Julen er hjernernes tid

GeorgeMichael_1987_roed_lille

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

”Last Christmas – I gave you my heart”. Mere behøver vi ikke, før vi har fået Wham!’s julehit på hjernen. Hvert år i december må nye radiohits lade livet for de gamle juleklassikere, som vi har hørt så mange gange før. Men hvad er det, de kan, de gamle juleklassikere? Og hvad er det, der gør Wham!’s julesang til et ægte julehit? Gramex har spurgt musikteoretiker og hjerneforsker Niels Chr. Hansen, der til dagligt beskæftiger sig med de musikalske forventningsmekanismer, der er på spil, når vi lytter til musik; for selvom julen er hjerternes tid er den også hjernernes.

– Jeg tror, at julen for langt de fleste mennesker er selve indbegrebet af nostalgi. Alting skal helst være, som det plejer, for ellers er det jo ikke jul, vel?

Der er mange, der vil kunne nikke genkendende til Niels Chr. Hansens beskrivelse af julen, og faktisk er det denne hang til nostalgi og til traditioner, der forklarer vores hang til juleklassikere.

– De fleste teorier om musik og følelser fremhæver lige netop musikkens enestående evne til at fremkalde gamle minder i os. Musikken hjælper os simpelthen med at huske, hvad vi følte, dengang vi oplevede noget helt særligt. Dette kalder man også for ”Darling, they’re playing our tune”-fænomenet. Vi har alle sammen associeret bestemte minder med bestemte stykker musik. Nogle af disse kan være helt specifikke (fx den første jul, man fejrede i et nyt hjem), andre minder er mere generelle (fx den helt særlige julestemning, der var i ens barndomshjem). Hukommelse handler i store træk om at knytte forbindelser mellem vores minder og associere dem med hinanden, så de ikke bliver ”ensomme” og går i glemmebogen. Den slags er musik helt fortrinlig til. Når nu det altdominerende kvalitetsparameter for en vellykket jul er, at den er så tæt som muligt på, hvordan den var, dengang vi selv var børn, så kan juleklassikerne altså hjælpe os med at huske en masse konkrete ting om, hvordan det nu også lige var dengang, forklarer han.

Og det er noget af det, som Niels Chr. Hansen beskæftiger sig med i sin forskning; hvordan musikken påvirker vores hjerner og vores adfærd. Som ph.d.-studerende ansat i et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium, musikvidenskab ved Aarhus Universitet og Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab er han med til at udføre nogle af de forsøg, der kan gøre os klogere på musikkens virkning.

– Det er videnskabeligt bevist, at der er statistisk større sandsynlighed for at opleve nostalgi, når man lytter til musik, end når man ikke gør det. Det har man vist ved at udstyre forsøgspersoner med en personsøger, som på tilfældige tidspunkter i deres daglige livsførelse beder dem svare på specifikke spørgsmål – fx hvilken følelse de oplever på et givet tidspunkt, og om der er musik eller ej. Spørgeskemaundersøgelser har desuden vist, at, når musik vækker selvbiografiske minder til live, så er nostalgi den tredjehyppigste følelse, man oplever kun overgået af ”glæde” og ”ungdommelighed”. Det er således næppe helt tilfældigt, at man bruger musik til at underbygge julens nostalgi.

At vi ubevidst går efter julemusik, der vækker minder og skaber den rette følelse af genkendelighed og nostalgi, gør det ekstra svært for nye julehits at komme på banen.

– Det er ikke nemt at slå igennem med en ny julesang, for december måned er allerede propfuld af gamle slagere, og hvis det skal blive til en klassiker, skal den gerne sætte sig så godt fast i vores hukommelse, at vi tager den frem igen, næste gang vi nærmer os december, forklarer han.

Så med mindre man tager kampen op og forsøger at skrive det julehit, der kan vippe Wham af pinden, må man sætte sig ned og vente på, at folk bliver trætte af nummeret. For der er nemlig en grænse for, hvor mange gange man kan holde ud at lytte til det samme nummer, forklarer Niels Chr. Hansen.

– Som udgangspunkt har vi en helt automatisk tendens til at kunne lide et stykke musik bedre og bedre, des flere gange vi har hørt det. Dette kaldes også for ”The mere exposure effect” og forklares nogle gange med, at mennesker har en medfødt forkærlighed for sanseindtryk – herunder musikstykker – som er lette at forudsige. For hver gang vi hører et stykke musik, bliver vi simpelthen bedre og bedre til at forudsige, hvad der sker. Hjernen belønner os så med behagelige neurokemiske stoffer, når vi kan komme med stærke forudsigelser, som vi har ret i. Man kan også se det på den måde, at mens den objektive kompleksitet jo er den samme, uanset hvor mange gange vi lytter til et stykke musik, så bliver den subjektive kompleksitet mindre og mindre, forklarer han og fortsætter:

– Inden for psykologi taler man ofte om en såkaldt ”omvendt U-model”. Ifølge denne model kan vi hverken lide ting, der er for simple eller for komplekse. Derimod har vi en præference for ting et sted midt imellem. Hvis den vertikale akse er præference, og den horisontale akse er kompleksitet, så ligner det faktisk bogstavet U – hvis man vel at mærke stiller det på hovedet. Højdepunktet for det omvendte U varierer selvfølgelig fra person til person, for man skal huske, at det er subjektiv kompleksitet, der er tale om. Desuden bevæger oplevelsen af et givet musiknummer sig gradvis ind ad den horisontale akse, for hver gang vi hører det. For så bliver det jo mere forudsigeligt og dermed mindre komplekst.

Betyder det så, at Wham! og ”Last Christmas” er på vej ud?

– Nej, ikke nødvendigvis. For der er særlig én pointe, der er interessant ved den omvendte U-model, når man taler om juleklassikere: Faktisk kan vi genvinde interessen for musik, som vi har lyttet alt for meget til, hvis vi blot lægger den lidt til side – for eksempel, lad os sige… en 11 -måneders tid! Når vi ikke har lyttet til et stykke musik i lang tid, så bliver det nemlig igen svært at forudsige i alle detaljer, hvad der vil ske. Så rykker musikstykket lige så langsomt tilbage mod højre ad den horisontale akse på U-modellen. Når vi så tager musikken frem igen, så kan vi atter holde ud at lytte til den – og oven i købet nyde at gøre det, lyder det fra hjerneforskeren.

Alt tyder således på, at vi skal vente meget længe, før Wham! rammer det punkt i den omvendte U-model, hvor det går ned ad bakke og bliver for forudsigeligt og dermed for uudholdeligt. Juleklassikere er nemlig gjort af et særligt stof, forklarer Niels Chr. Hansen.

– For juleklassikere gør det sig gældende, at vi hvert år kan bestige den højre bjergside af den U-formede skibakke på vej mod større og større nydelse. I årets løb rutsjer vi så en smule ned ad rampen, så vi er klar til at tage turen op igen året efter. Dette er ikke på samme måde tilfældet med andre hit-sange. Så det faktum, at vi kun hører ”Last Christmas” sådan cirka en enkelt måned om året, er måske en af grundene til, at den er lige en tand mere populær end andre store Wham-hits som ”Freedom” eller ”Wake Me Up Before You Go-Go”.

Når man ser den eksponering, som de helt store juleklassikere har fået, er det slet ikke så underligt, at flere kunstnere hvert år forsøger sig med et julenummer; for har vi først fået det på hjernen, så går der år, før vi slipper det igen. Og sidder man og nørkler med et julenummer, skal man lytte godt efter, for ifølge Niels Chr. Hansen er det rent faktisk muligt at sige noget om, hvad der skaber et hit.

– Det kan man godt, ja. Men det er også en lille smule farligt, for der findes næppe én enkelt hitformel, der virker hver gang. Men et forskningsfelt, der kan være særligt interessant at kigge på i den forbindelse er studiet af såkaldte ”earworms”. Det er en direkte oversættelse fra tysk, hvor ”Ohrwurm” hentyder til sange, som sætter sig fast og ufrivilligt kører på repeat inde i lytterens hoved. På dansk taler man ofte om ”at have en sang på hjernen”. For nylig lavede medlemmerne af min tidligere forskergruppe på Goldsmiths College i London en sammenligning af melodisk struktur i sange, som ofte rapporteres som earworms og sange, som var lige så populære, men som ikke optrådte som earworms. Begge melodityper var altså hits, men eftersom earworms næsten altid når til tops på hitlisterne, så ville det være en ganske udmærket strategi at gå efter simpelthen at skrive earworms, hvis man altså gerne vil være succesfuld hitkomponist. Dette studie viste, at earworm-melodier typisk havde flere lange toner og mindre intervaller end andre hits. Disse træk gør disse melodier nemmere at synge. At skrive simple, sangbare melodier ser altså ud til at være en af vejene til livet som hitmillionær, fastslår han.

Der er næppe nogen, der er i tvivl om, at Wham! har skrevet en vaskeægte earworm med nummeret ”Last Christmas”.

Men hvad er det helt præcist, der gør, at det lige er det nummer, der er blevet et kæmpe hit?

– Melodien til ”Last Christmas” er bemærkelsesværdig ved at kredse om 9’eren i akkorden (dvs. tonen lige over akkordens grundtone). Det skaber en overordentlig stærk forventning i lytteren om, hvad der vil ske. Det er med andre ord meget forudsigeligt, at melodien på den ene eller anden vis vil videreføres til akkordens grundtone. I vestlig, tonal musik ligger sandsynligheden for, at 2. skalatrin efterfølges af 1. skalatrin faktisk omkring 35 %, hvis man ikke tager bestik af den underliggende akkord. Hvis man derimod tager akkorden med, så er sandsynligheden for, at 9’eren opløses til grundtone meget højere – formentlig langt over de 50 %. Når musik er meget forudsigelig, så belønner hjernen os neurokemisk, og vi oplever velvære, der meget vel kan få os til at kunne lide musikken og – måske endnu vigtigere – hjælper os med at huske den, forklarer han og tilføjer:

– Harmonikken er også ekstremt forudsigelig. Faktisk findes denne akkordrundgang (I-VI-II-V) i et utal af popsange gennem tiderne.

At nummeret kun spilles til jul er ifølge Niels Chr. Hansen en af de vigtigste grunde til, at den har overlevet så længe.

– Det forhold, at den samme akkordrundgang dominerer hele nummeret – forspil, omkvæd, vers og mellemspil – og at omkvædet gentages et utal af gange i løbet af nummeret, bidrager blot til at få indprentet sangen rigtig godt i lytterens hukommelse. Det er i det hele taget så ensformigt, at det næppe var gået at lytte til dette mere end én måned ad gangen. Som før omtalt, er simplicitet og gentagelser fabelagtige til at skabe earworms, og fade-out-slutningen bidrager blot til, at denne ”øre-orm” kravler livligt rundt i mange hoveder i årets resterende elleve måneder.

18.12.2012

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare