Fra undergrund til afgrund

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

I husker ham måske? Rapperen, der rappede sig til en førsteplads i Dansk Melodi Grand Prix. Kølig Kaj sang om kvinden eller rettere stemmen i mit liv og skabte sensation for åben skærm. I dag er han knap så kølig – i hvert fald når det gælder musikbranchen. Han ved, hvad det vil sige at blive stjerne for en aften; for ham blev det en rutsjetur fra undergrund til afgrund.

– Jeg er ked af at sige det, fordi jeg synes, at det lyder nedladende om mig selv. Men måske var jeg den første realitystjerne, som blev skabt, fortæller den tidligere Grand Prix-stjerne, Thomas Lægaard.

At Dansk Melodi Grand Prix skulle blive de første til at føde en vaskeægte realitystjerne, er det nok de færreste, der havde troet. Men ikke desto mindre minder historien om Kølig Kaj om noget, der er taget ud af et realityprogram.

Skruer vi tiden 16 år tilbage, finder vi Thomas Lægaard på en lille scene i indre København i gang med at fyre den af som konferencier til DM i rap. Han var undergrundsrapper med stort U og optrådte med blandt andet Malk de Koijn, Clemens, Hvid Sjokolade og Humleridderne.

– Jeg var egentlig sådan en allround undergrundskunstner, som bare ikke havde fået udgivet det der soloalbum, fortæller han.

Og netop drømmen om et soloalbum og en stjernekarriere skulle vise sig at blive skæbnesvanger for den unge rapper.

På dette tidspunkt var det danske Melodi Grand Prix på jagt efter sangskrivere, der kunne trække den folkekære sangdyst i en ny retning; de opfordrede derfor forskellige kunstnere til at komme med deres bud på et anderledes Grand Prix-hit. Det var den populære producer og plademand Chief 1, der prikkede Thomas Lægaard på skulderen og præsenterede ham for ideen; hvad med noget rap i den bedste sendetid?

– Jeg tænkte bare, ja for fanden, lad os gøre det. Jeg havde sådan en fakkel med ild, hvor de ting, jeg rørte ved, gik ret godt, forklarer rapperen.

De fik hurtigt smedet et grand prix-hit sammen, og det begyndte lige så stille at gå op for de to sangskrivere, at ”Stemmen i mit liv” havde potentialet til at blive en sand landeplage.

– Vi fandt ret hurtigt ud af, hvad det var for en størrelse, vi havde med at gøre. Hver gang folk hørte sangen, gik de og nynnede den flere timer efter.

Det fik købmanden op i den unge musiker, der pludselig så mulighederne i at blive en del af den efterhånden kitschede sangkonkurrence.

– Jeg tænkte, dét kan blive åbningen for, at jeg kan lave et album.

Sangen blev udvalgt – første rap nogensinde i Dansk Melodi Grand Prixs historie. Og Thomas Lægaard, der nu kaldte sig for Kølig Kaj gik straks i gang med at tænke forretning.

– Jeg tænkte, hvordan får vi så mange mennesker til at huske navnet Kølig Kaj, så vi kan bruge det til noget? Jeg havde skrevet den her sang om en mand, der ringer ind til Oplysningen, og jeg tænkte, vi ringer til Nokia, og så får vi dem til at give os nogle telefoner og nogle gratis abonnementer. Men de bed ikke på, husker Thomas Lægaard, der ikke lod sig slå ud af et enkelt afslag.

– Så ringede jeg til det daværende Tele Danmark, og de sagde ja. De syntes, det var en rigtig god ide; de ville lave en kampagne med mig i alle landets aviser dagen efter Grand Prixet – uanset om jeg vandt eller ej, forklarer han.

I mellemtiden ændrede han nogle sekunder i sangen, så det ikke længere var ham selv, men en oplysningsdame, der sagde ”Der er i øjeblikket kort ventetid på to minutter”. En sætning, som blev ikonisk for sangen, men som også skulle vise sig at give problemer.

Den første marts 1997 – dagen for det danske Melodi Grand Prix – stod Kølig Kaj i kulissen i DR Byen sammen med Chief 1, fire kvindelige dansere og veninden Kristina fra Vejle, som skulle synge kor. Og pludselig var der langt til de støvede, små scener, som han plejede at stå på.

– Alle de her sangere gik jo og varmede op, og jeg tænkte, hvad fanden skal jeg. Så jeg gik rundt og sagde som om, jeg testede en mikrofon. Det var det bedste, jeg kunne gøre, fortæller Thomas Lægaard.

Med sig under armen havde han 300 cd’er med singlen ”Stemmen i mit liv”; han havde nemlig nærlæst reglerne og fundet ud af, at selvom man vandt, måtte man gerne udgive sangen samme aften.

– Vi var en flok drengerøve, og vi ville bare gerne have alt ud af det og bare fyre den fuldstændig af.

Og det gjorde de. Kølig Kaj og co. fik DR Byen og Danmark til at koge. Og da det kom til afstemningen, var der pludselig flere, der fik sved på panden.

– I det øjeblik begyndte skandalen at rulle. Tele Danmark stod for afstemningen, og der skete en fejl, så man ikke kunne få resultaterne fra de forskellige amter; der kom kun et hovedresultat.

Der var tæt løb mellem to kunstnere; Kølig Kaj krydsede klinger med den topseedede Melodi Grand Prix-veteran, Jette Torp.

– Jeg vandt med 300 et eller andet stemmer over hende. Det var fuldstændig vanvittigt. Alle havde regnet med, at det var hende, der løb med sejren. Vi blev jo glade og vidste ikke helt, hvad der skulle ske, fortæller Thomas Lægaard, der i næste øjeblik sad til et pressemøde foran 300 journalister – uforberedt og uskyldig.

– Der startede et cirkus, som jeg overhovedet ikke havde forestillet mig eller kunne være forberedt på på nogen som helst måde, forklarer han og tilføjer:

– Jeg var på toppen af verden på det her tidspunkt. Inden Melodi Grand Prix var vi glade, hvis bare der stod et eller andet om os, så jeg snakkede gladelig med alle de her journalister; men der begyndte det at gå lidt op for mig, hvad der skete.

Journalisterne var nærgående, nogle forsøgte at få nøgenbilleder, andre borede efter den dybe kærlighedshistorie, alt imens Kølig Kaj stod med guldkæder om halsen og forsøgte at tilfredsstille dem alle.

– Da vi trådte ud af DR Byen, var mit liv forandret – fuldstændig. Før skulle jeg sige, hej jeg hedder Thomas Lægaard, nu var jeg blevet til Kølig Kaj.

På spisesedler landet over var der overskrifter og billeder af Kølig Kaj, som han ikke engang selv vidste fandtes. Han blev kimet ned, og sladderpressen stod i kø for at få et stykke af ham og hans historie.

Det blev for meget. Kølig Kaj besluttede allerede dagen efter den danske finale at trække stikket ud og tage hjem til sine forældre i Pindstrup på Djursland. Men også dér stod en mand fra et booking bureau i haven og ventede; han havde allerede budt sig selv på kaffe hos de intetanende forældre.

– Allerede derfra var det ikke skide sjovt mere, forklarer han.

Så begyndte historierne at rulle. Chief 1 blev beskyldt for at have samplet sangen fra Luther Vandross, Tele Danmark blev beskyldt for at have fikset resultatet, og Thomas blev anklaget for at have snydt og solgt ud, fordi han havde ændret de sekunder i sangen, hvor det nu var oplysningsdamen, der snakkede.

– Det var bare det mest vanvittige cirkus. På det tidspunkt kunne jeg ikke bevæge mig på gaden. Enten var de helt vildt glade, eller også skulle de fortælle mig, at jeg var en idiot. Og hvis jeg gik sammen med en pige, så var hun luder, fortæller han.

Med dét i bagagen drog Kølig Kaj mod det internationale Grand Prix i Dublin. Han valgte at rappe sit nummer på dansk, velvidende at det ville forringe hans vinderchancer.

– Det sidste jeg ville var at vinde eller blive nummer to eller tre.

Det lykkedes ham at holde sig i det brede midterfelt af lande, der hverken gjorde sig specielt positivt eller negativt bemærket. Det passede Thomas Lægaard glimrende; da han forlod Dublin vidste han, at det var slut med Kølig Kaj.

– Dengang lå der mellem en til to millioner kroner i at tage et år efter Melodi Grand Prix, hvor du var ude at spille på alle blokvogne og alt muligt. Jeg sagde, fuck de penge, jeg skal bare hjem.

I 1998 flyttede Thomas Lægaard tilbage til Djursland og murede sig inde – i bogstaveligste forstand. Forældrenes garage blev omdannet til hjemmestudie; en fristad i det jyske med røg og rod.

Her startede han bandet Challbandiez med to andre fyre, men frygten for at vende tilbage til mediecirkusset lå hele tiden og lurede.
Denne gang ville han blive i undergrunden, og kun én gang stak han hovedet op til overfladen.

– Vi lavede et nummer til pladen ”Hipp Hopp Tid”. Og det gjorde vi kun, fordi vi fik at vide, at den skulle udkomme på vinyl. Og det endte så med, at den kun kom på cd. Så det var sådan set det sidste vi lavede som Challbandiez.

I dag bor Thomas Lægaard i Fredericia, og end ikke den hårde Grand Prix medfart har kunnet få ham til at droppe musikken. For første gang er soloalbummet inden for rækkevidde, men det har krævet tid – og et skub fra vennerne – at nå dertil.

– Jeg blev ved med at sætte en masse fælder op for mig selv, så jeg ikke kunne udgive. Jeg ville kun udgive på vinyl, jeg ville ikke være på noget pladeselskab, jeg ville dit og dat. Det er først for nogle år siden, da nogle rigtig gode kammerater sagde, at nu gider vi ikke høre mere på dine undskyldninger. Nu betaler vi, hvad det end må koste, og så udgiver du noget, som du gerne vil udgive. Først da er jeg gået seriøst i gang med at lave et nyt album under kunstnernavnet Kool Bandi.

Når Thomas Lægaard ser tilbage på tiden som Kølig Kaj, kan han godt se, hvorfor nogle har haft svært ved at kapere hans udvikling fra rapper til realitystjerne.

– For dem, som ikke kendte mit livsforløb, vil det være fuldstændig mærkeligt at se mig den ene aften på Loppen stå at sige, at folk skal gå ud og ryge fede og overmale togene og det næste øjeblik stå i leopardbukser i Dublin, lyder det grinende fra rapperen, der fortsætter:

– Jeg kan godt se på nogle punkter, at det har været fuldstændig vanvittigt. For mange er hip hop noget af det mest ærekære. Det er ligesom at rive muren ned mellem Øst- og Vestberlin.

Det var ikke det eneste, der blev revet ned; også hans egen selvtillid og troen på branchen har han skullet bygge lige så stille op igen.

– Det har taget mig rigtig rigtig mange år at komme mig efter den her proces, men jeg vil ikke bytte det for noget, for jeg har lært en masse om branchen; hvor hurtigt den skifter, fra at du sidder og sender demobånd ud, som aldrig bliver hørt, til at du pludselig er den, alle vil have fat i.

Særligt erkendelsen af, at drømmen om et soloalbum sjældent harmonerer med deltagelsen i en kommerciel sangkonkurrence, er mere aktuel end nogensinde før.

– Den der illusion om, at nu har jeg vundet, nu kan jeg få lov til at udgive det album, som jeg altid har drømt om, den holder ikke. For det gør man jo ikke, for så står der en producer eller en dommer eller en mentor, som lige skal ind over, fortæller den tidligere Grand Prix-stjerne, der efter en turbulent tid har fundet tilbage til kernen af sin musik.

– Nu er jeg tilbage, hvor jeg synes, hey jeg er kunstner. Jeg laver ikke min musik, fordi jeg skal nogen steder hen. Der skal ikke være en pladeselskabschef eller en producer, der er med til at forvirre billedet, for jeg kan sagtens selv.

Til trods for at det i dag er 16 år siden, at Thomas Lægaard trådte op på Grand Prix-scenen i DR Byen, kæmper han stadig med frygten for at vende tilbage til branchen.

– Tanken om at ende i det samme mediecirkus borer bagi; men jeg er rigtig langt i processen. Problemet er, at jeg igen føler, at jeg har et hit, og jeg kan være nervøs for min eksponering. I min egen naive tro, tror jeg det er noget, jeg selv kan styre. Men dybest set er mit håb, at pladen bliver solgt. Og så har jeg et håb om, at jeg tør eller ønsker at optræde. Til dels for min kones skyld og for min søns skyld. At de kan få lov til at se, hvad det er farmand kan, for det har de ikke set, lyder det eftertænksomt fra den erfarne rapper, der for længst har begravet Kølig Kaj.

– Han er puttet i en metalboks, som der er nogle arkæologer, der kan grave op engang.

Kool Bandis album udkommer i år – naturligvis på vinyl!

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare