Lyngdorf: Med lyden som indsats

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Peter Lyngdorf_lille

– Det er ligesom at have et dampbarn, som kører i samme rille.

Sådan beskriver han det meste af den musik, der drøner ud af højtalerne i dag. Peter Lyngdorf – manden bag de danske succesvirksomheder Hi-Fi Klubben og Dali – er mildest talt ikke imponeret over den moderne musik. Han er konstant på jagt efter den autentiske lydoplevelse – fra det første musikalske møde med The Beatles og fabrikationen af den første højtaler på ungdomsværelset i Grenå til store, internationale forretningseventyr. Mød manden, der går efter lyden.

– Har du lyst til at skrue lidt højere op, så er det sandsynligvis fordi, det er en god indspilning, men har du lyst til at skrue ned, så er det sandsynligvis en dårlig indspilning.

Den danske Hi-Fi Klubben stifter, Peter Lyngdorf bruger kroppen som målestok, når det gælder lyd. Desværre er der ifølge direktøren langt flere tilfælde i dag, hvor man får lyst til at skrue ned.

– Det paradoksale er, at musikere og folk, der producerer musik i dag, gør alt for at øge niveauet på indspilningerne, så musikken lyder mindst lige så højt som alle de andres musik – og helst højere. Men jo mere de skruer op, des mere skruer forbrugerne faktisk ned – fordi de ikke kan holde ud til at høre på det, forklarer Peter Lyngdorf.

Hvordan hænger det sammen?

– Hvis en kunstner vil have sin musik til at lyde højere end de andres i et digitalt eller et analogt format, så er der to måder at gøre det på. Man kan skrue op for lyden med sin volumenknap, eller man kan komprimere musikken. Her taler vi om dynamisk kompression, ikke den datareduktion, der sker ved mp3. Og den dynamiske kompression, gør, at det kommer til at lyde højere, uden at man skal flytte på volumenknappen, forklarer han.

Den dynamiske kompression har ifølge Lyngdorf dyrebare konsekvenser.

– For det første forsvinder alle spidserne i musikken. Og når man så gerne vil have det endnu højere, så sker der dét – at fordi der ikke er mere plads i højden så at sige – så er man nødt til at tage alle tonerne og holde dem i lidt længere tid – på den måde kommer de nemlig til at lyde højere, forklarer han og fortsætter:

– Det bliver til én lang pølse af lyd, hvor det hele lyder ens, og detaljerne forsvinder. Og så er det, at man får lyst til at skrue ned.

Som for eksempel i spinninglokalet, hvor ikke engang ørepropper kan gøre musikken udholdelig for lydentusiasten.

– Jeg har aftalt med min spinninginstruktør, at når musikken har gentaget sig selv for mange gange, så gør jeg sådan her.

Peter Lyngdorf laver en hurtig bevægelse med albuen.

– Det betyder ”skub til pickuppen”, griner han.

Den bevægelse har han tilsyneladende lavet flere gange i sit liv. Peter Lyngdorf bryder sig nemlig ikke om, at tingene står i stampe.

– Det gør vi bare, lyder mottoet fra den besindige jyde fra Grenå.

Som for eksempel da han som 15-årig flyttede hjemmefra, fordi faderen ikke kunne lide The Beatles og mente, at sønnen spillede for højt. Eller da han indgik en licensaftale med det eksklusive Steinway & Sons. Og når han flere gange om ugen trækker i træningstøjet og træder i spinningpedalerne.

Det hele sker med musikken som drivkraft. Og derfor irriterer det ham også, når musikken bliver udynamisk og uinteressant.

– Jeg bliver rasende nogle gange, lyder det fra Lyngdorf, der dog hurtigt får smilet tilbage:

– I gamle dage, da man havde lp’er, vidste man, at hvis den gentog sig selv, så var det fordi den sad fast i rillen, og så var der nogen, der skubbede til den.

I dag kræver det mere end et enkelt skub, at få musikken ud af sin dynamiske monotoni. Selv nu hvor lp’en er tilbage – det er anden gang i den 40 år lange karriere, at Lyngdorf oplever, at den sorte skive er på mode. Men vinylen er ikke i sig selv en garanti for den gode lydkvalitet, advarer direktøren.

– Lp’en står for mange som et symbol på musikkens storhedstid – der blev lavet rigtig mange gode optagelser i en nogenlunde høj lydkvalitet i 70’erne. Men det er ikke mediet alene, der gør det. Det burde ikke være nødvendigt at gå tilbage til et medie, som vi brugte for 40-50 år siden for at få en god, dynamisk lydkvalitet. Vi kan producere lyd af hidtil uset høj kvalitet i dag – men der er ingen, der gør brug af det, forklarer han og fortsætter:

– Man lavede cd-formatet i 1982 – fra dengang og til nu er der ikke sket noget for at forbedre kvaliteten. Og det er et digitalt medie. Musikindustrien er den eneste industri, jeg kender, som ikke har benyttet den teknologiske udvikling til at forbedre deres produkt. De bruger i dag et standardformat – mp3 – som er dårligere end cd’en, lyder det fra en nu tydeligt frustreret lyddirektør.

– Jeg kan ikke nævne nogen anden industri i hele verden, som ikke har forbedret deres produkt inden for den samme periode. Hvis man ser på en bil til 100.000 kr. for 30 år siden og en bil til 100.000 kr. i dag, så ville man sige, at der er nat og dag til forskel. Eller hvis man ser på et computerspil dengang, de begyndte at komme frem; så var der en brik, der gik til højre og venstre – der er sket lidt, siger han og sender et skævt smil.

– Og det skaber en ond spiral, for hvorfor skal man så som kunstner eller producer lave en ordentlig indspilning og kræse for detaljen, hvis det alligevel bliver forvrænget, når det bliver afspillet?

Det er der heldigvis stadig flere gode grunde til, mener Peter Lyngdorf – og ikke alle handler om at sælge flere højtalere.

– Det handler først og fremmest om at få en autencitet, så man føler, at musikken går i kroppen på én. Dét, som afrikanerne har, når de danser til deres trommer; er en ren fysisk impact. Dét får man, hvis man har en rigtig naturtro optagelse – så får man den der direkte overførelse af energi, som man kan mærke i kroppen. Og den kan give den der euforiske fornemmelse, forklarer Lyngdorf, imens lyden næsten lyser ud af øjnene på ham.

– Og det har jeg opdaget hos rigtig mange mennesker, som før har sagt, at de hører på musik i baggrunden – men når de så hører noget, som lyder af en fantastisk god optagelse – som bliver spillet på et fornuftigt, godt anlæg – så går det fuldstændig i blodet på dem; så bliver de…Wauw!

Og lige præcis den wauw-oplevelse fik han selv i 1963, da han for første gang hørte The Beatles i radioen.

– Det var en interessant tid, fordi der ikke var ret meget pop i radioen – der var dansk pop, men sådan noget som The Beatles var nærmest avantgarde dengang. Det var kun sidst på eftermiddagen, at der var noget popmusik. Og der sad jeg så og ventede og ventede på det næste Beatlesnummer og tænkte, nu kommer det. Og hver gang vidste man, at det var noget nyt, og noget man aldrig havde hørt før. Jeg var helt vild med det – fuldstændig vild.

Til gengæld var han ikke så vild med skolen. Hverken Vestre skole i Grenå eller gymnasiet kunne hamle op med timerne med The Beatles.

– Jeg har aldrig nogensinde lavet lektier. Aldrig nogensinde. Da jeg havde gået i gymnasiet i 4 år – jeg gik to år i 3.g. – havde jeg ikke haft en bog med hjemme på noget tidspunkt.

Hvordan kan det være?

– Jeg havde en racercykel, og den havde ikke noget bagagebæger. Så jeg havde ikke noget sted at have mine bøger, siger Lyngdorf med et glimt i øjet, der vidner om, at det heller ikke tidligere er blevet godtaget som en plausibel forklaring.

I stedet for brugte han tiden på at arbejde.

– Om aftenen efter skole arbejdede jeg på kalkværket med at læsse lastvogne, og så var jeg natportier på et hotel.

Sparede du op til noget?

– En båndoptager, lyder det prompte fra Lyngdorf, der forklarer, hvordan en lp nemt kostede en halv ugeløn på det tidspunkt.

I tiden derimellem lavede han højtalere til sine kammerater – det har han sådan set gjort lige siden – kundekredsen er blot blevet væsentligt udvidet.

– Jeg er rigtig god til at høre, om ting lyder rigtigt; om instrumenter lyder rigtigt, om de har den rigtige fornemmelse og alt sådan noget. Det var også derfor, jeg begyndte at lave højtalere selv, fortæller han og tilføjer:

– Jeg var altid frustreret over, at man ikke kunne komme tættere på den autentiske oplevelse.

Det er dét, der driver ham – fra The Beatles på ungdomsværelset i Grenå til udviklingen af hi-fi udstyr i resten af verden – han vil tættere på den autentiske lyd.

– For mig er musik både melodien, opsætningen, kompositionen, rytmen og alle de ting – og så er det skønheden af klangen og dynamikkontrasterne. Det er dét, der siger mig noget. Kombinationen – så er jeg i himlen.

Alt for ofte må han dog blive på jorden.

– Hvis jeg har et fantastisk stykke musik, men en utrolig dårlig gengivelse, så ærgrer det mig, at man har ødelagt musikken. Det bliver ensformigt og repetitivt – det samme og det samme og det samme, siger Peter Lyngdorf med en tydelig monotoni i stemmen.

– Det er ligesom de børn, der siger det samme  17 gange i træk, hvis de vil have noget. Og den påvirkning, er der en del moderne musik, der har på mig; jeg gider ikke høre på det samme 17 gange i træk. Et eller andet skal der ske…

Vil du vide, hvad der er Peter Lyngdorfs næste store skub med albuen – i kampen mod dynamisk monotoni?

Læs mere

Fingrene væk fra min musik!

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare