KCL ridser i lakken

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

KCL_presse

– Undskyld mor og far!

Hun føler, at hun skylder sine forældre en undskyldning. KCL, døbt Katrine C. Larsen, gik fra klassisk klaver til turntablism, fra tegning til graffiti og fra tennis til electric boogie på ingen tid. Det har givet nogle ridser i lakken – at vie sit liv til kunsten og at være en del af en dedikeret dansk hiphop-undergrund. Men i dag er der intet at undskylde – Katrine er kåret som Danmarks bedste DJ.

– Mine forældre forstod det simpelthen ikke – scratch hvad for noget? Det var jo helt nyt. Og da jeg så fortalte, at jeg ville leve af det, så stod de helt af!

Hun var med, da hiphop-bølgen ramte Danmark i midten af 80’erne. Katrine husker tydeligt sit første møde med det, der senere skulle vise sig at ændre hendes liv – for altid.

– Jeg tror det var i 83. Det var Melodi Grand Prix; Jørgen de Mylius introducerede noget nyt fra New Yorks gader. Det var breakdancen. Og der kom jo en kæmpe bølge – i Anders And blade med hvide handsker – det kørte helt op. Og selvfølgelig var jeg med på den. Der var jeg 7-8 år og prøvede at danse det der electric boogie – godt nok uden held, lyder det grinende fra den nyslåede DJ-Danmarksmester.

Dengang vidste hun ikke, at hun netop havde prøvet kræfter med den såkaldte hiphop – det gik først op for hende noget tid senere.

– Jeg fik et bånd med den amerikanske hiphopper og rapper Big Daddy Kane. Fra den dag var jeg hiphop, lyder det fra Katrine, der husker det som en forvandling, der skete fra den ene dag til den anden.

– Jeg fik hurtigt ødelagt både mine forældres pick up og ungdomsklubbens pick up, og jeg måtte ikke stå ved pulten mere, forklarer hun.

Det blev starten på et hiphop eventyr, der bestemt ikke var lige eventyrligt for alle. For Katrines forældre lignede det mest af alt én lang nedtur. Katrine lagde nemlig klaver, tegning og tennis på hylden – og uddannelsen valgte hun efter, hvor der var mest hængerøv og hættetrøje.

– En af de piger, jeg spillede tennis med fortalte, at der var rigtig mange hiphoppere på Niels Steensens Gymnasium– så selvfølgelig skulle jeg derind. Det var en god skole – den var virkelig hardcore. Alle mine karakterer haglede ned; det var rent kaos. Undskyld mor og far!

Det var i 92, og Katrine var nu for alvor en del af det københavnske hiphop miljø.

Til trods for at hun efterhånden havde maltrakteret samtlige pladespillere i sin omgangskreds, var det alligevel rappen, der tændte hende mest. I 1994 dannede hun gruppen Insekterne med sin bedste ven.  

– Det var egentlig bare sjov og spas – men vi følte jo for det dengang. Jeg har faktisk lige fået nogle af demoerne og må indrømme, at jeg tænkte, ej har jeg lavet det? Og Nikolaj Seebach, der står og siger 1-2-3-4 i baggrunden. Det kører derudaf, forklarer hun med et stort smil og tilføjer:

– Det blev lige pludselig stort. Vi røg på tur med Humleridderne og fik en masse tilbud. Vi var jo kun 17-18 år dengang. Det var lige pludselig hårdt arbejde og ikke bare for sjov.

Og hvad med skolen?

– Gymnasiet gik ikke, og så tog jeg lige en husholdningsskole i Sorø – men der stak jeg også af, forklarer Katrine, der til sidst også valgte at opløse Insekterne.

Men noget nager. Man kan se det i hendes øjne, når hun fortæller om tiden som rapper.

– Jeg har fået masser af chancer… jeg fik faktisk også hul igennem med min rap og var tæt på at blive mainstream. Men hver gang har der været noget, der har ødelagt det. Jeg har enten været for hiphop til at blive spillet i radioen – eller også har nogen saboteret det på en anden måde. Pladeindustrien har nok bare nogle ideer om, hvad man skal leve op til…især som pige, forklarer hun og tøver…

– Havde det ikke været for en eller anden pladeselskabsmand, så havde jeg nok lavet det i dag.

Tilværelsen som ”andenrangsrapper” var turbulent for Katrine, der havde svært ved at håndtere tiden efter Insekternes opløsning.

– Lige pludselig var jeg ikke den der populære person mere – og der var jeg jo de der 20 år. Så røg jeg bare hjernen ud. Så meget, at jeg ikke engang kunne snakke, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg gav op. Jeg var simpelthen så træt af det pis, at jeg faktisk ikke havde lyst til at leve mere. Fordi musik var…musik er så meget mig.

Men historien slutter heldigvis ikke her. Den fortsætter – i en noget anden retning. Katrine lagde nemlig scratch og rap på hylden til fordel for tøj og tal.

– Jeg købte en tøjbutik, siger Katrine som det naturligste i verden.

En tøjbutik?

– Ja, med hiphop-tøj til piger. Min veninde og jeg var ude at gå og kom forbi den her butik, som min veninde meget gerne ville arbejde i. Og så gik jeg op på kontoret og sagde: Hey, min ven vil gerne arbejde her. Så viste det sig, at ejeren gerne ville sælge den – og så købte jeg den! Forklarer Katrine, der tog et lån i sin lejlighed og stod med butiksnøgler og bogholderi 14 dage efter.

– Den tog jeg. Stoppede med at ryge. Stoppede med alle de der ting, og lige pludselig tog jeg mig bare sammen.

Katrine har ikke længere butikken i Pisserenden – den fik finanskrisen gjort kål på. Men hun har det drive, der fik hende i omdrejninger igen efter at have været nede og bide i græsset.

I oktober i år var det fjerde gang, hun stillede op til DM i mix – og historien kender mange – Katrine C. Larsen aka. KCL vandt som den første kvinde nogensinde titlen som Danmarks bedste DJ.

Og dedikationen er helt den samme – måske endda større, end da hun i sin tid rappede sig til succes.

– Det er en livsstil, som vi begiver os ud i – os, der stiller op til DM. Vi laver seks minutter. Og os, som går op i det, vi bruger et halvt år på at lave de seks minutter. Så har du den ene chance til at brænde det af; og så skal det bare fungere, fortæller hun.

Det forklarer, hvorfor Katrine det sidste år har øvet 5-7 timer hver dag på at få schratchteknik og dj-set til at sidde lige i skabet.

– Det første halve år bruger du på at øve din scratchteknik op, og så går det andet halve år på at lave de der seks minutter. Og så er det ikke godt nok…og så hænger det ikke sammen… og så tænker du pis, og så laver du noget nyt, forklarer Katrine ihærdigt og tilføjer:

– Det er ligesom et maleri – det er færdigt, når det er færdigt.

Men er det så bare rent show-off til konkurrencen?

– Ja, det er det. Det er fuldstændig timet og tilrettelagt hjemmefra. Men fordi du er så afhængig af teknikken, så kan det stadigvæk nogle gange gå galt – selv for den bedste. Det gjorde det for mig, men jeg vandt alligevel – overlegent, siger Katrine med et skævt smil.

– Det var bordet, der var for højt, så kunne jeg ikke lave mine beatjogglings; så så jeg jo anderledes på pladerne og dér, hvor lyden var. Og så tror jeg måske også, at jeg havde glemt at købe nogle nye plader – så de var lidt slidte. Det var lidt min egen skyld. Men jeg kom igennem. Og det handlede faktisk ikke om mere end otte takter, og jeg vidste det godt under lydprøven – at de fejler – jeg skal bare videre.

Og det er måske en af de discipliner Katrine er allerbedst til; at rejse sig op efter at være faldet.

– Det handler om ikke at tabe fjæs. Man må for alt i verden ikke stoppe op!

Hvis hun på noget tidspunkt har følt, at rappen var et nederlag, så lader det til, at hun nu har fået det vendt til en styrke.

– Jeg har måske nogle fordele, fordi jeg har været rundt om det hele. Min udstråling; der kommer dansen til sin ret. Plus min rap, der har jeg lært at kommunikere med folk. Kigge folk i øjnene, kigge de rigtige steder hen. For eksempel når jeg scratcher, så den der robotdans…

Katrine laver nogle moves og fortsætter:

– Den fører jeg ned på pladen. Så får den en bestemt lyd. Pupping hedder det – jeg brækker af ved faderen sådan her, hun kører hånden i hak over bordet.

Katrine er hiphop.

– Hiphop er sådan et fantastisk redskab; med grafittien, der bruger du øjnene, du bruger farvekombinationerne, du bruger alle sanserne – med dansen, der bruger du kroppen. Med musikken bruger du ørerne. Det kommer hele vejen rundt.

I første omgang sendte det hende hele vejen til VM i London. Og til trods for at hun ikke vandt, fik hun flotte ord med på vejen af nogle af de helt store DJs i verden – noget, der ifølge hende selv, er endnu mere værd end medaljer. Og det kan betale sig at veje sine ord, når man roser Danmarksmesteren – for særligt ét ord kan få den danske DJ-mesters sind i kog.

– Jeg kan fandeme godt blive sur, hvis jeg bliver nedprioriteret, fordi jeg er en pige.

– Byd velkommen til Katrine, hun er Danmarks bedste female turntablist, siger Katrine med en karikeret stemme og retter på kasketten.

– Nej, gu’ er jeg ej; jeg er en af de bedste – nu skal jeg fandeme give dem! Jeg er den første kvinde fra Europa, der har kvalificeret mig. Jeg har skrevet historie.

 

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare