De river ned for at bygge nyt

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Big_Fat_Snake_presse

En aftale med et nedrivningsfirma er ikke umiddelbart dét, man forbinder med udgivelsen af ny musik. Ikke desto mindre har Danmarks største nedrivningsfirma netop indgået en samarbejdsaftale med Big Fat Snake, så der atter er nyt materiale fra Danmarks musikalske slangetæmmere. Under mottoet ”Sammen vælter vi byen” har de ikke bare sørget for, at fans nu kan rive cd’er ned fra hylderne; de har også bygget bro mellem erhvervsliv, musikbranche og forbrugere.

– * * * * * * Jeg køber de første 1.000!

Det var efter en støttekoncert for TrygFondens familiehus ved Skejby Sygehus, at denne besked tikkede ind hos Asger Steenholdt, guitarist i Big Fat Snake.

– Vi havde sat den her koncert op, som blev indspillet, og hvor vi spillede med Elvis’ guitarist, James Burden. I pausen – fra en af de forretningsforbindelser jeg har – får jeg en sms, hvor der står seks stjerner, forklarer guitaristen.

Afsenderen var virksomhedsdirektør og tilbød at købe de første 1.000 eksemplarer, når musikken lå klar til udgivelse.

– Så slog det mig; hvis man nu kunne få ti virksomhedsledere til at sige sådan – vi køber 1.000 eksemplarer, inden pladen er udgivet; så ville man kunne udgive plader på en helt ny måde, fortæller Asger Steenholdt, der lynhurtigt greb ideen og udarbejdede et materiale, der gjorde det muligt for virksomheder at entrere med bandet på forskellige niveauer.

Men til trods for at linjen var klar, var det ad omveje, at Big Fat Snake fandt sin nuværende samarbejdspartner: Nedrivningsfirmaet J. Jensen. De havde hørt om de garvede drenges søgen efter sponsorater og henvendte sig til bandets forsanger, Anders Blichfeldt. Og denne gang var der ikke tale om 1.000 eksemplarer, men et all in sponsorat.

Det betyder blandt andet, at der på coveret til Big Fat Snakes seneste dobbeltalbum “Midnight Hour” er trykt “Powered by J. Jensen”. Og selvom Danmarks største nedrivningsfirma er mest erfaren udi håndbold- og fodboldsponsorater, er direktør Kim Østergaard godt tilfreds med den nye satsning.

– Vi kan associere os med Big Fat Snake, fordi det er et lokalt band, og det er nogle gode fyre; de har de samme værdier, som vi har. Og så har vi både kunder og ansatte, som synes, det er sjovere at gå til koncerter end til fx en håndbold- eller fodboldkamp, forklarer han.

Blandt andet derfor ville direktøren mere end bare et sponsorat.

– Det er mere spændende at gå ind i et decideret samarbejde, hvor begge parter kan få noget ud af det. Hvor de selvfølgelig kan bevare deres kunstneriske frihed – lave det, de gerne vil – og vi på samme tid kan få noget omtale, forklarer Kim Østergaard, der blandt andet bruger samarbejdsaftalen til at give personale og kunder en ekstraordinær koncertoplevelse.

Også for Big Fat Snake var det vigtigt med et etisk og moralsk værdifællesskab.

– I starten var vi betænkelige ved de spydigheder, der kunne komme ved at indgå et samarbejde med et nedrivningsfirma: Er I så i gang med at rive jeres brand ned? Men så fik vi en længere snak med Kim Østergaard, som forklarede, at over 95 procent af det, som de river ned, bliver genbrugt. Og de har tilmed udviklet nogle processer, som gør, at de kan tage sig af de sidste 5 procent af farlige materialer – bedre end næsten alle andre. Så lige pludselig kom der en helt ny vinkel på for os, som handlede om bæredygtighed – ikke kun for vores band – vi vil naturligvis gerne have, at vi er bæredygtige – men for vores klode; hvor skal vi vokse hen, hvis vi bare tror på ubegrænset vækst? lyder det spørgende fra Asger Steenholdt, der uden tøven svarer på det næste spørgsmål:

Hvorfor gå til et nedrivningsfirma og ikke et pladeselskab?

– Det gjorde vi også! Vi var i dialog med flere pladeselskaber – vi distribuerer også igennem et pladeselskab, fordi de stadig er stærkest på den front. Men vi vurderede, at eksponeringen ville være mange gange større med J. Jensen end med et pladeselskab, fordi J. Jensen var villige til at lave annoncekampagner for det dobbelte beløb. Og så synes vi faktisk også, at det er meget mere interessant at arbejde sammen med nogle, som ikke har det samme branchekendskab; det giver nogle andre vinkler på det.

Den entreprenante tilgang glæder Gramex’ underdirektør, Thomas Maagaard Dyekjær, der tror på, at det er vejen frem.

– Idéen om at være break-even, allerede inden man udgiver sin plade, åbner op for en masse nye muligheder, forklarer han og tilføjer med et smil:

– Og så er det jo et glimrende bevis på, at sandsynligheden, for at der falder en appelsin i turbanen, øges betragteligt, hvis man selv flytter den ind under træet.

J. Jensens direktør er da også begejstret for samarbejdet med Big Fat Snake og “høsten” indtil videre, men han regner dog alligevel med at blive i nedrivningsbranchen.

– Det er ikke sådan, at planen er at udvide med et pladeselskab. Man kan dog sagtens forestille sig, at man siger; vi laver noget mere. Nogle af de ting, vi har i støbeskeen, kunne sagtens udvikle sig, til at man skulle bruge nogle flere bands. Så man skal aldrig sige aldrig, fastslår Kim Østergaard, der ikke er den eneste, der befinder sig i en branche, hvor ting rives ned, for at nyt kan bygges op.

– Vi lever i en tid med pres på samfundsøkonomien, og hvor musikkens traditionelle værdikæde er under opbrud – eller nedrivning, om man vil. I en sådan tid skal nye veje til succes overvejes og afprøves. Der skal naturligvis fortsat knokles, men man bør være sig bevidst om, at det ikke nødvendigvis er den gængse vej, der på sigt er den mest interessante og bæredygtige, afslutter Gramex’ underdirektør.

Music finds a way!

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare