Gramex får nyt logo

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

En pengeclips, en mikrofon eller en on/off knap? Forslagene var mange, da Gramex’ nye logo for første gang blev præsenteret for offentligheden til organisationens 50-års jubilæum. Logoet er en del af en ny visuel identitet, der skal tegne Gramex i mange år fremover. 

– Det gamle logo har klaret sig i 50 år, men nu er det på tide at skifte det ud med et mere moderne og dynamisk logo, forklarede John Kristensen, adm. direktør i Gramex til 50-års jubilæet på Axelborg.

Logoet er et led i et Nyt Gramex med fokus på Service, Synlighed og Forretningsudvikling.
Men hvad forestiller det? Et limegrønt G – eller snarere et brunt c?

– Det afhænger af de øjne, der ser. Begge bogstaver er der, og det har været vores mål fra starten. G’et står selvfølgelig for Gramex, og c’et står for ”Collecting Society & Copyright”, for det er sådan, man kender os i udlandet, forklarer direktøren.

Når en organisation som Gramex, der i 50 år har varetaget de udøvende kunstneres og pladeselskabernes rettigheder, får nyt logo, så er der intet, der er overladt til tilfældighederne. Særligt farverne – limegrøn og brun – er nøje udvalgt.

– Vi er en moderne og kreativ organisation, der skal tænke fremad og hele tiden være på forkant med nye forretningsområder, men på samme tid er vi også den seriøse og stabile instans, der indhenter betaling på vegne af de udøvende kunstnere og producenterne; for dem er vi en væsentlig ressource. Det er det spænd, der ligger i de to farver, forklarer John Kristensen.

Logoet ledsages desuden af et nyt slogan – et såkaldt payoff, som er et slags koncentrat af Gramex’ mange arbejdsområder.

– Så spiller musikken er vores nye payoff. Det er jo dét, vi arbejder for hver dag i Gramex; at få musikken til at spille hos vores kunder, så den fortsat kan spille hos vores medlemmer. Så det kan ikke siges mere præcist, lyder det fra en tilfreds direktør.

Det er designvirksomheden, Imperiet, der står bag det nye logo, som i den kommende tid vil blive implementeret på diverse medieplatforme.

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare