Gramex støtter grønlandsk musik

Gramex sikrer hvert år, at en del af de penge, grønlandske medier betaler for at afspille musik, går tilbage til musiklivet på Grønland. Det betyder, at der i år bliver udbetalt i alt 254.000 kr. til en række forskellige, grønlandske projekter som tæller både cd-indspilning, teaterkoncert, festival og koncertturné.

Hvert forår har grønlandske musikere og sangere mulighed for at søge økonomisk støtte hos Gramex til musikfremmende formål på Grønland. Pengene i puljen kommer fra de midler, de grønlandske medier indbetaler for afspilning af musik. I år var der 15 ansøgere, og ud af disse fik hele 14 projekter del i de i alt 254.575 kr., som puljen indeholdt.

Medlems- og HR-chef i Gramex Anette Kure Corneliussen er tilfreds med årets fordeling, der vidner om et mangfoldigt, grønlandsk musikliv.

– Igen i år har der været mange ansøgere, og projekterne har været meget forskelligartede. Der er eksempelvis givet penge til en stribe nye udgivelser, nogle teaterkoncertprojekter, en musikvideo og til forskellige kor- og koncertarrangementer. Vi er rigtig glade for, at vi er med til at sikre, at pengene fra de grønlandske medier går til så mange forskellige grønlandske kunstnere, og at vi på den måde støtter op om et mangfoldigt musikliv, forklarer hun.

De støttede projekter er udvalgt af et bedømmelsesudvalg bestående af de grønlandske musikere, Aviaja Lumholt og Rasmus Lyberth. De to musikere indstiller ansøgningerne til kunstnergruppen i Gramex’ bestyrelse, der træffer den endelig afgørelse.

Alle grønlandske musikere og sangere kan søge om støtte fra puljen, hvis formål er at støtte det grønlandske musiklivs udvikling på alle niveauer. Derfor er der også i år givet støtte til såvel etablerede kunstnere og organisationer, som til vækstlaget i det grønlandske musikliv.
______________________________________________________________
For yderligere information kontakt Medlems- og HR-chef i Gramex Anette Kure Corneliussen, tlf. 33 85 32 14
Støttede projekter:

  • Meeqqat Erinarsoqatigiit Ikinngutaat – Nuuk børnekors deltagelse i FUK’s landsstævne ”Syng for Livet” i Aalborg
  • Pele Møller Band – deltagelse i Copenhagen Jazz Festival 2012
  • Ilulissani Erinarsoqatigiit – koret arrangerer underholdningsaftener i 4 bygder, samt cd-indspilning
  • Aviaja Lumholt – komponering af teatermusik til teaterforestilling af Flemming Jensen
  • Knud Seblon og makker – koncertturné til bygderne ved Nuuk
  • Klaverforening ”Noqartilik” – deltagelse i klaverkursus i Finland for klaverelever
  • Thornstone v/Kunuunnguaq Iversen – produktion af musikvideo til nyligt udgivet debutalbum
  • Ole Kristiansen – teaterkoncerten ”Qasapi’s sidste dag” med nyskrevet musik, vises i Katuaq, med efterfølgende turné
  • Angu Motzfeldt – cd-indspilning
  • Musikgruppen ”QEQQUAQ” – cd-indspilning
  • Jenseeraq Olsen – cd-indspilning
  • Rockstones v/Ilannguaq Kristiansen – cd-indspilning
  • Nive Nielsen – cd-indspilning
  • Peter O. Petersen – cd-indspilning
FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare