En dobbelt latte til musikken, tak!

Af John R.G. Kristensen, adm. direktør i Gramex

Hvad ville Starbucks gøre, hvis de var i musikbranchen?

Den amerikanske kaffekæde med mere end 20.000 butikker i over 60 lande har på under 30 år evnet at udvikle kaffeoplevelsen fra at være en halvbitter mundfuld på Rødby-Puttgarden-færgen til en smagsoplevelse, der har fået forbrugere verden over til at betale over 50 kroner for en kop kaffe med mælk.

Én af nøglerne til Starbucks’ kæmpe succes er deres forretningsstrategi om at satse på kvalitet i hele værdikæden fra fremstilling til distribution og samtidig produktudvikle kaffeoplevelsen, så den passer til ethvert behov, tid og sted, i samarbejde med partnere, man i første omgang ikke havde forestillet sig skulle være ”distributør” af kaffe.

Starbucks har formået ikke kun at skabe en smagsoplevelse hos forbrugerne, men også en merværdi for en lang række distributører og samarbejdspartnere, hvis hovedprodukt bestemt ikke er kaffe.

Kaffe2

Starbucks i musikbranchen?

Pladeselskabet Hear Music blev i 1999 købt af Starbucks. Allerede i 2002 producerede de deres eget Starbucks opera-album med bl.a. Luciano Pavarotti. Fem år senere blev selveste Paul McCartney signet på Starbucks’ eget musikselskab.

I 2006 begyndte samarbejdet med Apple, hvor man via iTunes solgte musik, som samtidig blev spillet i Starbucks’ butikker som promotion. Året efter kunne man i Starbucks’ butikker købe og downloade den musik, man sad og hørte i butikken. Og siden 2007 har Starbucks i flere af deres butikker givet forbrugerne mulighed for et erhverve et ”Pick of the Week”-kort med adgang til et antal frie downloads fra Apples iTunes Store.

Hvad kan vi lære af Starbucks? 

Man kunne fristes til at lave samme øvelse, som Starbucks har gjort med så stor succes, i musikbranchen. Hvis vi sammen med resten af branchen i langt højere grad kunne produktudvikle og forædle vores unikke kompetencer, tror jeg branchen kunne skabe et nyt ”blue ocean”.

En forretningside a la Starbucks kunne være at indgå samarbejder med nye distributører og brancher, hvor netop musikken kan løfte brugeroplevelsen af deres produkter til nye højder. 

– Koncentrationen af luksusbiler følger helt bestemte postnumre i Danmark. I samme postnumre er der måske en præference for en bestemt musikgenre. Derfor kunne man med fordel udvikle en skræddersyet musiktjeneste sammen med Mercedes og Audi, hvor man fx indspiller 1.000 af de mest populære klassiske musikstykker i en topkvalitet, og så følger musiktjenesten med bilen. Vil det øge brugeroplevelsen? Det tror jeg.

– Skal IRMAs kunder have en anderledes musikoplevelse end LIDLs? Vi ved fra flere undersøgelser, at supermarkeder, der i en periode forsøgsvis har afspillet italiensk musik, ikke så overraskende oplever et stigende salg af italiensk vin og mad. Måske kunne man gå skridtet videre og skræddersy en musikprofil, der passer lige præcis til den forbrugerprofil, man vil i dialog med?

– Hvorfor har alle hoteller i Danmark samme baggrundsmusik på værelserne? Skal d’Angleterre ikke have én skræddersyet musikprofil? Og Copenhagen Downtown Hostel en anden? Klientellet er i hvert fald ikke det samme. Musikprofilen heller ikke.

– Skal baggrundsmusikken være anderledes på Jensens Bøfhus end på NOMA, Geranium og Kong Hans? Publikum er i hvert fald ikke det samme, og behovet for baggrundsmusik vidt forskelligt.

– Hvem kan forestille sig en spinningtime i Fitness DK med svenske viser i højttaleren? Eller pumpende dance på max volumen i Bog & Ide? Spiller boghandlen i stedet Jan Johanssons melodiske svenske jazz kan de formentlig få kunderne til at gå en ekstra runde – og måske endda gå derfra med en ekstra bog under armen.

– Den slags værditilvækst via musik har Gramex og Koda samarbejdet om igennem snart mange år. Se fx guiderne Musikkens værdi og Mad & Musik. Men der er plads til at gøre endnu mere.

Flere undersøgelser viser, at musik, der skræddersys til forbrugernes behov, tilstand og geografiske placering har en kæmpe indvirkning på den samlede forbrugeroplevelse. Hvorfor ikke intensivere arbejdet med at få musikken til at skabe værditilvækst i bilbranchen, i fødevarebranchen, i hotelbranchen – og en lang række øvrige brancher, som vi slet ikke er repræsenteret i på nuværende tidspunkt?

Lad os så få en omgang kaffe til musikken, tak! 

Download

Mad & Musik

Musikkens værdi

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare