Et styk sideman med det hele, tak!

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Nogle bruger hele deres musikkarriere på at blive et kendt ansigt og stå badet i spotlight – andre bruger karrieren på at bakke disse folk op og har det bedst bagerst på scenen. Der er brug for begge dele, mener Bent Clausen, multiinstrumentalist og sideman. Og selvom han gerne vil have noget med det hele at gøre, så har han det rigtig fint i rollen som manden, der får andre til at stråle.

Han har stået på scenen med nogle af de største nationale og internationale kunstnere – svunget trommestikker, vibrafonkøller, mærkværdige percussioninstrumenter og et væld af strengeinstrumenter. Selvom Bent Clausen er en af de mest erfarne sidemen i Danmark, kender de fleste ham nok bedst som manden med vibrafonen og de mange andre instrumenter i Det Nye Talkshow.

Og der var han i sit rette element – ikke fordi han kom på nationalt TV, men fordi han fik lov til at bakke nye solister op fredag efter fredag.

– Det var en sjælden gave at få lov til at spille med så mange forskellige solister og så endda så jævnligt, fortæller han.

Og for Bent Clausen er det netop dét, det handler om: At spille musik – så er det ikke så afgørende, hvor på scenen man står.

– Egentlig trives jeg rigtig godt med at få andres ting til at blomstre. Jeg har ikke så stort et behov for at realisere mig selv hele tiden. Ligesom jeg heller ikke har så stort et behov for at dokumentere alt, hvad jeg har gjort eller skrive om det alle steder. Hvis andre vil gøre det, er det fint, men jeg er ikke så optaget af det. Jeg er mere optaget af at leve med musikken og løse opgaver og lære noget mere og vokse.

Denne holdning til musik og til livet i det hele taget forklarer, hvorfor Bent Clausen er blevet en af de mest eftertragtede sidemen; han er først og fremmest holdspiller og ser det som sin fornemste opgave at bakke andre op.

– Som sideman skal man få solisten til at stråle. Man skal bruge alle sine erfaringer til at gøre lige det, der er brug for og give plads til den, der har bolden. Så det er både noget med at være meget alsidig – at have mange referencer i alle mulige retninger, stilistisk, og så noget med at være åben og lytte til, hvad solisten eller frontfiguren, som man spiller med, har brug for, for at have det godt.

Bent Clausens alsidighed og særlige fornemmelse for at få andres musik til at blomstre, har ført ham vidt omkring. Og han har da heller ikke altid kunnet holde sig ude af spotlightet. Da Tom Waits og Robert Wilson i starten af 00’erne satte teaterforestillingerne, ”Woyzeck” og ”Black Rider” op i København og London, var de ikke i tvivl om, at det skulle være med Bent Clausen som kapelmester.

– På mange måder var dét, at blive kapelmester for sådan et teaterstykke, noget, der rykkede i mit liv. Det var et vendepunkt. Både fordi jeg lærte Tom Waits at kende og var med til at skabe musikken sammen med ham, og fordi jeg skulle være leder af gruppen og få det hele til at hænge sammen. Der er mange, der bestemmer på et teater, så det er en udfordring at få det koordineret, så alle er glade, og alting lykkes.

Ikke alene skulle han stå som forreste mand i orkestergraven, han måtte også trække på alle sine erfaringer som musiker og multiinstrumentalist.

– Musikalsk sendte det mig nogle nye steder hen. Jeg begyndte lige pludselig at turde gøre ting, jeg ikke havde turdet før. Jeg havde spillet klaver derhjemme, men jeg havde aldrig brugt det offentligt, og så sad jeg der og spillede klaver i forestillingen, og jeg spillede noget banjo – det havde jeg absolut heller ikke gjort før. Jeg kom endda med som keyboardspiller på en Tom Waits turné – det var vildt! Jeg har altid opfattet mig selv som multiinstrumentalist, men holdt det lidt mere derhjemme. Tom Waits gjorde mig modigere. Man kan jo ikke være virtuos på alle instrumenter, men man kan være en, der kan gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Og det er præcis det, Bent Clausen har formået gang på gang – gjort det rigtige på det rigtige tidspunkt. Ikke kun i musikken, men også op gennem hele hans karriere har han haft en særlig fornemmelse for, hvornår det var passende at slå til.

– Man prøver at finde de huller, hvor man selv kan lave en eksplosion eller en blomst af det, man lige synes skal være der. Men gør det ikke hele tiden, for hvis man gjorde det, så var man solisten – det kan man gøre der, hvor man har sit eget navn øverst på plakaten.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare