Gramexmedlem swinger guitaren

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Hos Gramex er 25 procent af medlemmerne kvinder. Det tal skulle meget gerne stige de kommende år, hvis det står til kulturministeren, der i den nye musikhandlingsplan satser på flere kvinder i den rytmiske musik.

Èn af de kvinder, der får en håndsrækning med den nye handlingsplan, er Gramex-medlem Una Skott. Hun spiller guitar og synger i sit eget band Télé Rouge, som hun beskriver som fransk, elektro-pop’n’roll. Télé Rouge´s første plade “Montrez-Moi” udkommer til maj 2012, men allerede nu er bandet i gang med deres anden plade, som indspilles til efteråret i Paris i samarbejde med Valente Bertelli og Stéphane “Alf” Briat, der blandt andet har produceret for bandet Air. Derudover er Una guitarist i Kolors og Claire de Lune.

Hvordan kan det være, at du valgte at kaste dig over guitaren?

– Jeg startede med at spille klaver som seksårig, men skiftede til guitar, da jeg var 14 år, fordi jeg blev vild med Nirvana. Det lød nemlig ret forkert, når man spillede det på klaver. Det var en åbenbaring for mig, for på guitar kunne man spille alle de seje sange. Guitaren blev derfor hurtigt en del af min identitet og skulle med mig overalt. Som 16-årig boede jeg et år i Hastings i England, hvor jeg spillede og sang på gaden. Jeg holdt til i fodgængertunneler og metroer, fordi jeg elskede den gode akustisk. Jeg fik en forsmag på, hvordan det var at tjene penge på at spille; der var en masse folk, der kastede mønter i min kasse, og en dag blev jeg endda tilbudt Fish & Chips-rester af en ældre dame! Efter gymnasiet boede jeg i Montpellier i Sydfrankrig, hvor jeg fandt en lille ukendt Jazzskole, der hedder “Le Jam”. Der blev jeg bidt af at spille jazz-guitar. Senere har jeg spillet lige fra rock til afro og nyder nu allermest at spille min egen musik.

Man taler om, at der skal være flere kvindelige rollemodeller i rytmisk musik – har du selv haft sådan én?

– Min mor har været et stort forbillede for mig. Igennem min opvækst har hun slæbt mig med til utallige korprøver, big band øvere og koncerter. Min mor spiller klaver og saxofon og har sit eget musikrum, proppet med underlige instrumenter. Det var min legeplads, og der havde jeg plads og mulighed for at spille alt det, jeg ville. Det var også der, jeg skrev mine første sange, som jeg sendte til Børne Melodi Grand Prix, indspillet på en båndoptager. Min mor har altid bakket mig op i at gå musikkens vej, og det er helt klart en af grundene til, at jeg er blevet musiker. Lige det faktum, at hun var en kvindeligt rollemodel, behøver ikke direkte at betyde så meget. Havde min far været musikeren, tror jeg også, at jeg var blevet draget. Det, der gjorde forskellen, var nok, at familien ikke var overrasket over, at endnu et kvindeligt medlem viede sit liv til musikken og derfor ikke tvivlede på, om det var det rigtige.

Hvad med dine undervisere – har det været mænd eller kvinder?

– Jeg har kun haft mandlige guitarlærere, men jeg har til tider prøvet at forstille mig, hvordan det ville være, hvis jeg havde en kvindelig underviser. Jeg vil meget gerne have undervisning af begge køn, ligesom jeg sætter pris på at spille i bands med musikere af begge køn. Mænd og kvinder har forskellige styrker, og begge dele kan jeg lære af.
Jeg har dog ærgret mig over ikke at kunne møde den kvindelige guitarist Emily Remler, der døde i 1990 i en ung alder. Hun fascinerer mig både på grund af hendes meget specielle og delikate spil, men også fordi hun var kvinde og dermed anderledes.

Har det været svært at begå sig som kvindelig musiker i en branche, der er domineret af mænd?

– I starten savnede jeg noget så simpelt som ”at være normal”. Jeg kunne blive mødt med overraskende eller tvivlende øjne og blev derfor nødt til at bevise, at jeg var god nok både over for de andre, men også mig over for selv. Nogle mandlige musikeres forudindtagede holdning om mig som kvinde har også gjort, at jeg ikke blev inviteret ind i nørdede guitarteknik-snakke, som jeg ellers elsker! Det har jeg så selv måtte opsøge. Det er efterhånden gået op for mig, at jeg er min egen værste fjende, og at vi nok alle sammen som mennesker kan finde noget ved os selv, som vi kan brokke os over. I takt med at jeg modnes, ser jeg flere og flere fordele ved at være kvindelig musiker. Jeg ser det ikke længere som en hæmsko at være i mindretal, men bliver til gengæld altid meget glad, når jeg møder en anden kvindelig instrumentalist.

Hvad siger du til, at kvindelige musikere i rytmisk musik er kommet på den politiske dagsorden?

– Der har i de seneste år været meget fokus på problematikken; at kvinder er i mindretal i rytmisk musik, og jeg har tit spurgt mig selv, om det egentlig er så stort et problem. Jeg tror kønsfordelingen vil forandre sig med tiden i takt med, at kønsrollerne bliver blødt op. Jeg kan til gengæld meget vel forestille mig, at den danske musikscene ville være mere varieret og mangfoldig, hvis kønsfordelingen var mere jævnt fordelt. Men det synes jeg allerede er ved at ske, hvis man ser på kunstnere som f.eks. Oh Land og Marie Key, der udover at synge også komponerer og arrangerer deres egen musik.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er politikernes opgave at løse “problemet”. Det er kvinderne selv, der skal vælge at gå musikkens vej, hvis de vil. Men jeg synes, at det er et skridt i den rigtige retning, at der er blevet taget et politisk initiativ, så der bliver sat fokus på samfundets kønsmønstre.

Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at udspillet var mere uddybet. Jeg mangler at få eksempler på, hvordan man vil styrke kvinder i rytmisk musik. Det eneste konkrete bud er tilsyneladende at lave en musiksommerskole for piger i alderen 12-18 år, hvilket jeg til gengæld synes, lyder som en god idé. Jeg kan se på mine egne elever, at pigerne i den alder er mere tilbageholdende og kritiske end drengene. De er mere selvbevidste og har ikke lyst til at spille noget, der lyder dårligt; mens drengene ikke tænker så meget over det, og derfor bare giver den gas – det får så desværre pigerne til at flygte fra larmen. Derfor kan jeg godt lide idéen om at adskille dem for en kort periode, så pigerne kan få lov til at opdage, hvor sjovt det kan være at slå sig løs på trommerne.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare