En autograf til 100.000 kr.

ide2_580

I Gramex kan din underskrift være guld værd.

Vi taler ikke autografer fra hverken Elvis eller Michael Jackson. Men en helt almindelig krusedulle fra en helt almindelig dansker på et kedeligt A4-papir.

Ikke fordi vi sælger den videre. Men fordi det kan være det eneste, vi mangler, for at kunne udbetale, hvad der står på Gramex-kontoen.

Mange nye medlemmer får nemlig aldrig skrevet under på den blanket, de får tilsendt, som melder dem ind i Gramex. Men får vi ikke blanketten retur med en underskrift, kan vi ikke udbetale penge. Samtidig spiller musikken videre, så der bliver ved med at tikke penge ind på kontoen år efter år.

Også mange pladeselskaber og producenter sparer op i ”Gramex-banken”. Når man selv udgiver musik, skal man hvert forår indestå for sine rettigheder, før man kan få udbetalt sine penge.

Helt konkret får man tilsendt en blanket, hvor man skal skrive under på, at man har rettighederne til de udgivelser, der er spillet. Det gælder alle – uanset om man som lille producent har udgivet én single, der er spillet to gange på DAB, eller man som internationalt musikselskab har sendt 1.000 titler ud på et år. Får vi ingen indeståelse, kan vi ikke udbetale penge til dem.

I Gramex gør vi alt, hvad vi kan, for at lokalisere dem, der skal have pengene. Vi vil gerne af med de penge, der står og samler støv, så de ryger derhen, hvor de skal – og hvor de gør gavn – inden de bliver forældet. Vi kan gemme pengene i tre år, men herefter ryger de tilbage i puljen til fordeling.

I øjeblikket leger vi julemand og kontakter kunstnere og producenter med mange penge på kontoen. Som altså kan blive indløst med ét minuts arbejde: én underskrift på én blanket i én mail til Gramex.

Er du i tvivl, om du mangler at skrive under på noget?

Kontakt os

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare