DR satser på lyd

lytte_goen_lille

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det er slut med baggrundsmuzak og øredøvende jingles – i hvert fald hvis det står til DRs ungdomskanal DR3. Med en spritny lydprofil, der udelukkende består af reallyde og lydeffekter, er der skruet ned for hårdtpumpende musik og op for overraskende lydlyrik.

Musik med måde

– Selv flødeskum og drømmekage bliver man træt af i længden, lyder det fra tonemester Peter Albrechtsen, der sammen med to instruktører har komponeret det lydunivers, der fremover skal få tv-seere til at blive hængende på DR3. Og selvom Peter Albrechtsen elsker både kage og musik, så er der alligevel en grænse for, hvor meget man kan holde til i længden.

– Vi i bliver bombarderet med så ufatteligt meget musik på tv, at det har det med at miste sin effekt – man bliver immun over for det, og det ender med at blive fyld, som blævrer i baggrunden, forklarer han.

Lyden af dyr og dagligstuer

At musik er et effektivt redskab til at skabe stemninger og følelser har tv-kanalerne for længst fundet ud af. I dag er det nærmere et spørgsmål om at turde skrue lidt ned, mener tonemesteren. Det er lige præcis det, som DR har gjort med sin nye lydprofil på DR3. Der er nemlig ingen musik, hverken når der introduceres nye programmer, eller når der opstår tekniske uheld, til gengæld er der et væld af reallyde i baggrunden. På samme måde er kanalens nye logofilm eksklusivt bygget på lydeffekter af vidt forskellig slags. Seerne vil altså blive mødt med alt fra dagligdagslyde optaget hjemme i køkkenet og i dagligstuen til det mere abstrakte – lyden af knirkende metalplader, brølende dyr og undervandsbomber.

– Vi fandt undervejs i processen ud af, at kombinationen af noget nærværende, naturligt og menneskeligt sammen med noget mere overraskende, underligt og aparte gjorde, at man følte sig taget i hånden, samtidig med at man blev overrasket, forundret og ekstra nysgerrig. Sådan håber jeg i hvert fald, folk har det ude foran tv-skærmene, forklarer Peter Albrechtsen, der har formået at tænke musikken ind på et helt nyt niveau.

– I navnet D-R-3 er der en integreret 1-2-3-puls, så det virkede meget naturligt, at vi byggede stort set alle lydelementer op over den rytme. Selve den klak-klak-klak-lyd, som er den faste logolyd, er lyden af en dirigentstok, vi optog til formålet – som når dirigenten skal have ro fra symfoniorkestret, inden musikken går i gang.

Lyd giver sjovere tv

Selv ser han ikke meget tv, da mængden af støj og musik gør ham træt i ørerne og ør i hovedet. Men med DR3s nye satsning på lyd forventer han, at det fremover bliver langt sjovere at se tv.

– Ved at droppe musikken bliver øret overrasket og går på opdagelse på en anden måde – og når dine ører går på opdagelse, går dine øjne på opdagelse. Så jeg tror faktisk, at ved at bruge lyd på denne her måde, så bliver folk ude i stuerne mere åbne for indtryk og mere interesserede i, hvad der nu skal ske. Men det kræver selvfølgelig mod at satse fuldt og helt på lyd frem for musik. Jeg har virkelig stor respekt for DR3s mod til at gå nye veje og have sin helt egen profil.

Læs hele interviewet med Peter Albrechtsen

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare