Digital musik overhaler cd’en

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex

– Det danske musikmarked er i rivende udvikling. Det viser tallene for 2012 tydeligere end et stjerneskud på en mørk nattehimmel. For første gang nogensinde er den digitale omsætning for salg af indspillet musik større end den fysiske.

Sådan skriver Henrik Daldorph, formand for IFPI Danmark og direktør for Sony Music Denmark, i sit forord til IFPI’s årlige rapport om det danske musikmarked.

 

 

Optimisme i maven

De friske nøgletal fra musikselskabernes brancheorganisation – og særligt tallene for et digitalt musikmarked i eksplosiv vækst – giver i den grad anledning til optimisme hos formanden:

– Det bliver svært at gå de kommende år i møde uden en vis portion optimisme i maven.

Optimismen deles af Jakob Sørensen, direktør for Copenhagen Records, der blandt andet udgiver Lukas Graham, som står bag det mest solgte album i 2012. Han udtaler i IFPI’s pressemeddelelse:

– I stedet for at sætte os ned og tude ovre i hjørnet, har vi valgt at favne de nye forretningsmodeller og arbejde professionelt og målrettet for at blive en del af forbrugernes nye virkelighed. Det er grunden til, at optimismen er større i musikbranche,n end den har været længe.

Kurven knækker

IFPI’s internationale rapport om det globale digitale musikmarked viser ligeledes en branche i bedring, der for første gang siden 1999 oplever vækst – godt nok i den beskedne ende – på 0,3 %:

– The global recorded music industry is on a path to recovery, fuelled by licensed digital music services and rapid expansion into new markets internationally.

 

Formaterne skifter

Det digitale markeds raketfart sker ikke så overraskende på bekostning af cd’en. Ifølge den danske rapport er cd’en hårdt såret og på retur.

– Cd-salget bløder kraftigt og udgjorde ved udgangen af 2012 kun 43,6 % af det samlede salg mod 58,2 % i 2011. Og dermed er rygterne om cd’ens udfasning i markedet knapt så skingre og overdrevne, som de har været.

Mens cd’en bløder, vinder download, streaming og lp’en frem.

I Gramex får vi stadig flest anmeldelser af nye cd’er, men andelen af udelukkende digitale udgivelser anmeldt til os er stigende, ligesom vi også registrerer langt flere korte formater som singler og ep’er.

Samtidig ser vi flere og flere nye kunstnere, der selv udgiver deres første single i eget navn og derefter bliver signet og udgiver en ep eller album med det samme track – men med en anden rettighedshaver bag.

Anmeld alt og alle

Uanset om du udgiver digitalt, cd’er, vinyl eller kassettebånd (!), skal pladeselskabet – eller dem, der udgiver – huske at anmelde alle nye udgivelser til Gramex.

Er samme track udgivet flere gange af forskellige rettighedshavere, vil vi gerne vide, hvem der har rettighederne, hvornår. Send os gerne en kopi af kontrakten med pladeselskabet eller distributøren, så vi kan dirigere de rigtige penge det rigtige sted hen.

 

 

Læs mere

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare