Juleaften: Perfekt pitch eller pinlig affære?

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

”Det kimer nu til julefest” bliver startet alt for højt, til gengæld falder den et par toner for hvert vers. ”Glade jul” har pludselig kun tre vers, hvoraf første vers synges to gange. ”Nu’ det jul igen” accelererer fra tempo 60 til 200 på to minutter. Det er ikke altid kønt, men det er skønt. Det kan sangerinde, Marie Carmen Koppel og rapper, Andy Op skrive under på. De har begge ladet os komme med ind i stuerne, når det går løs omkring juletræet.

Marie Carmen Koppel har haft en travl december. Hun har netop udgivet sin nye juleplade ”A Merry Little Christmas” og giver koncerter landet over; og ikke en tone bliver sat forkert. Men hvordan lyder det, når julen synges ind hjemme i stuen?

– Det lyder ganske rædselsfuldt, men egentlig også ret specielt på en måde. Børn som voksne synger i vilden sky. Og der er under- og overstemmer på, som er mere eller mindre vellykkede. Men vi elsker det vist alle sammen, og det er først rigtig jul, når vi har sunget.

Er det med eller uden sangbog?

– Vi synger ganske acapella og uden sangbog, hvilket nogle gange resulterer i virkelig forkerte tekster og mærkelige harmonier!

Hvem vælger sange?

– Vi vælger vist alle sammen, men selvfølgelig har børnene deres favoritter. For min søster bliver det ikke jul, uden at vi har sunget “Steffen henter heste frem” For mig er det nok mere “Sikke en voldsom trængsel og alarm”, og så elsker børnene jo selvfølgelig “På loftet sidder nissen” Men vi kommer alle julens sange igennem.

Julen bliver også sunget ind hos rapperen AndyOp. Og selvom han plejer at have helt tjek på teksterne, så kniber det lidt, når det kommer til de gamle julesange.

– Jeg snyder nok bare lidt og nynner de steder, hvor teksten ryger. Det er sjovere end at gå rundt med en bog, synes jeg – men sangbøger er bestemt ikke bandlyst.

I hvor høj grad bliver der sunget med, når I går rundt om træet?

– Der bliver sunget rimelig godt til, vil jeg sige. Det varierer nok lidt fra sang til sang, men folk synger med og gør noget ud af det. Dem der kan, laver andenstemmer og sådan noget.

Er det med eller uden ”backing”?

– Uden. Og det skal det også være, synes jeg. Nøgent og rent med fokus på sangen og stemningen.

Hvor mange sange synger I normalt?

– Godt spørgsmål. Da jeg var lille, syntes jeg, at vi sang vanvittigt mange sange. Nu synes jeg ikke, vi synger så mange – men antallet er sikkert det samme. 7-8 stykker, vil jeg tro, men jeg ved det egentlig ikke.

Hvordan foregår det, når der skal vælges sange?

– Vi plejer at skiftes til at vælge, indtil de oplagte sange er taget og kun de mest dedikerede har flere ønsker. Vi synger både de klassiske salmer og de knap så kristne nissesange, som især børnene er vilde med. De er som regel de sjoveste, synes jeg.

”Det bliver ikke jul, før vi har sunget …”

– ”Nu er det jul igen”! Det er altid den sang, vi slutter af med. Det skal det være. Resten af sætlisten er nærmest underordnet for mig. Det bliver først jul, når vi har sunget den der til sidst og løbet rundt om træet og videre rundt i hele huset. Og gerne så vildt, at de gamle løbende falder fra og må sætte sig, når det bliver for heftigt.

Man kan jo ikke synge på tom mave (!), så and eller gås?

– And! Altid and – selvom jeg i bund grund ikke er specielt vildt med and. Altså, and er fint, men skulle det være rigtig lækkert, ville jeg hellere have en lækker oksesteg eller sådan noget. Men det er jo ikke det, det handler om. Det er tradition og anden er helt centralt. Gås ville være helt gak!

Der er ikke to familier, der gør det ens. Og på denne ene aften behøver det ikke at lyde godt – ikke engang hjemme i musikerstuerne.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare