Hos Ekstra Bladet Radio er hver dag spil dansk dag

100 procent dansk musik døgnet rundt – nu også på DAB+. Ekstra Bladet Radio og Gramex indgår ny aftale, der sikrer danske musikere og pladeselskaber betaling for musikken.

Der er opbrud i den danske radiobranche i øjeblikket. Og hård kamp om lytterne. Overgangen fra DAB til DAB+ og de nye sendemuligheder bringer nye aktører på banen og nye formater fra eksisterende aktører.

Ekstra Bladet har sendt radio på nettet siden 2015. 1. oktober 2017 skiftede de format og gik også på DAB+ som én af tre nye landsdækkende radiokanaler.

Nu er der blæk på aftalen mellem Ekstra Bladet Radio og Gramex, der repræsenterer de udøvende musikere og pladeselskaberne i Danmark.

– Vi har nu indgået nye aftaler med alle dem, der repræsenter rettighedshaverne til musikken, og det er vi selvsagt godt tilfredse med, siger Ole Sloth, adm. redaktør og ansvarlig for Ekstra Bladet Radio til Gramex.

Her er hver dag spil dansk dag

Da Ekstra Bladet Radio gik på DAB, valgte de samtidig at skifte radiokoncept. Det betyder, at de i dag spiller 100 procent dansk musik døgnet rundt. Ikke nødvendigvis dansksproget, men musik af danske artister og bands.

– Lidt karikeret kan man sige, at vi er gået fra at spille top 40-numre til at spille top 40-artister – og kun danske artister. Det giver en enorm bredde i den musik, vi bringer on air, fordi hver eneste af de her 40 store danske navne jo har et fantastisk bagkatalog. Kim Larsen alene har jo mindst 45 sange, der er topfede. Og som du ikke ellers hører i radioen. Det holder for mig – og det holder for mine børn, fortæller Ole Sloth.

Skiftet fra mainstream til dansk musik forklarer han ved, at det var dér, de så et hul i markedet.

– Vi er jo en kommerciel radio på det frie radiomarked og har ingen licensmidler i ryggen. Så vi så et hul i markedet ved kun at spille danske kunstnere. Der når vi ikke bare de nuværende kommercielle målgrupper, men rækker også ud mod nye målgrupper, som er købestærke. Det håber vi, at både annoncører og mediebureauer vil omfavne, forklarer han.

I hvert fald har skiftet til DAB og det nye danske radiokoncept kunnet aflæses direkte i lyttertallene.

– Vi er gået fra 0 til 100. Hvor 100 svarer til et lyttertal på omkring 50.000. Men vi har også været oppe og kysse de 70.000. Og vores share viser, at lytterne allerede er meget loyale, siger Ole Sloth.

Et bæredygtigt økosystem sikrer morgendagens indhold

Gramex’ adm. direktør John. R. Kristensen glæder sig over at have fået aftalen i hus med den rød/hvide-radiostation. Og glæder sig til at kunne sende betalingen videre til de mange danske rettighedshavere, der har indspillet og udgivet den musik, der nu bliver spillet i Ekstra Bladet Radio døgnet rundt.

– Vi har i Danmark et af Europas mest velfungerende radio-økosystemer, som betyder, at en radiostation som Ekstra Bladet kan gå i æteren med lige nøjagtig dén musik, der rammer lige præcis den målgruppe, de vil. Så sørger vi i Gramex for at sende pengene retur til musikken, siger han.

– Vi ved godt, der er hård kamp om lytterne i øjeblikket og har stor forståelse for de udfordringer, der er ved at drive kommerciel radio. Derfor gør vi altid hvad vi kan for at møde radioerne dér, hvor de er – uanset om de er nye på markedet eller gamle i gårde og uanset om de sender på nettet, FM eller DAB.

– Men et bæredygtigt økosystem er nødt til at basere sig på forretningsmodeller, der tager højde for, at indholdet – i vores tilfælde musikken – koster penge. Musik findes som bekendt kun i morgen, hvis der bliver betalt for den musik, vi bruger i dag, siger John R. Kristensen.

Find Ekstra Bladet Radio her

Side 9-pigen går til radioen
Om Gramex

 

Af Rie Toldam Knudsen (26.01.18)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare