing, alt det, der fulgte med. Det er sådan noget, man aldrig nogensinde glemmer. Lukas og bandet var bare sådan ’I er en del af os nu’, fortæller Iris.

Hey, det er os!

Det var langtfra den første tur i studiet for Iris, der som barn af en musiker er flasket op på musik og også lægger stemme til tegnefilm. Men det er første gang hun har hørt sig selv så mange steder.

– Første gang var man sådan lidt, er det overhovedet os? For vores stemmer var blevet pitchet, så vi lød som mindre børn. Men man kunne alligevel godt høre, det var os. Så var man sådan, hey, det er os, der synger der. Dét var sjovt!

I dag er Lukas Grahams Blue Album en af favoritterne på Iris’ iTunes; især ’Mama Said’.

– Det er en super god sang. Man bliver så glad. Og kan slet ikke lade være med at synge med på den. Og så er moralen god. Selvom man er vokset op uden så mange penge og i et anderledes miljø, er det fint nok. Man kan stadig blive til noget stort. Det er en ting, der går igen hos Lukas. Det kan jeg godt lide.

Say what?!

Iris havde godt fået at vide, at hun ville få penge fra Gramex. Men det kom alligevel bag på hende, da pengene stod på kontoen.

– Vi havde joket så meget med det! At vi ville få 0,0001 øre og måske 20 kr. i alt. Så da jeg fik over 10.000, var jeg bare sådan… WHAT?!? Dét kom bag på mig. Det havde jeg slet ikke, som i SLET ikke regnet med. Det er jo vildt mange penge for mig, fortæller Iris.

De fleste af pengene har hun brugt på sangundervisning. Resten er røget i banken.

Men udbetalingen var langtfra en engangsforestilling. Til juni får Iris betaling for alle afspilningerne i 2015. Og sådan fortsætter det. Rettighederne gælder i 70 år. Så til og med år 2084 vil ’Mama Said’ indspille Gramex-penge til Iris og de andre Eventyrbørn, Lukas, bandet og pladeselskabet, når den bliver spillet i radio og tv – både i Danmark og i alle de lande, Gramex har aftaler med.

– Med alt det, Lukas har givet os, ville jeg slet ikke være skuffet, hvis jeg ikke havde fået penge for det. Men nu jeg får det, er det jo bare ekstra fedt. Det er utroligt sødt af jer, I gider sidde og holde styr på alt det, siger Iris.

Det gider vi i hvert fald. For det er lige præcis dét, vi gør.

Velkommen til Gramex, Iris!

Læs mere

Sådan får du Gramex-penge som musiker
Sådan får du dine penge fra udlandet

Berlingske: Her er den utrolige historie om Lukas Graham

Lukas_dec.13_538
Iris og Julie (på gulvet), Eva, Laurids, Elias og Thit med Lukas Graham i Mansion Studio på Islands Brygge i december 2013.

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex (18.03.16)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare