Han lægger sit øre og smutter

Jacob_Kirkegaard_Fukoshima_sne_tekstopdateret

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

– Selvfølgelig vil man gerne have, at der er en rød tråd i ens liv – for at forstå, hvad det er, man laver i dag. Så tænker man tilbage; hvornår startede det egentlig?

Da han fyldte seks år, fik han en spolebåndoptager af sin far. Sådan starter historien om Jacob Kirkegaard. Lydkunstneren, komponisten og optageekvilibristen. Han har optaget lyd, lige siden han lærte at læse og lyttet, lige siden han kan huske. Fra klasseværelset i tredje til Tjernobyl, Palæstina og Fukushima tredive år senere. Gramex har mødt den danske lydkunstner, der i dag nyder anerkendelse i hele verden. Han følger sit øre mere end noget andet. Alligevel er der en tydelig rød tråd i hans historie; som en lydbølge gennem radioaktive rum og nedsmeltede reaktorer til indlandsis og internationale show rooms – bevæger han sig mod en mening med livet.

– Jeg har en optagelse, hvor jeg fortæller om, hvordan det ser ud på mit værelse, men hvor jeg snakker til mig selv som voksen. Jeg siger til mig selv: kan du huske, hvordan det så ud på dit værelse dengang, jeg fortalte det her nu?

Man skal holde tungen lige i munden for at følge tankegangen hos den dengang nyudklækkede skoleelev, Jacob – det skal man for så vidt stadigvæk. Jacob Kirkegaard er absolut nørdet og reflekteret, når det gælder lyd.

– Det var helt klart en fascination, af at lyden kunne komme ned på bånd; og så havde man ligesom lyden dér – på det dér, forklarer Jacob Kirkegaard og ligner én, der kan se hver eneste detalje af sin gamle walkman-optager for sit indre blik.

Han har altid haft trang til at dokumentere; indfange lyde, der er ude af rækkevidde for det menneskelige øre.

– I skolen handlede det mest om at optage i al hemmelighed. Bare lægge båndoptageren – uden at folk vidste det, forklarer Jacob Kirkegaard med en hemmelighedsfuld stemme.

– Jeg kan ærlig talt ikke helt huske, hvorfor jeg gjorde det, lyder det fra lydkunstneren, der giver sig god tid til at tænke:

– Det har måske bare været en eller anden form for at gøre noget, som de andre ikke vidste, hvad var. Indfange noget på en eller anden måde.

Som en slags hemmelig agent?

– Fuldstændig!

Måske var det netop dét, faderen havde set, da han forærede sin 6-årige søn en spolebåndoptager. Jacob Kirkegaard har altid været mere end almindeligt optaget af lyd.

– Jeg er ikke kun interesseret i den lyd, som man umiddelbart kan høre. Jeg er interesseret i at gå bagom lyden; trænge ind i lyden. Det er ligesom mødet med et menneske; der er også en facade og noget, der ligger bagved. Sådan ser jeg det også med lyd; den er ikke umiddelbart dét, den udgiver sig for at være.

Hvad er den så?

– Lyd er vibrationer, som vi kan opfange med øret. Og det er også dét, der er indgangen for mig i de ting, jeg laver. Alt vibrerer. Det er ligesom i fysikken; hvis der ikke var vibration i alle molekyler, så ville det hele bare smadre sig sammen til sådan en lille klump; det har jeg hørt engang, lyder det funderende fra Jacob Kirkegaard, der tilføjer:

– Og netop fordi der er vibration i alt, er det muligt at opfange den gennem øret eller via lyd. Det handler bare om at finde nogle metoder at opfange den på.

I tredje klasse foregik det med walkman-optageren, i dag står den på mere avanceret optageudstyr og nogle mere avancerede teknikker. Som for eksempel da han i 2005 tog til Tjernobyl for at optage lyd i forladte, radioaktive rum.

– I Tjernobyl optog jeg uden selv at være til stede i rummet – ligesom jeg gjorde dengang i tredje. Jeg tog ind og lagde mikrofonen i rummet, og så gik jeg ud. For ligesom at smuglytte på en eller anden måde, forklarer han.

gymnasium_Jacob_Kirkegaard_tekst

– Det er ligesom at lægge sit øre et sted og så smutte.

Og selvom det lyder enkelt; at lægge sin optager og gå, så ligger der mange overvejelser til grund for den måde, Jacob Kirkegaard optager på.

– Jeg optog lydene af rummet; og dén lyd – reallyden – afspillede jeg så tilbage i rummet, imens den optog. Det vil sige, at rummets egen lyd blev optaget, afspillet og optaget igen og igen. På den måde opstod der resonansfrekvenser af rummet, forklarer han.

Den danske optageentusiast er ikke bare bevidst om sin metode, men også om sin egen rolle som iagttager, optager og kunstner.

– Jeg gik ikke ind og ændrede på lydene. Jeg equalizede det for at fremhæve de frekvenser, som lå derinde, men jeg gik ikke ind og tilføjede noget andet.

Hvad så hvis det ikke lød godt?

– Jeg ville ikke kunne tillade mig at synes, at det ikke lød godt nok – det er jo, hvad det er. Og jeg havde besluttet mig for fra starten, at metoden for at optage de rum – hvad der nu kom ud af det – var som det nu engang var, forklarer han og fortsætter:

– Jeg er meget optaget af min egen rolle – forstået på den måde – at trække mig selv tilbage og ikke blive for meget egoist. Jeg har et samspil med de lyde, der omgiver mig. Det er meget vigtigt for mig at forstå lyden, som dét, den er og prøve at forstå dens potentiale og dens svagheder. Og så ikke prøve at presse dens svaghed ud.

Hvad mener du med at presse svaghed ud af en lyd?

– Hvis jeg har en lille lyd – en lille knipslyd for eksempel – så vil jeg ikke prøve at få den til at lyde som et tordenvejr. Så vil jeg prøve at finde ud af, hvad det er, der er dens kvalitet.

Det lyder næsten som om, du taler om et menneske?

– Det minder også om mødet med et menneske. Møder du en genert person, vil du jo heller ikke begynde at sige, at han eller hun skal op på scenen og stå. I stedet vil du prøve at forstå ham eller hende og gå med på de kompromisser og præmisser, den person har – på den måde kan du få meget mere ud af den person. Og sådan har jeg det også med lyd, forklarer han og tilføjer:

– Jeg lader lyden råde.

Og det giver plads til lytteren, forklarer han:

– Jeg tror, at hvis jeg kan trække mig selv tilbage, så kan publikum leve mere og føle lige præcis, hvad de vil. Lettere end hvis jeg prøver at mase en eller anden følelse ind over.

Og følelserne står i kø, når man som lytter lægger øre til Jacob Kirkegaards værker – ikke mindst i kraft af den særlige historie, der ofte er forbundet med de steder, han optager. Som for eksempel da han besøgte Fukushima for ganske nylig for at indfange lyden af en af de alvorligste nukleare ulykker nogensinde.

– I Tjernobyl gik jeg direkte til de forladte byer, hvor man ligesom kunne se, at der var noget rivende galt. Det undgik jeg i Fukushima. I stedet for tog jeg ud i naturen; i den radioaktive natur, hvor der er bjerge, træer, fuglekvidder og vildt smukt. Og så filmede jeg og optog lyd dér, fordi lyden jo bare er lyden af dét – det ser helt normalt ud, forklarer han.

Men det lyder ret uhyggeligt…

– Det er fordi, du ved, at der er noget galt. Når du siger ordet Fukushima, så sker der noget inde i dig. Hvis du så lytter til lyden af vind, og du ved, at den er optaget i Fukushima, så tror jeg på, at du hører noget andet. Og det er dét, jeg vil arbejde med i det værk. Hvor du ikke umiddelbart ser eller hører noget mærkeligt, men fordi du ved, at der er noget ”mærkeligt”, så ændres det.

Er det din egen frygt, du opsøger, når du optager de her steder?

– Det er ikke fordi, jeg prøver at søge frygtelige steder. Det har meget at gøre med at finde steder, som på en eller anden måde siger noget andet – det kan være mange ting. Jeg er meget interesseret i radioaktivitet – det er så mærkeligt. Jeg tror ikke, vi mennesker har forstået, hvad vi har med at gøre. Dét, vi producerer, rækker jo op til 70.000 år ud i fremtiden – det har vi mennesker aldrig formået at gøre før. Når der sker sådan noget som i Japan, så er det så uoverskueligt. Vi kan slet ikke fatte, hvad det er, vi har gang i. Det prøver jeg at forstå ved at lytte – og ved at gøre det muligt for andre at lytte til det, forklarer han og tilføjer:

– Det kan meget hurtigt blive kørt ind i politik; nu skal man være imod, eller nu skal man ikke være imod. Selvfølgelig er jeg imod det! Men jeg synes, at der mangler et sted, hvor man kan gå ind og bare prøve at tænke over det – fra en filosofisk vinkel – ved bare lytte på det.

Og der tegner sig et mønster. For nok er han ikke en vaskeægte hemmelig agent, men han har en mission. Når tingene går i politisk hårdknude tager han af sted med optagegrej og optimisme – ikke for at mægle, men for at prøve at begribe. Fra Fukushima til Palæstina.

– Jeg tog til Palæstina og optog lyden af den mur, som israelerne er i gang med at bygge omkring palæstinenserne; de er jo i gang med at bure dem inde. Det, synes jeg, er et tungt sted med virkelig dårlig energi.

Blev du overrasket over, hvordan muren lød?

– Jeg har ikke så mange forestillinger, før jeg tager af sted. Selvfølgelig har jeg en teknisk ide om, hvad jeg vil få ud af et materiale. For eksempel den mur, den er jo simpelthen bare så tung og massiv, at med en vibrationssensor skete der ikke særlig meget, forklarer han og fortsætter:

– Jeg endte med at lave rimelig mange optagelser med nogle ret sensitive akustiske mikrofoner, som netop kan opfange meget dyb frekvens – helt tæt på muren på hver sin side. Og der var en masse vibration – dyb vibration på hver sin side – og den lød faktisk forskelligt – men det kan igen have noget med den historie at gøre, som vi putter ind i det, forklarer Jacob Kirkegaard.

Hele tiden forsøger han at komme bagom lyden – ned under overfladen – ned til en kerne af vibrationer og ren væren. Hvad enten det er helt bogstaveligt, som når han optager indlandsis, der smelter 20 meter under vandets overflade, radioaktiv vind, der smyger sig om bambustræer i Fukushima eller i klasseværelsets tætte leverpostejluft i tredje.

– Jeg prøver at dykke ind i verden og se, hvad der sker. Der er jo meget mere i verden, end vi kan se. Vi er bare sådan nogle stakler, som er udstyret med de her ører, og så kan vi så opfinde noget teknik til at dykke længere ind i ting, lyder det eftertænksomt fra den danske optageekvilibrist.

Er det din måde at prøve at finde en mening med livet på – gennem lyd?

– Jeg tror da helt generelt, at vi alle søger vores egen måde, hvorpå vi kan gøre verden til vores – indfange verden på en eller anden måde – så den ikke bliver distanceret for os.

Jacob Kirkegaard gør det med lyd. Og så kan det godt være, at han ikke selv kan se det – den røde tråd.

– Når man læser en biografi af en person, så tænker man tit – wow! Det liv, den person har haft – det er bare sådan yes, så skete der dét, og så skete der dét – og man forstår det virkelig, det er bare ikke altid, at det føles sådan i ens eget liv, lyder det fra den succesfulde, danske lydkunstner og komponist.

Men når man lægger øre til Jacob Kirkegaards historie, er der ingen tvivl: Man forstår det virkelig. Sammenhængen, passionen og missionen.

Besøg Jacob Kirkegaards hjemmeside og hør hans værker

Jacob_Kirkegaard_Fukoshima_træer_kort tekst

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare