Kom ind fra højre – og blev hængende

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex

Gramex fejrer i år 50 års-jubilæum. Men Gramex er ikke den eneste 50 års-jubilar. Simon Rosenbaum var nemlig med til “fødslen” og har lige siden været kritisk revisor på vegne af de udøvende kunstnere.

Selv kalder han sig både entertainer, skuespiller, cabaret- og revyleder, pianist, komponist og forfatter. Han har desuden været formand for Dansk Solist Forbund siden 1989.

Vi har mødt jubilaren til en snak om et liv med dansk musik – og et halvt århundrede med Gramex.

– Jeg var ganske rigtigt med til den stiftende generalforsamling, dengang som nyvalgt suppleant i Dansk Solist Forbund. Alt var timet og tilrettelagt. Alle poster besat. Indtil man skulle til at vælge kritisk revisor for kunstnerne. Det var der ingen, der havde tænkt på. Der blev dødstille i salen. Så råbte Wandy Tworek, violinvirtuosen, som stod ved siden af mig: ”SIMON ROSENBAUM!” Og så var jeg pludselig valgt. Der var ikke så mange, der vidste, hvem jeg var. Men kritisk revisor har jeg så været lige siden.

Én mand – én kunde

Posten som kritisk revisor er en ulønnet tillidspost, man bliver indstillet af de udøvende kunstnere og valgt på den årlige generalforsamling. Arbejdet består i at gennemgå årsregnskabet med de kritiske briller på. Og selvom arbejdet nok er det samme som for 50 år siden, er der en del andet, der har ændret sig.

– Gramex i 1963 var jo en helt anden størrelse end i dag – der sad én mand på kontoret, både direktør og personale, og Statsradiofonien var den eneste kunde. Så det var småbeløb, der var tale om. Men musikverdenen var jo også en anden dengang. Der sidder jo ikke nogen grammofonpladevendere i radioen i dag, som der gjorde i gamle dage.

Motor for ny musik

Som formand for Dansk Solist Forbund har Simon Rosenbaum og forbundet været med til at uddele kollektive midler fra Gramex i rigtig mange år og også på den måde støttet udviklingen af dansk musikliv.

– Jeg oplever, at Gramex-midlerne har en kolossal værdi. Vi er et mindre forbund med godt 300 medlemmer, og de midler, vi modtager til fordeling, er derfor ikke voldsomt store. Men det betyder alligevel meget for os som forbund, at vi kan yde vores bidrag til at øge musikglæden herhjemme.

– Pengene skal jo bruges til musikfremmende foranstaltninger. Vi støtter typisk den levende musik og underholdning – og det er lidt sjovt, men samtidig værdifuldt, at pengene fra ”mekanisk” musik også kommer den levende musik til gode. Vi yder dog også støtte til cd-udgivelser, klassike koncerter og videreuddannelse af kunstnere.

Et af de mange projekter, der er opstået med støtte fra Gramex-midlerne, er de såkaldte Solisterier.

– Det er forbundets egne koncertarrangementer, som vi præsenterer rundt i landet, i øjeblikket i syv byer. De cirka 40 årlige koncerter er fantastisk populære og velbesøgte. Publikum kan opleve både kendte og unge talenter, som her får mulighed for at prøve deres program af foran et stort og entusiastisk publikum. Og så er det samtidig et slags ”udstillingsvindue”. Spillestederne er kommunale, og vi har altid gratis adgang. Et sådant projekt ville aldrig kunne gennemføres uden Gramex-midlerne.

Simon selv

Simon Rosenbaum er selvlært i alle de områder, han har beskæftiget sig med igennem godt 60 år. Han fik klaver som 10-årig og fandt selv ud af at lege med tangenterne, ligesom han allerede som 11-årig optrådte med sang og spil. Men han indrømmer, at det ikke altid har været nemt at skabe sig en karriere uden eksamenspapirer fra konservatorier eller teaterskoler.

– I karrierens start måtte der kæmpes hårdt for at få mulighed for at vise, hvad man kunne. Det var IKKE bare at komme ind fra højre som i X-Factor og så optræde for 1,5 million mennesker. Men det var alligevel sundt, for til gengæld holder man måske længere.

I sine kabaretter og revyer har Simon Rosenbaum altid selv arbejdet med unge talenter og solister.

– Samarbejdet med andre solister giver mig stadig inspiration, men det er nok mine solooptrædener og forestillinger, der giver mig det største kick. Jeg bliver helt høj af det – og højere har jeg jo altid ønsket at være… ha!

Tak, Simon!

Ved fejringen af Gramex’ jubilæum 24. januar blev Simon Rosenbaum også inviteret en tur på scenen. Her meddelte han, at han trods 50 gode år på posten har valgt ikke at genopstille som kritisk revisor.

På vegne af hele Gramex takkede adm. direktør John Kristensen for det halve århundredes tro tjeneste.

– Det er med en vis vemod, at jeg siger tak for denne gang til Simon, som har ydet en fantastisk indsats for Gramex. Simon stopper på toppen – og det er altid rart selv at træffe den slags beslutninger, afsluttede John Kristensen.

Læs mere om

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare