Fallulah, fuld fart frem

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

For nogle år siden var det noget, hun drømte om, nu er det virkelighed; den danske sangerinde Maria Apetri med kunstnernavnet Fallulah må knibe sig selv i armen, da Gramex fortæller hende, at hun igen i 2011 har et hit med på listen over mest spillede sange.

– Jeg har været på listen over “mest spillede” et par gange efterhånden, men det er næsten som om, det er en anden person, det drejer sig om. Det er surrealistisk, for for nogle få år siden virkede det uopnåeligt overhovedet at få en sang på radioen.

For radiolyttere og TV-seere er det knap så svært at fatte, at hun er havnet på listen – med hittet ”Out Of It” lagde hun de danske stuer ned søndag efter søndag i 2011.

– Jeg var så heldig at få lov til at kunne præsentere sangen på DR 1’s “Lykke”, som nåede ud til en masse danskere, og det var en fantastisk mulighed for mig, at de, der ikke kendte mig før, fik muligheden for at høre min musik. Jeg har i det hele taget haft et fantastisk forløb med min debutplade og er glad for at se, at flere af mine numre har kunnet nå ud.

Hvad er det ”Out Of It” kan?

– Jeg kan jo kun gisne om det. Teksten er melankolsk og fortæller en trist historie, men musikken er dansevenlig og energisk, og den kombination, tror jeg, tiltaler mange.

”Out of it” toppede på et tidspunkt, hvor mange andre danske kunstnere stormede frem, og den danske sangerinde har heller ikke kunnet undgå at bemærke den stigende interesse for dansk musik.

– Jeg har helt bestemt lagt mærke til, at der har været et kæmpe boom inden for dansk musik, men primært af den dansksprogede slags. På den måde er det svært at vurdere, om jeg har haft større chance for at blive spillet på grund af den vækst. Det tror jeg egentlig ikke.

Kan du ”mærke”, når du har lavet et hit?

– Nogle gange. Det er aldrig min primære motivation at skrive et “hit”, men man kan blive ramt af en særlig følelse. Jeg følte virkelig, at ”Bridges” var et hit, da jeg skrev den. Men om en sang bliver et hit er afhængig af flere faktorer. Det er vigtigt, at sangen får muligheden for at blive præsenteret på en bred platform, og der havde “Out Of It” nok bedre vilkår end “Bridges” via “Lykke”. Men én ting er, at den bliver præsenteret for mange, en anden er så, om folk tager imod den. Det kan man aldrig garantere. Derfor er jeg super stolt af, at “Out Of It” klarede sig så godt på flere fronter.

Bliver du nogensinde træt af at høre dine egne sange i radioen eller på TV?

– Jeg hører meget sjældent radio, så jeg har ikke en reel idé om, hvor meget min musik bliver spillet, på nær når jeg får det fortalt – men jeg må indrømme, at jeg efterhånden er lidt træt af at høre “I lay My Head” på reklamerne i TV. Jeg skruer væk, når de kommer på.

Det er der mange lyttere og seere, der ikke har gjort – skruet væk, og Fallulah er således blandt de mest spillede kunstnere i 2011. Men musikken og hitsene kommer ikke af sig selv – uanset om man ligger i top ti eller spiller den slags musik, kun få kan lide, skal der penge til at holde maskineriet i gang.

– For de fleste musikere er beløbene som Gramex, Koda og Ncb inddriver den største indtægtskilde og dét, der gør, at vi har råd til at blive ved med at lave musik. Det er svært at forestille sig, hvad alternativet skulle være. Det er en rigtig god service for os musikere.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare