Følg din airplay worldwide

verden2_538

Tænk, hvis du kunne følge med i, hvor i verden din musik bliver spillet lige nu og her.

Det kan du faktisk godt. Flere udbydere tilbyder i dag at monitorere airplay over hele verden mod betaling – blandt andet tjenester som Radiomonitor og MusicDNA.

Nu er en ny platform undervejs, der er målrettet artisterne selv.

Hvor bliver jeg spillet?

Ideen til den nye platform fik Jesper Skibsby sammen med Michelle De Jonghe fra de Jonghe Administration, der har specialiseret sig i økonomi og administration for musikere og musikselskaber.

Jesper er medlem af Gramex med Fandango Music, der både fungerer som management, pladeselskab og musikforlag, han er medejer af det ’omvendte’ pladeselskab We Make Noise og sidder i bestyrelsen for DUP, Danske Uafhængige Pladeselskaber.

Med fingrene i alt fra management og markedsføring til promo og produktion undrede han sig: Hvorfor kunne han eller hans artister ikke selv følge med i, hvor et enkelt nummer fik airplay?

Derfor kontaktede han MusicDNA. Nu er han agent for dem og sammen arbejder de på at skabe en ny og brugervenlig platform henvendt direkte til kunstnere og komponister.

Work smarter, not harder

Hos MusicDNA kan man følge sin airplay på omkring 20.000 stationer i mere end 100 forskellige lande. Ambitionen er at dække så mange stationer og lande som overhovedet muligt.

Man betaler typisk for at monitorere 10, 20, 30 eller flere sange ad gangen. Men hvad så, hvis man ikke har et pladeselskab eller management og kun budget til at tracke en enkelt sang?

– Det, vi arbejder på, er en platform, hvor du for et lavt månedligt beløb, kan nøjes med at monitorere én sang af gangen – som er det, mange DIY-artister har brug for – og råd til, fortæller Jesper Skibsby.

– I dag gør mange det hele selv. Pengene er små – og jo flere der er inde over, jo flere skal have et cut. Men det betyder også, at du skal ’work smarter, not harder’, hvis man skal sige det lidt kliché-agtigt. Data generelt er sindssygt vigtigt, men kun hvis du får den i real time – så du kan nå at rykke på aktiviteten, mens det sker, siger han.

Et DIY-redskab

For Jesper Skibsby er monitorering et uundværligt arbejdsredskab. Han bruger det først og fremmest til at finde ud af, hvor der er aktivitet omkring hans artister. Sammen med data fra kilder som Spotify Analytics og Soundcloud Pro giver det ham mulighed for at optimere sin indsats dér, hvor der i forvejen er hul igennem.

– For mig er det en væsentlig værdi, at jeg får data fra så mange stationer som overhovedet muligt – også alle de små. Det giver mig mange flere muligheder for at rykke på det, end hvis jeg KUN fik data fra de få største stationer, som ellers er standard i branchen, siger han.

Ryger en artist i rotation på for eksempel en radiostation i Polen, kan Jesper følge med fra København, skrive direkte til stationen, tilbyde dem interview, promo og den næste single, lægge næste tour den vej forbi osv.

Jeg bruger MusicDNA stort set hver dag i mine labels. Og jeg er sikker på, at mange af Gramex’ medlemmer ville gøre det samme, hvis de bare havde penge til det i budgettet. Man kan næsten blive helt afhængig af det, siger Jesper Skibsby.

Han forventer at beta-teste artist-platformen i løbet af sommeren 2016.

I Gramex følger vi udviklingen – og dine muligheder for at følge din airplay til verdens ende.

Tjek MusicDNA
Kontakt MusicDNA v. Jesper Skibsby på jesper@musicdna.com

Jesperskibsby_538
Skriv til Jesper på js@fandangomusic.dk, hvis du vil være en del af beta-testerne af den nye platform. Skriv “Betatest” i emnefeltet.

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex (28.04.16)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare