Hvem vil kendes ved de her 1.500 danske udgivelser?

Gramex efterlyser lige nu studielister på 1.561 danske singler, ep’er, albums. Nu opfordrer vi alle jer musikere og pladeselskaber til at tjekke listen, så I kan få jeres penge. 

– Vi er blevet gjort opmærksom på det her med studielister mange gange gennem tiden, men det er først her sidste år det rigtigt gik op for os, hvor meget det betød.

Det siger Escho, der er pladeselskab for blandt andet LISS, Iceage, Synd og Skam, First Hate og Schmerz. Og lige nu er i fuld gang med at taste studielister til Gramex.

Får vi ingen studieliste, kan vi ikke udbetale de penge, I optjener, når musikken bliver afspillet. Vi kan ikke gætte, hvilke musikere I hver især har haft med i studiet, eller hvilke aftaler I går og laver om producent-rettighederne. Den information får vi først, når pladeselskabet anmelder udgivelsen til os på en studieliste.

Den korte version: Ingen studieliste – ingen penge.

Derfor efterlyser vi nu studielister på 1.561 danske udgivelser. De er aldrig blevet anmeldt, men er blevet spillet i radio/tv de seneste tre år; nogle et par sekunder; andre over 7.000 minutter. Listen indeholder både singler, ep’er, album og compilations; både lydfiler, cd’er og vinyler.

Hvad skal du gøre?

  • Tjek listen. Du kan med fordel sortere eller søge i Excel-filen.
  • Finder du noget, du/dit band eller label har udgivet? Udfyld og send os en studeliste.
  • Finder du noget, du har medvirket på? Bed pladeselskabet sende os en studieliste. De får heller ingen Gramex-penge, før vi ser en studieliste.

Resultat: Pladeselskabet kan få deres penge, musikerne kan få deres penge. Gramex kan komme af med pengene. Alle er glade.

Tjek, om du er på listen over manglende studielister

(NB: Listen er trukket 24. januar. Har du allerede sendt os en studieliste, skal du selvfølgelig ikke gøre det igen.)

UDFYLD STUDIELISTEN I STUDIET

Vi har fuld forståelse for, at det er kedeligt at udfylde de her studielister. Til gengæld er det som regel ret nemme penge.

Udfyld gerne studielisten allerede i studiet. Så slipper I for at skulle ud og indhente information på alle musikerne efterfølgende. Det er som regel dét, der tager tid. Og det er dér, studielisten risikerer at ende i en skuffe i stedet for hos Gramex.

Vi anbefaler, at man som pladeselskab eller producent anmelder sine udgivelser til Gramex samme år som release, hvis man vil sikre sig penge til tiden og korrekt udbetaling. Men der er ingen grund til at vente helt til 31. december. Få dem afsted med det samme, pladen kommer på gaden.

Når først vi har modtaget studielisten, behøver I ikke bruge mere tid på det. Vi tager den derfra og sørger for, alle får deres penge for hvert eneste minut og sekund den bliver afspillet i radio/tv de næste 70 år.

Én enkelt studieliste kan derfor ende med at udløse rigtig gode penge – både til pladeselskabet og til alle de musikere, der medvirker.

Gør som Escho: Til tasterne, venner!

Hvad får du penge for?
Hvad er det Gramex laver?

(08.02.17)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare