Debut på Radio Klassisk

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Siden Gramex i februar indgik en aftale med Radio Klassisk og sikrede lytterne den første kommercielle radiokanal dedikeret til klassisk musik, er der løbet mange toner gennem højtalerne. Efter bare fire måneder vælger den travle radiokanal at udvide sendeplanen, og i den forbindelse løfter de sløret for et nyt samarbejde med de danske musikkonservatorier.

Snart vil de klassiske radiolyttere kunne sidde med på første parket, når talentfulde soliststuderende debuterer fra de danske musikkonservatorier. Radio Klassisk har nemlig indledt et samarbejde med konservatorierne, der betyder, at de studerendes debutkoncerter i fremtiden vil blive sendt på FM. Radiokanalen sætter dermed fokus på de klassiske talenter, der står på tærsklen til en professionel karriere.

Et samarbejde, der ikke bare kommer lytterne til gode. Også Thomas Winther, Rektor på Det Jyske Musikkonservatorium, har store forventninger til det fremtidige tiltag.

– Vi er meget tilfredse med, at der nu er kommet endnu en klassisk radiokanal. Jeg er glad for og ser frem til et samarbejde med Radio Klassisk ikke mindst om udsendelse af konservatoriets debutkoncerter. Udsendelserne vil være med til at markedsføre Det Jyske Musikkonservatoriums studerende og give dem et afsæt for deres professionelle karriere, lyder det fra rektoren.

Han forventer, at samarbejdet vil få en positiv effekt i forbindelse med profileringen af konservatoriet og ikke mindst de mange koncertaktiviteter.

For Jakob Alsgaard Bahr, der til november debuterer fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium, vil det nye samarbejde med Radio Klassisk også få stor betydning. Den talentfulde pianist glæder sig til at vise både publikum og radiolyttere, hvad han har arbejdet med de sidste år.

– Debutkoncerten er en milepæl i en musikers karriere. Og derfor er det også dejligt at få mulighed for at nå ud til endnu flere mennesker. Efter mange års hårdt arbejde præsenterer man sig for offentligheden som musiker i håb om at kunne åbne nye døre til fremtiden. Og her er en radiotransmission en kærkommen gave.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare