Gramex i nyt forskningsprojekt

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Hvad hjælper det, at vi kan producere lyd i hidtil uset høj kvalitet, hvis det alligevel barebliver afspillet på halvdårlige mobilhøjtalere?

Det er et af de spørgsmål, der er på dagsordenen i et nyt forskningsprojekt, hvor Gramex sammen med Aalborg Universitet undersøger og udvikler kvalitetslyd i musik.

Danmark er blandt verdens førende lande, når det gælder lyd; men det er rent faktisk de færreste, der får glæde af det. Når musikken spiller – på smartphones, på computeren eller på andre stærkt komprimerede lydprodukter er lydkvaliteten nemlig ofte så dårlig, at der nærmest ikke længere er tale om musik, men om støj.

Vi står således over for en lydudfordring, og det er den, der nu tages op i forskningsprojektet ”High Quality of Sound”.

Projektet vil blandt andet foretage undersøgelser og analyser – rækkende fra den producerende kunstner over lydstudiet til lydudstyret, der leverer lyden til slutbrugeren – og udvikle konkrete softwareløsninger. Blandt andet en såkaldt verifikations- og referencesoftware, der skal tjekke og “godkende”, at den grundlæggende masteraudio-fil opfylder kravene til en højkvalitets lydoplevelse samt en suite af algoritmer, der kan aktiveres til udpakning på forskellige kvalitetsniveauer. Alt sammen for at sikre en (gen)etablering af højkvalitetslyd i det digitale miljø.

Forskningsprojektet er netop skudt i gang –  så hold øjne og ører åbne. Der vil løbende blive lagt nyheder og opdateringer i forbindelse med projektet op på Gramex’ hjemmeside.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare