En helt almindelig dag på asylcentret

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Anders Graae_presse_tekst

Min bedste ven – min bedste ven / Det er svært at sige – vi ses igen.

Der bliver sunget om bedste venner på skoler rundt om i hele verden. Men hvor danske skolebørn synger om mobning og leg, synger børnene på Dansk Røde Kors Skolen i Jelling om savn og lebney. Det ved musiker og sangskriver Anders Graae, der netop har afsluttet et sangskrivningsforløb med nogle af de asylbørn, der er kommet til Danmark på grund af krig i deres hjemland. Musikken og temaerne er de samme – for børn i Jelling, Yerevan og Jerusalem – men hverdagen og historierne er vidt forskellige.

– Når jeg kørte hjem, var jeg fyldt helt op.

To år i træk har Anders Graae taget turen til Vejle for at være en del af projektet Spotlight, der sender kunstnere ud til skoler i kommunen. Én af de skoler er Dansk Røde Kors Skolen på asylcentret i Jelling, hvor Anders Graae har skrevet sange med skolebørn i alderen 12-25 år.

– Så kommer man hjem og henter sine egne børn i børnehave og tænker, hold kæft, hvor er det godt, at vi har det så godt, som vi har det her i Danmark. Man kommer godt nok til at tænke over tingene, forklarer Anders Graae.

Udstyret med flere års erfaring som musiker, sangskriver og underviser har Graae været klædt godt på. Men med årets tema ”Vejen til fremtiden” har der været situationer, hvor den garvede sangskriver og musikpædagog måtte synke en ekstra gang.

– Vi skulle blandt andet skrive en sang om ting, man ville ønske, forklarer Anders Graae, der holder en lang pause.

Der går ikke mange minutter, uden at han nævner, hvor hyggeligt og sjovt det har været at arbejde med børnene.

– Der var altid en rigtig god og glad stemning, forsikrer han.

Budskabet ligger ham stærkt på sinde. Børnene på asylcentret har nøjagtig samme glæde og gejst i forhold til musik som andre børn. Men alligevel kan han ikke undgå at blive rørt, når han tænker tilbage på forløbet.

– Når jeg fortæller om det nu, så får jeg næsten en klump i halsen. Man ser alle de her børn stå dér og synge om de her ting. Og det er ikke fordi, det er sentimentalt, når vi gør det, men emnerne får en klang, forklarer han.

Et af de emner, der blev skrevet sange om, var venner. Og til trods for at temaet er kontroversielt for de fleste skolebørn, mener Anders Graae alligevel, at der er forskel, når det gælder danske skolebørn og skolebørn på et asylcenter.

– Vi talte rigtig meget om, at det er svært at blive gode venner. Det har jeg aldrig hørt danske børn italesætte, forklarer han og fortsætter:

– Emnerne er i virkeligheden de samme, men der er en anden klang og en helt anden vægt bag ordene, når asylbørnene snakker om bedste venner.

Hvordan kommer det til udtryk?

– Når man skriver om sin bedste ven i 5. Klasse i Danmark, handler det om, at man skal ud og lege og cykle – og at man ikke må drille hinanden. For børnene på asylcentret hedder det; bedste venner må ikke forråde hinanden, bedste venner har hinandens rygge osv.

En ven er en der passer på dig / Når vejen er let eller svær / En der går den samme vej / En der ser dig som du er

– Det er den situation, de står i – det er svært at blive gode venner, fordi de flytter rundt hele tiden. Så det er svært at vide, hvornår man har de her folk omkring sig, og hvornår de ikke er her mere, forklarer Anders Graae og tilføjer:

– Der var én, der ikke vidste, hvor hans far var. En anden ønskede bare, at hendes bedste veninde skulle komme tilbage.

Hvor er du nu? Er du i / Yerevan, Spitak, Kabul, Karabakh, Gaza, Damaskus, Kamishlo, Aleppo, Myitkyina, Hanstholm, Jelling?

I løbet af den korte tid Anders Graae var på skolen, oplevede han selv, at én af eleverne fra den ene dag til den anden var rejst.

– Der var en af de søde piger, som plejede at sidde med sin veninde, som pludselig en dag sad helt alene, forklarer han og tilføjer:

– Fra dag til dag kan de få at vide; nu skal du til Hanstholm eller til et andet center. Så de når ikke engang at sige farvel til hinanden. Pludselig er de bare væk.

Trods de barske vilkår har der midt i sange om savn og håb også været plads til at synge om helt almindelige hverdagsting. Det har blandt andet resulteret i en sang, der handler om, hvad de forskellige børn spiser til morgenmad. Og det fik Anders Graae en smule på glatis.

– Da vi var færdige, kom der to drenge og spurgte, om jeg kunne tænke mig at smage deres mad. Så løb de hjem til deres mor i pausen – den ene dukkede op med lebney chai pakket ind i sølvpapir og en termokande fyldt med lunken te med sukker i, og den anden kom med en virkelig stærk pandekage.

Anders Graae rømmer sig, som om han stadig kan mærke eftersmagen.

– Så stod de der og kiggede spændt på, om jeg kunne lide det, fortæller han, imens han slår en latter op.

Han er ikke i tvivl om, at musik og sang kan være med til at give asylbørnene en lettere hverdag.

– Det hjælper dem til at sætte ord på deres liv. Man ser dem. Dét, at de bliver set, som dem, de er, og at de får lov at fortælle deres historie. Det handler ikke om at grave ned i alle ting, lyder det betænksomt fra Graae.

– Men bare dét, at børnene hver især har et eller andet sted i sangen, som er deres – som de står og glæder sig til.

Han ligner én, der forsøger at genkalde sig billedet af børnene.

– Man kan se i deres øjne, at det betyder helt vildt meget for dem, tilføjer han efter lidt tid.

Børnenes engagement har blandt andet betydet, at det var muligt – efter bare to dage – at fremføre sangene foran et stort publikum i Vejle.

–Jeg har sjældent mødt nogle, der har øvet sig så meget. De kunne sangene fuldstændig. Det var så fint. De tog det meget alvorligt, lyder det fra en stolt Anders Graae, der ikke kun ser asylbørnene som vindere i projektet.

– Man får sendt et signal til omverdenen om, hvad det er, der er på spil; hvad det er for nogle mennesker, der er her.

Hvad er det for nogle mennesker?

– Det er helt almindelige mennesker, der bare har haft et helt andet forløb.

Jeg vågner op kl. 8 og spiser morgenmad / Solen skinner – og jeg vil gerne være glad / Jeg spiser lebney, chai, banan og en smule brød / så tager jeg en dolmar – og en kage, der er sød. / Det her er min dag – en helt almindelig dag / Det her er min dag – en helt almindelig dag.

 

Her finder du to af de sange, som Anders Graae har skrevet sammen med skolebørn på Dansk Røde Kors Skolen i Jelling:

Min bedste ven

Min dag

Læs mere om Anders Graae

 30.10.2014

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare