Hvis man var ligeglad, sad man ikke her

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Han lytter til The Beatles, The Doors, Nørlund og Unmack, læser Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet og spiller en proper spade. I otte uger har Timo Jeppe Møllenberg været praktikant hos Gramex – en organisation, som han tidligere så som en lukket klub. Efter at have skiftet bøgerne ud med brugerundersøgelser, streamingtjenester og registreringsopgaver er han ikke bare blevet en del af klubben, han er også blevet klogere på både Gramex og de mange medlemmer: Her er ingen ligegyldige eller ligeglade.  

Timo_billede– Gramex har altid virket på mig som en lidt lukket klub. Det var et sted, hvor man skulle blive spillet i radioen, før det gav mening at blive medlem. Så fik jeg lyst til at finde ud af, hvad det var. Jeg synes, at området er spændende. Og så vil jeg jo også gerne selv være medlem i den forstand, at jeg har et ønske om, at min musik skal komme ud, forklarer Timo Møllenberg.

Han har spillet guitar, siden han var 10 år; siden er det gået slag i slag. Og med en musikvidenskabs-bachelor i bagagen har 28-årige Timo været hele instrumentrækken rundt.

– Jeg startede med at spille klassisk guitar. På et tidspunkt blev jeg grebet af at spille rock, og så måtte jeg jo skifte den ud med en elguitar, og begyndte også at synge. Senere har jeg så lært at spille trommer, bas og klaver. Det skulle jeg lære, da jeg skulle ind på musikvidenskab. Så jeg har været hele møllen rundt, forklarer den musikglade Møllenberg.

Hos Gramex har han fulgt et særligt skræddersyet forløb, der har ført ham ud i alle hjørner af Gramex’ arbejde.

– Forløbet har været delt i to. Der har været den mere projektorienterede del, hvor jeg skulle undersøge forskellige ting. Der var en brugerundersøgelse i starten om Gramex’ digitale profil, hvor jeg skulle undersøge, hvad medlemmerne synes om den, hvad der kan forbedres, og hvad de bruger de forskellige platforme til. Derefter lavede jeg to mere driftsorienterede opgaver, hvor jeg skulle sidde og registrere nogle udgivelser. Til sidst har jeg været tilbage til det projektorienterede forløb. Først skulle jeg undersøge nogle musiktjenester; hvilke tjenester er der? Hvad er indholdet, og er det nogle Gramex skal lave aftaler med, forklarer han og tilføjer:

–  Lige nu sidder jeg og skriver en artikel til nyhedsbrevet, som handler om det sidste projekt.

Læs artikel: Streaming is all around

Han er vant til at formidle – det har han lært på universitetet, men det nye har været at indgå på en arbejdsplads. Og her har der ifølge praktikanten ikke været tale om en lukket klub.

– Det har været rart at fornemme, at selvom jeg ”bare” er i praktik, selvom det er på lånt tid så at sige, så har jeg faktisk fornemmet fra starten, at jeg var en del af teamet. Jeg har selvfølgelig fået hjælp, hvis jeg skulle have det. Men jeg har egentlig haft en fornemmelse af, at jeg kunne styre det selv. Det har været fedt. Jeg har fået frihed til at lave de ting, det skulle laves, forklarer han og fortsætter:

­– Jeg har følt, at folk har opfattet mig som en medarbejder.

Og det har været på både godt og ondt. For det er ikke altid lige let at løse opgaverne.

– Da jeg lavede erhvervskopiering (registrering af tracks, der er kopieret med henblik på erhvervsmæssig udlejning red.), blev jeg ret overrasket over de informationer, som folk sender ind til Gramex. Der er nogle af dem, som er ret svære at håndtere, forklarer praktikanten og fortsætter:

– Jeg skulle sidde og registrere plademærker. Og der var mange af de informationer, som jeg havde fået, hvor der fx under pladenavn stod kunstnernavnet i stedet for. Det fortæller lidt om, at de, der sidder og registrerer, måske ikke går så meget op i det, eller i hvert fald ikke bruger så meget tid på det. Det betyder jo så også, at folk som sidder med de opgaver, skal bruge tid på det. Det er jeg blevet lidt overrasket over. At man skal bruge tid på i den grad at lave research. Men det bliver man nødt til. Man kunne selvfølgelig også bare beslutte sig for at lade være med at gøre det. Men Gramex gør det jo, for at medlemmerne kan få deres penge – det er i sidste ende medlemmerne, det går ud over, hvis informationerne ikke er korrekte, forklarer han.

Noget andet, der er kommet bag på den unge praktikant, er arbejdsområdet.

– Gramex er ikke kun ophavsret. Dét er noget af det, jeg har fundet ud af. Mange af de ting, jeg har lavet, har selvfølgelig været relateret til ophavsret i et eller andet omfang – det er en del af det at beskæftige sig med indspillet musik. Men der er masser af andre ting. Det handler i bund og grund om musik og om at elske at arbejde med den.

Så man skal ikke være ophavsretshaj for at søge praktik i Gramex?

– Nej. Man skal interessere sig for musik – ikke nødvendigvis for at lave musik – men det handler jo om, at man skal have et eller andet drive i forhold til, at man gerne vil have, at de, der har lavet noget musik, får penge for det. Det er jo i sidste ende dét, det drejer sig om. Hvis man er ligeglad med det – hvis man bare gerne vil have, at musik er gratis – så er det måske ikke det rigtige sted, lyder det fra praktikanten.

Og det drive har Timo Møllenberg mærket hver dag ved sit skrivebord i Gramex.

– Jeg har mærket en gejst hver dag. I samtaler og i den måde folk udfører deres arbejde på. Man kan godt mærke, at de er villige til at lave noget ekstra research, fordi det er nødvendigt. Hvis man var ligeglad, så skrev man jo bare ”ved ikke” – og så sad man ikke her.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare