Få lyden frem i offentligheden

Pige_lytte_by_lille

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det bimler og bamler. På gader og stræder strømmer det i øjeblikket med lyd – fra gademusikanter, stormagasiner og madboder. Jul er det tidspunkt på året, hvor flest anvender lyd, når der skal sælges, pyntes og hygges. Men i virkeligheden burde det tænkes ind i det offentlige rum året rundt, mener Gramex’ direktør.

Der er en grund til, at der hvert år til jul bliver skruet op for musikken. Musik og lyd sælger – når det vel og mærket bruges med omtanke. I detailbranchen har man vidst det længe; strategisk brug af musik og lyd kan optimere salget – i nogle tilfælde med over 50 procent. At ekstra mange satser på musik i julen, hvor pengene sidder lidt løsere i forbrugernes lommer, skyldes altså, at musik og lyd er et effektivt markedsføringsværktøj, der overgår effekten af både ord og billeder.

– Vi ser det mere og mere. Lyd er populært som aldrig før. Det er lige fra specialdesignet lyd i supermarkedet, hvor der er fuglekvidder i æggeafdelingen til retningsbestemt lyd i BR, hvor Darth Vader byder børnene velkommen i Star Wars-afdelingen, forklarer John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex, der repræsenterer de udøvende musikere og musikselskaber, der i mange tilfælde leverer lyden.

Når det kommer til lyd i de offentlige rum, er historien imidlertid en anden. Her står lyd ofte langt nede på listen – efter interiør, udsmykning og elektronik. Der er rum for forbedring, mener Gramex’ direktør.

– Det svarer til at servere en julesild uden rødløg og dild. Hvis de forskellige elementer ikke spiller sammen, forringer det den samlede oplevelse, forklarer direktøren, der dog alligevel er fortrøstningsfuld. For når det gælder lyd generelt, er Danmark ifølge direktøren rigtig godt med.

– Det er én af grundene til, at vi har været initiativtagere til Lydens Hus i København – den første vækstfabrik nogensinde med speciale i lyd. Danmark har en førerposition, når det gælder lyd – også internationalt – og den position vil vi gerne bevare. Derfor har vi samlet nogle af de førende kreative iværksættere, der beskæftiger sig med lyd, under ét tag og med ét formål; at udtænke nye standarder for lyd og udvikle fremtidens lydprodukter, forklarer Gramex-direktøren, der mener, at satsningen på lyd som en dansk spidskompetence allerede har kastet de første resultater af sig.

Han fremhæver Kulturstyrelsens nye kampagne for fremtidens biblioteker, hvor der netop er skærpet fokus på lyd i indretningen. Her kommer bøger, borde, lys og lyd ifølge Kulturstyrelsen til at spille sammen i fremtiden.

– Det glæder mig, at lyd har så stor prioritet i indretningen af fremtidens biblioteker. Der ligger et uudnyttet potentiale i at tænke lyd, lys og arkitektur sammen i det offentlige rum, lyder det fra en begejstret Gramex-direktør, der opfordrer til at gøre brug af den store talentmasse, der findes inden for musik- og lydbranchen.

– Der sidder nogle dygtige unge mennesker i Lydens Hus, der kunne kaste endnu flere gode ideer af sig, når det handler om indretning af fremtidens biblioteker, fremtidens stormagasiner eller noget helt tredje, afslutter direktør, John R. Kristensen.

Læs mere

Jagten på væksten (Berlingske)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare