Julens absolutte favorit

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Man kan nærmest ikke åbne en radio eller et tv i december, uden at det drøner derudad med bjældeklang og julehits. Men hvilke julehits er egentlig de allermest populære? Gramex løfter nu sløret for julens top 10.

På en 10. plads er det Shakin’ Stevens med juleklassikeren ”Merry Christmas Everyone”. Her er der bjældeklang og saxofon for fuld udblæsning, og det er tilsyneladende noget, danskerne kan lide; nummeret blev spillet 674 gange i 2011.

Lige i hælene på den engelske Rock’n Roll sanger finder vi et andet 80’er julehit. Her er det Søs Fenger med ”Når sneen falder” fra 1988, som hun sang med Thomas Helmig. Med 680 afspilninger indtager de en 9. plads.

Og der er flere danske kunstnere på listen. På en 8. plads ligger Shu-bi-dua og hittet ”Den Himmelblå” med 733 afspilninger, 6. pladsen går til Drengene fra Angora med deres satiriske julehit ”Jul i Angora”, der blev spillet 800 gange, og på en 5. plads er der bløde pigestemmer og synthbas for alle pengene; her ligger ”Let Love Be Love” med Juice og S.O.A.P, der i alt blev spillet 856 gange i 2011.

Der har dog sneget sig en enkelt udenlandsk kunstner ind blandt de mange danske. Band Aid og ”Do They Know It’s Christmas” placerer sig på en 7. plads med sine 785 afspilninger.

Vi nærmer os toppen, og her bliver der ikke sparet på fraseringerne. Mariah Carey synger sig direkte ind på en 4. plads med ”All I Want For Christmas”, der roterede 877 gange på pladespilleren i dansk radio i 2011.

Og fra blød pop over til dansk rap. På 3. pladsen ligger det største danske julehit nogensinde: MC Einar med ”Jul – Det’ Cool” fra 1988. Til trods for den lidt atypiske tekst om ”julehygge”, var den med til at spille julen ind i de danske radiostuer med sine 924 afspilninger sidste år.

Og nu til 2. pladsen, der både spreder julestemning og good vibes. Chris Reas feel good-klassiker ”Driving Home For Christmas” blev spillet 929 gange, og har fungeret som soundtrack til adskillige danskeres tur gennem vinterlandet.

Og nu til toppen af julepoppen. For har du haft din radio tændt i december, så har du ikke kunnet undgå at lægge øre til dette julehit. For nogle er det indbegrebet af jul, for andre er det ikke til at holde ud.

Førstepladsen og dermed prisen for det mest spillede julenummer i 2011 går til Wham med hittet ”Last Christmas”. Med 949 afspilninger sætter det de andre julehits til vægs.

Er du en af dem, der bare ikke kan få nok af den søde julemusik i december, så er det faktisk ikke helt lige meget hvilke kanaler, du tuner ind på. Ifølge Gramex’ statistik er det på de kommercielle, landsdækkende radiokanaler: Nova, Voice, POP, 100FM og 100 Soft, det sner. De står for mere end halvdelen af afspilningerne, når det gælder de populære julehits.

Tallene bygger på de rapporterede antal afspilninger, som Gramex har modtaget i 2011 for landsdækkende kanaler, regionale kanaler, DAB kanaler, kommercielle landsdækkende kanaler og stikprøverapporteringer fra de kommercielle lokalradioer.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare