Live Music Summit går live den 27. oktober i Diamanten

Live Music Summit DK er en helt ny international konference for live-musik, der afholdes af Dansk Live den 27. oktober i København.

Arrangerer du koncerter, festivaler eller har du på anden måde fingrene nede i live-miljøet? Så har du måske allerede sikret dig en plads i Den Sorte Diamant. Ellers kan du nå det endnu.

Det er Dansk Live, interesseorganisationen for de danske spillesteder og festivaler, der står bag den spritnye konference i København. Ideen er at skabe et internationalt mødested for videndeling og sparring om det, der rører sig i livemiljøet, og de strømninger, der kommer til at præge fremtidens liveoplevelser.

Hvilke aktuelle trends former den nuværende livebranche? Hvilke tendenser kommer til at farve fremtidens koncertmiljø? Og hvordan skaber man de bedste vilkår for at livescenen kan forny sig og udfolde koncert- og festivaloplevelsens store potentiale?

Udover et imponerende program med internationale keynotes, oplæg og debatter byder konferencen også på gode netværksmuligheder og erfaringsudveksling med kolleger fra hele Norden.

Massivt potentiale i musikken

Hos Gramex hilser man det nye initiativ varmt velkommen.

– Vi er i den grad begejstret for det her ambitiøse initiativ fra Dansk Live, der er med til at tale musikkens værdi op og udforske det massive potentiale, der ligger i musikken, siger John R. Kristensen, der er adm. direktør i Gramex.

Han glæder sig blandt andet til de to keynotes fra Amy Lamé, Londons nye by- og nattelivs-borgmester, og Bowies legendariske producer Tony Visconti, der også har arbejdet med danske Kashmir.

– Og så ser jeg meget frem til at høre nyt fra Steffen Ring og MONICA-projektet, som Gramex har været med til at initiere. Jeg ved, at de arbejder intenst i projektet, blandt andet i Lydens Hus, på at løse én af de helt store udfordringer, vi oplever med udendørs koncerter midt i byen – nemlig at skabe den perfekte koncertlyd uden at genere alle dem, der ikke er med til ‘festen’, fortæller John R. Kristensen.

– Det er ikke kun en dansk udfordring. Det er en global udfordring. Men lykkes man med at udvikle et koncept, der kan løse den her udfordring teknologisk, kan udendørs koncerter få et helt nyt liv; til gavn for både publikum, musikere og naboer, siger Gramex’ direktør.

Live Music Summit DK 2017 foregår i Den Sorte Diamant i København kl. 11-19. Der er i skrivende stund stadig et mindre antal billetter tilbage.

Se hele programmet og hvordan du sikrer dig en plads:

Live Music Summit DK 2017
Læs mere om MONICA-projektet

 

Af Rie Toldam Knudsen (17.10.17)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare