Hun forvandler stilhed til Ragna-rock

Ragna_performance1

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

For rigtig mange er det en selvfølge; at tænde for fjernsynet, radioen, musikanlægget eller computeren og lægge øre til den musik, der ubesværet strømmer ud af højtalerne. Men for en gruppe af mennesker er det hverken hverdagskost eller ligetil. Ragna Huse elsker musik. Hun har spillet trommer, fløjte, klaver og guitar. Og så er hun døv. I dag arbejder hun som døveperformer og var blandt andet med, da Danmarks Radio for første gang tv-transmitterede Eurovision Song Contest live på tegnsprog.

– Det er med til at bygge bro mellem mig som døv og de hørende, forklarer Ragna Huse, der blev landskendt efter at have forvandlet Eurovision Song Contest til en fest af fagter for både hørende og døve.

Hun ved, hvad det vil sige; at stå et sted midt imellem og ikke føle sig helt som de andre. Som døv er hun afhængig af sit høreapparat, af tegnsprog og ofte også af en tegnsprogstolk. Hun fik høreapparat allerede som 2-årig, men tegnsprog lærte hun først som 18-årig. Indtil da forsøgte hun at leve (op til) et liv som hørende.

– Lægerne opfordrede mine forældre til ikke at lære mig tegnsprog, fordi de mente, at jeg godt kunne tale. Så det gjorde mine forældre selvfølgelig ikke – i en god mening. Men det viste sig faktisk, at jeg havde behov for det – særligt pga. det sociale. Jeg kunne kun mundaflæse, og jeg kunne kun tale med mennesker på tomandshånd, forklarer Ragna Huse, der stadig husker tilbage på sit første møde med tegnsproget:

– Det var som om, at en ny verden åbnede sig for mig – jeg kunne forstå, hvad folk sagde, siger hun med et stort, taknemmeligt smil.

I mere end ti år har hun døveperformet. Et ord, der knap nok eksisterede indtil for ganske nylig, hvor DR for første gang transmitterede Eurovision Song Contest live på tegnsprog.

Her var Ragna med – som én af de i alt seks performere, der ved hjælp af fagter, bevægelser og mimik formidlede de forskellige landes bidrag.

Og hun har gode forudsætninger; for både at formidle og performe. Ragna Huse er uddannet skuespiller og skolelærer. Alligevel synes hun at mangle én central ting, nemlig hørelsen.

Hvordan kan du døveperforme uden at kunne høre?

– Når jeg skal performe en sang, så lytter jeg først til musikken. Jeg lytter til den om og om igen og forsøger at fornemme stemningen. Hvordan starter den, er den rolig eller er den energisk, hvornår stiger den i energi, hvornår falder den igen osv. Med sangene til Eurovision er det ofte sådan, at de går op til et klimaks hen mod slutningen, og så falder de kun en lille smule ned til sidst. Når jeg så har gjort det, så kigger jeg på teksten. Hvad betyder sangen; linje for linje, forklarer døveperformeren og tilføjer:

– Det er ikke bare et spørgsmål om at stå der og danse. Man skal virkelig prøve at sætte sig ind i, hvad der er kunstnerens intentioner – for de skal med i performancen, forklarer hun.

Der er tydeligvis ikke tale om kopi, men om en hel filosofi, når Ragna skal finde de rigtige fagter.

– Jeg gør det på tegnsprog og ikke på ord til tegn. Det er for, at den døve får en oplevelse uden at skulle tænke; så det går rent ind og rammer dér, hvor det skal ramme. Jeg skal ikke tolke og fortælle, hvad der bliver sagt, men performe essensen i sangen og selve nerven i kunsten. Mange døve kan ikke lide at se ”bedrevidende” hørehæmmede fortælle om teksten, derfor er ordene ikke interessante; det er budskabet. Og dét skal frem, uden at den døve føler, at han eller hun bliver nedgjort, bare fordi hun ikke kan høre teksten, lyder det fra Ragna, der tydeligvis har noget på hjerte.

– For eksempel var der en linje i det hollandske bidrag til Eurovision, der sagde ”Driving in a fast lane”. Så tænkte jeg, ”fast lane”, det er ikke så vigtigt at sige for mig. Det vigtigste er, hvordan det ser ud, når man kører. Og så sagde den noget med ”counting marks”; det er heller ikke så vigtigt; at man tæller de der markeringer. Så jeg fastholdt dét, at jeg kørte i bil – og viste så, at jeg registrerede markeringerne undervejs, forklarer hun, alt imens hun laver nogle bittesmå, men præcise bevægelser med hovedet og hænderne.

– Jeg laver altså et billede af situationen i stedet for at oversætte det ord for ord, fastslår hun.

Og her begår nogle døveperformere ifølge Ragna Huse en fejl. At døveperforme er nemlig ikke det samme som at tegnsprogstolke.

– Grammatikken er så anderledes i det talte sprog, sammenlignet med tegnsprog, Et klassisk eksempel er, at hvis man skal sige: ”En mand går over en bro”, så vil man på tegnsprog sige: bro – mand – går over, forklarer Ragna, imens hendes to fingrer vandrer frit i luften.

– Hvis man er helt døv og ser en performance, der oversætter teksten ord for ord, så er man lost. Man falder simpelthen fra, forklarer hun.

Kunsten ligger således i at finde de helt rigtige billeder og bevægelser, der kan forløse stemningen og essensen i sangen. Når det sker, er det som at føde en sang på ny.

– Der var en tekst i den norske sang, som jeg kæmpede virkelig længe med. ”I should feel whole but the void”. Tegnet for føle ser bare ikke så godt ud på sang eller i en performance, siger Ragna og viser tegnet ved at lade den ene hånd ae den anden:

– Det er meget bedre, hvis man mærker det i hele kroppen, forklarer hun imens hun vrider og drejer sin krop i takt og ligner én, der er tilbage foran de rullende kameraer.

– Dér kom den! Nærmest råber hun ud i rummet, imens hun ivrigt fremviser det tegn, der fik den norske sang til at gå op i en højere enhed.

– Det blev kun to tegn, men jeg tror, at jeg fik essensen med, siger hun begejstret og gentager det tegn, som hun næppe vil glemme foreløbig.

Ragna er tydeligvis passioneret og perfektionistisk omkring sit arbejde; derfor ærgrer det hende også, når hun en sjælden gang imellem ikke rammer fuldstændig plet med sin performance.

– Jeg performede Islands sang til Eurovision. Den var sjov, fordi der var meget energi allerede fra starten og rigtig meget rytme. Det kan være lidt svært for døve at fornemme rytme, så jeg ville gerne prøve at få det rytmiske lag med og give en fornemmelse af, hvordan det skiftede, fortæller hun, imens hun holder et fast greb om to imaginære trommestikker:

– Jeg gjorde sådan her: dududu. Men først bagefter opdagede jeg, at det var mere sådan: dåmdåmdåmdåm. Det kunne jeg ikke høre den første dag, forklarer Ragna Huse, der først havde fået den islandske sang dagen inden finalen i modsætning til nogle af de andre sange, som hun havde øvet i en hel måned op til.

– Jeg gav den med andre ord lidt for meget gas, lyder det grinende fra døveperformeren.

Ifølge hende handler en god performance om at yde sangen og kunstneren retfærdighed; og det betyder også, at der må være en særlig kemi.

– Jeg skulle performe Litauens sang; en ung pige med sort tøj og strutskørt, der råber: ”Attention, attention, Attention”. Det passede bare ikke til mig – det var en ung kvinde og en ung sang; jeg er 44 år gammel og jeg kunne simpelthen ikke få det til at spille, forklarer Ragna Huse, imens den livlige mimik i ansigtet udtrykker hendes kvaler:

– Jeg kunne godt teksten, men jeg kunne ikke få kemien til at passe.

Er der forskel på, hvad der er en god sang at lytte til, og hvad der er en god sang at performe?

– Ja! Derhjemme lytter min mand, som også er hørehæmmet, og jeg mest til Beatles, U2 og Pink Floyd. Og så hører jeg også Jan Garbarek – jeg elsker ham. Han laver sådan nogle lange dejlige toner. Men de bedste sange at performe er nogle med rigtig meget bas og en tydelig og varieret rytmik, forklarer hun.

Og hun er tydeligvis rigtig god til at performe. Ragna er populær. Kalenderen har været fyldt i den senere tid – alle vil have et glimt af døveperformeren fra tv.

Det har ligget i kortene. Som datter af en musiklærer har Ragna været omgivet af musik.

– Min mor var ret frustreret over, at jeg ikke gad at spille klaver, fordi hun mente, at jeg havde klaverfingre, forklarer hun og ser betragtende på sine hænder og fortsætter:

– Men jeg tror, det er noget med, at når andre hører en tone, og ligesom kan fornemme, hvad den næste tone er – det flow – dét har jeg ikke. Døve kan godt lære at spille, men det går på hukommelse det hele; der er ikke noget med fornemmelsen for, hvad der bliver det næste.

Trods dét har hun præsteret at lære at spille både klaver, guitar, trommer og fløjte. Men ikke alle instrumenter er lige ”døve-venlige”.

– Fløjte er forfærdelig! Den går lige ind i høreapparatet og får mit syn til at vibrere, siger Ragna Huse, imens hun slår en latter op.

– Det er virkelig godt, at jeg kan slukke for høreapparatet, når mine børn øver fløjte i dag, forklarer døveperformeren, der er mor til tre børn – der alle er normalthørende.

At være døv er ingen hindring i forhold til at høre musik. Det er Ragna et godt eksempel på. Og så hjælper hun endda andre til også at se det skønne i musikken.

– Jeg kørte i bil med én forleden, der er total døv. Han kan intet høre og har derfor svært ved at nyde musikken. Så skruede jeg op for musikken; der er højtalere i siden på bilen, og så lagde han benet ind til højtaleren og levede sig pludselig helt ind i rytmen og kunne fornemme, at der var hurtige rytmer og langsomme rytmer, og at den ændrede sig. Det var fedt, lyder det fra en begejstret Ragna Huse, der ser et stort potentiale i at brede døveperformances endnu mere ud.

– Der er en del hørehæmmede, der ikke interesserer sig for musik. Men mange af dem så alligevel med på tegnsprogskanalen, da der var Eurovision, og de var vilde med det. Når man får det visuelt og med en rytme, så kan man godt nyde det.

Der er da også allerede gode initiativer i gang, forklarer døveperformeren:

– Jeg ved, at der til Copenhagen Pride de sidste par år har været døvetolkere på scenen. Det har været rigtig populært. Så har man som døv kunnet være med i det fællesskab, opleve stemningen, kunnet mærke rytmen, se, hvad der blev sagt og i det hele taget føle, at man var med – det er ekstremt vigtigt for de døve.

Og det går begge veje; Ragna har flere gange oplevet, hvordan hørende er blevet revet med af en døveperformance.

– Jeg var tolk for vinderen af sangkonkurrencen Voice. Jeg stod ved siden af hende og tolkede på stedet, imens hun sang live. Det var en virkelig skøn oplevelse – også for hende. Hun stod jo foran et døvt publikum, men hun kunne bare se og fornemme, at de var helt med, forklarer Ragna Huse, der dog mener, at der kan gøres endnu mere for at bygge bro mellem døve og hørende.

– Man kunne sagtens forestille sig, at man lavede musikvideoer på en eller anden kunstnerisk måde med tegnsprog. Kunstneren kunne lave en officiel musikvideo og en særlig musikvideo, hvor der var en performer, der spillede med på en eller anden måde, forklarer Ragna, der også gerne så, at de store shows på tv ville begynde at gøre brug af døveperformere – præcis som det var tilfældet med Eurovision Song Contest.

– I rigtig mange år har det været sådan, at alle snakker om det; nu er der Eurovision. Om foråret er der altid mediepostyr, og det har vokset sig større og større. Men døve har aldrig været en del af det og har bare tænkt…, Ragna trækker på skulderen:

– Men for første gang i år har der været en masse, der har sagt: vi plejer ikke at se det, men hold op, hvor var det sjovt; hvor er det dejligt at vide, at vi er med, lyder det fra Ragna Huse, der afslutter med et smil:

– Alle følger med i det – og nu gør vi også.

Ragna_performance2

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare