Gramex ser nye muligheder

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Gramex er med til at sætte fokus på innovation og nye forretningsmodeller i den kreative industri, når Aalborg Universitet den 15. maj afholder konferencen, ”From Multi-Channel, to Mega-Channel to My channel” i København.

Mulighederne inden for den kreative industri er næsten endeløse, og det har sat sit tydelige præg på økonomien. Alene musikbranchen bidrog sidste år med 6 mia. kroner til den danske økonomi. Men også i forhold til de enkelte virksomheder er de kreative erhverv med til at skabe vækst, her har samarbejde på tværs af brancher vist sig at have en positiv effekt på bundlinjen.

Konferencen på Aalborg Universitet, København er et resultat af denne udvikling. De mange nye muligheder har skabt nye behov, nye forretningsmodeller og nye udfordringer – ikke mindst på det teknologiske område; her har Aalborg Universitet længe været én af de førende spillere. Under overskriften ”Brugeren som fremtidens kanalchef” sætter de fokus på det teknologiske potentiale i den kreative industri.

John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex er en del af dagens panel, og han glæder sig over at kunne være med til at sætte innovation og nye forretningsmodeller på dagsordenen.

– Vi er glade for, at vi sammen med et af det førende universiteter inden for softwareudvikling – Aalborg Universitet – kan være med til at sætte fokus på de nye forretningsmodeller og det potentiale, der ligger i den kreative industri – og ikke mindst inden for musikbranchen, som vi jo er en del af, fortæller han.

Også Thomas Maagaard Dyekjær, underdirektør i Gramex lægger vejen forbi Aalborg Universitets afdeling i København og giver som indlægsholder sit bud på, hvordan man i fremtiden bringer musikprodukter ud til slutbrugerne uafhængig af platforme, terminaler, tid og sted.

– Musik er som vand, det skal nok finde vej til alle ”sprækker”, hvor forbrugerne ønsker det – og det skal vi udnytte, siger underdirektøren, der ser frem til en dag i innovationens tegn.

Konferencen er gratis og åben for alle interesserede.

Tid: 15. maj klokken 12.00-18.00
Sted: Aalborg Universitet, København, Frederikskaj 12, Sydhavnsgade 17, 2450 København

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare