Fingrene væk fra min musik!

radio2_lille

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Må ikke spilles i radioen. Snart kan det være meldingen, der møder stribevis af danske radio- og tvstationer, når de forsøger at afspille en helt særlig type musikudgivelser. Står det til det nye danske projekt, Nordic Dynamic, vil der nemlig fremover være to versioner at vælge imellem, når kunstnere udgiver deres musik; den kommercielle, som radiostationerne kan benytte og en højkvalitetsudgave, hvor de skal holde fingrene væk. Men hvad har fået folkene bag Nordic Dynamic til at tage så drastiske metoder i brug?

– Prøv at forestille dig, at jeg havde en vinmark i Frankrig, hvor jeg havde brugt ti år på at lave verdens bedste rødvin. Så laver jeg en aftale med Coop om, at de kan få lov til at sælge den. Men efterfølgende finder jeg ud af, at ude i brugsen har de dekanteret vinen, og de synes for øvrigt også, at den skulle smage lidt af lakrids. Værsgo, det er Lyngdorfs vin, lyder det fra Peter Lyngdorf, stifter og ejer af blandt andet Hi-Fi Klubben og frontfigur i det nye projekt Nordic Dynamic, der udspringer af forskningsprojektet SoundSenze, og som skal forsøge at få god, dynamisk lydkvalitet tilbage i musikken.

Han elsker at sætte tingene på spidsen, men i dette tilfælde, hvor det gælder lyden af god musik – som står hans hjerte nært – er der ikke på samme måde plads til morsomheder. Ifølge Lyngdorf er der ingen forskel på at maltraktere en vin, der skal sælges i supermarkedet og den forvanskning, som finder sted, når radio- og tv-stationer i dag afspiller kunstnernes musik.

– Man har altid accepteret, at radiostationer kan gøre hvad som helst med ens kunstværk. Bare de spiller det, og man får sine royalties, så er man glad. Og det vil sige, at Danmarks Radio for eksempel – de mener, at alle cd’er lyder forkert; de laver lidt mere præsens på og komprimerer lidt hist og pist og gør nogle ting ved det, så det lyder højere – men som jo også gør, at det lyder anderledes. Det vil sige, at de sidder og bestemmer over – eller snarere er fuldstændig ligeglade med – dét, som kunstneren har lavet. Hvad pokker er meningen? For nu at sige det rent ud.

Og det gør han. Peter Lyngdorf er ikke bange for at sige sin mening – nu opfordrer han kunstnerne til at gøre det samme.

– Vores aftale er slut. Det er, hvad jeg ville sige, lyder det en smule skingert fra den ellers lattermilde lydentusiast, der fortsætter:

– Men hvad har musikindustrien gjort? – Ingenting!

Han spørger og svarer på næsten samme tid. I mere end 40 år har Lyngdorf beskæftiget sig med at producere hi-fi udstyr, der kan optimere lydkvaliteten og lydoplevelsen hos forbrugerne – og i næsten lige så lang tid har han sat spørgsmålstegn ved den udvikling, der har fundet sted i musikindustrien – en udvikling, som han betegner som en tilbagegang.

– Der er næsten ikke det, vi ikke kan gøre i dag; rent teknologisk. I 1982 – hvis man dengang ville tage en cd og lægge den på en harddisk, så kostede det halvanden million kroner i harddiskplads – for én cd! I dag koster det 20 ører.  Det vil sige, at det er blevet 7,5 million gange billigere at opmagasinere data. Og processorhastigheden er steget med 10 millioner gange i den periode. Men musikindustrien; hvad gør de?

Han når kun lige at sende et skævt smil, inden han svarer:

– De bruger i dag et standardformat – mp3 – som er dårligere end cd’en. Det er ligesom om, at musikindustrien af en eller anden grund er fuldstændig immun over for indlæring eller for at tage imod teknologiske forbedringer. Jeg ved ikke hvorfor, det er på den måde. Jeg kan ikke forklare, hvordan en hel industri kan være så bagstræberisk. Jeg kender ikke nogen anden industri, der er, lyder det fra en tydeligt frustreret lydentusiast.

Han håber, at Nordic Dynamic kan være med til at skubbe tingene i den rigtige retning. Ved at lade kunstneren lave to versioner af den samme musik; en standardudgave, som fungerer som en reklame for musikken og en Nordic Dynamic udgave, hvor der er kræset for lyden – og ved kun at lade det være den første af de to, som kan afspilles i radioen, på tv og streamingtjenester – er tanken at skabe en opmærksomhed og en nysgerrighed omkring god, dynamisk lydkvalitet.

Hvad er forskellen helt præcist på de to versioner?

– I den kategori, vi kalder Nordic Dynamic, bruger vi volumenknappen på anlægget, hvis vi vil spille højere, forklarer Peter Lyngdorf med et spøgefuldt smil, som om han ved, at svaret kræver en uddybning.

Hvad gør man da ellers?

– På de fleste indspilninger i dag foretager man det, man kalder dynamisk kompression. Det gør, at musikken kommer til at lyde højere, uden at man skal flytte på volumenknappen, forklarer han.

Så det er lydstyrken, der er synderen?

– Det er den dynamiske kompression, der er synderen. Samtlige musikere og folk, der producerer musik i dag, er underlagt de betingelser, som er mere eller mindre defineret af dét, man kalder loudness war – altså lydkrigen – hvor man hele tiden har øget niveauet på indspilninger til et højere og højere gennemsnitsniveau. Det har man gjort, for at ens musik skulle lyde mindst lige så højt som alle de andres musik – og helst højere, forklarer Peter Lyngdorf.

Den dynamiske kompression startede med at være noget, man brugte i reklamer – for at få dem til at skille sig ud fra resten af sendefladen og tiltrække sig mest muligt opmærksomhed – men efterhånden har det spredt sig til musikken.

– I dag er det blevet lyden af moderne musik, lyder det fra en mildest talt ikke særligt begejstret Lyngdorf.

Og interesserer man sig bare lidt for lydkvalitet, vil man vide, at prisen for den dynamiske kompression er høj.

– Dét, det koster, er, at først forsvinder alle spidserne i musikken, forklarer han, imens han viser de dynamiske udsving med sin finger:

– Når man så gerne vil have det endnu højere, så sker der dét – at fordi der ikke er mere plads i højden så at sige – så er man nødt til at tage alle tonerne og holde dem i lidt længere tid – på den måde kommer de nemlig til at lyde højere, forklarer han.

– Så er det, at man får et stortrommeslag, der siger dummhh, dummhh, dummhh og en bas, der siger uhmf uhmf uhmf, demonstrerer Lyngdorf og efterligner den uldne lyd, som er resultatet af, at en hel indspilning udsættes for dynamisk kompression.

Det er tilsyneladende ikke kun radio, tv og streamingtjenester, der tvinger musikken igennem en dynamisk vridemaskine; allerede når den indspilles og mastereres er der ifølge Lyngdorf ofte et ensidigt fokus på lydstyrke.

Men hvorfor ikke gå efter den bedst tænkelige lydkvalitet – hvor er kæden hoppet af?

– Det er det, man kalder en dødsspiral. Kæden er for det første hoppet af, fordi man hele tiden har kunnet se en kommerciel fordel ved at lyde højere end konkurrenterne. Derudover er den hoppet af, fordi man ikke har lavet en standard for gengivelse af digital lyd i forhold til afspilleniveau, forklarer han og uddyber:

– Forestil dig, at man sagde, at al musik skal gengives ud fra gennemsnitsniveauet. Det vil sige, at vi tager gennemsnitsniveauet på et nummer – det ligger her, forklarer han, imens han placerer minus 20 db et sted ude i rummet.

– Minus 20 db er altså gennemsnitsniveauet i forhold til nummerets maximumniveau. Gør vi det på al musik, så vil det lyde lige højt – uanset hvor meget det er komprimeret. Og så vil der for det første ikke være nogen grund til at komprimere længere, og for det andet vil man få det valg, der hedder, at man kan lave sin musik med stor dynamik eller lave den helt uden dynamik – præcis som man har lyst til, forklarer Lyngdorf og tilføjer med et suk:

– Det valg har man ikke i dag.

Det har man til gengæld på en Nordic Dynamic udgivelse. Her er der et gennemsnitsniveau, der sørger for, at det ikke længere kan betale sig at komprimere det hele ned, og som ifølge Lyngdorf fjerner den spændetrøje, som musikindustrien har været fælles om at pålægge kunstnerne.

– De får deres kunstneriske frihed tilbage. Man må stadig gerne komprimere – men kun på instrumentniveau – ikke hele den samlede indspilning. Vil man have det højere, må man bruge volumenknappen på anlægget, fastslår han.

Der findes allerede en europæisk standard (EBU R128 red.), der skal forsøge at sætte en fælles standard for gengivelse af digital lyd og således dæmme op for den såkaldte lydkrig, men den er endnu ikke slået igennem som den gældende norm. Indtil det sker, må kunstnerne tage mere drastiske metoder i brug og bede de folk, der ikke behandler musikken ordentligt om at holde fingrene væk.

Det skal ikke opfattes som en straf, påpeger Lyngdorf, der snarere ønsker at gøre kunstnerne og forbrugerne en tjeneste.

– Der vil ske dét, at forbrugeren lige så stille finder ud af, at musikken med dynamik faktisk lyder meget mere spændende end den uden dynamik, forklarer han.

For kunstneren, der vælger at udgive en standardversion og en Nordic Dynamic-version betyder det, at det pludselig kan betale sig at kræse for detaljen.

– For nogle kunstnere betyder det, at de laver to forskellige mix og to forskellige masters – ligesom man i dag gør med en lp og en cd. Men i nogle tilfælde kan det også være, at de spiller det hele to gange. De spiller den, hvor man skal hjem og høre efter detaljerne, og så spiller de den, der skal blive populær i radioen, forklarer Lyngdorf, der desuden kalder det almindelig forretningsfornuft, at Nordic Dynamic sælges til en lidt højere pris end standard- og reklameudgaven.

– Den med alle detaljerne er den, som man kan sætte sig hjem og lytte på; så hører man et nummer – og så hører man det lige én gang til – og på den måde finder man hele tiden nogle flere detaljer og nuancer i musikken, som man slet ikke hører, hvis man sidder og hører den på radioen eller går rundt i parken og spiller den på en mp3-fil.

Han er ikke i tvivl om, hvad han ville vælge.

– Nordic Dynamic er den, man ønsker sig til jul. Dét, man ønsker sig til jul, er jo ikke dét, som ikke lyder bedre end dét, man hører i radioen. Når jeg ønsker mig  noget til jul, så er det noget, jeg kan tage og pakke op, og som giver en oplevelse – i stedet for at det er the same old shit.

Læs mere

Danmark sætter nye lydstandarder

The SoundSenze Project