Dansk verdensstjerne bryder grænser

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Hun har stået på de allerstørste scener, optrådt for over 100.000 tilskuere, rejst jorden rundt med sin musik og turneret et helt år med selveste Jack White. Maggie Björklund er en af de få kvinder i verden, der mestrer pedal steel guitaren til perfektion – og så er hun fra Roskilde. Gramex har talt med den danske verdensstjerne om turnéliv, traditioner og pedal steel teknik.

Det minder mest af alt om et digt af Dan Turèll, når den danske musiker, Maggie Björklund fortæller om sin hang til hverdagen.

– Jeg har min hverdag i Roskilde, hvor jeg også har mine to børn. Og gudskelov for hverdagen; det balancerer jo simpelthen det vilde musikliv og giver noget tyngde, som jeg har brug for.

Sidste år endte hun alligevel med at tilbringe flere dage i udlandet end på sin adresse i Danmark. En verdensturné med The White Stripes forsangeren Jack White fik den danske musiker til at skifte Roskilde ud med rockscener over hele verden.

Men hvordan kan det være, at danskerne ikke har fået øjnene op for den velspillende Maggie – i samme grad som i udlandet?

– Det er naturligt, at det er sådan. Americana-scenen er ikke er så stor i Danmark, hvorimod den er meget stor og blomstrende i USA; der er også dele af Europa, hvor den virkelig bliver nurset, forklarer hun.

Maggie Björklund har altid beskæftiget sig med countrygenren – som guitarist i blandt andet The Darleens og Miss B Haven. Hun ved derfor også, at det ikke er i Danmark, at hun finder sit største publikum. Det ærgrer imidlertid ikke den danske pedal steel guitarist.

– Jeg er ret globaliseret på den måde. Så jeg tænker ikke så meget – nu er det Danmark, nu er det Tyskland. Internettet er jo stedet, hvor vi er; det er lige meget, om man er kineser eller dansker. Så jeg spekulerer ikke så meget på, hvor mange danskere, der nu kender til mig eller ej. Selvfølgelig glæder jeg mig til at introducere min nye plade, når den kommer. Men det gør ikke så meget, hvor fansene kommer fra; bare folk er nysgerrige på, hvad jeg har at byde på.

Nysgerrig var hun selv, da hun startede som 7-årig i musikskolen; egentlig havde hun udset sig guitaren, men skolen havde regler for den slags.

– Jeg voksede op ude på landet, så den musikskole, der var, var meget lille; man kunne kun spille klassisk musik, og der var ingen sangundervisning. Jeg synes jo bare, at musik var fantastisk, fra jeg var helt lille, så jeg skulle bare hen og spille de der instrumenter. Så jeg startede med klaver, fordi det ligesom var det første, man måtte. Der var sådan nogle strenge regler – jeg ved ikke hvorfor. Sådan var det bare, lyder det grinende fra Maggie, der efter et år fik lov til at skifte til guitar.

Derhjemme stod den på klassisk musik – i hvert fald så længe forældrene styrede anlægget.

– Jeg tænkte i lang tid, sikke noget møg, da jeg begyndte at spille elektrisk musik, men senere fandt jeg ud af, at jeg trækker enormt meget på melodiøsiteten, som ligger i det klassiske. Så i dag ser jeg det som en kæmpe fordel, at jeg har det som min allerførste klangbund, fortæller hun.

Og nysgerrigheden har hun bevaret intakt.

– Når jeg går ind i en musikbutik, så går jeg helst hen til det instrument, som jeg ikke kender og tænker, hov, hvad er det for noget.

Det var samme nysgerrighed, der førte hende på sporet af pedal steelen.

– Jeg havde jo engang imellem set folk spille på pedal steel, men aldrig rørt en. Lyden og selve instrumentet fascinerede mig. Og pludselig en dag var der en ven her i Danmark, der tilbød mig at købe hans gamle, fordi han ville købe en ny. Og så tænkte jeg bare: ”Yes, det skal jeg da”.

Men optimismen varede kun kort.

– Jeg fik den med hjem sammen med meget få instrukser og en bog – internettet var ikke så vanvittigt godt på det tidspunkt. Så startede jeg på det; og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Det var så sindssygt svært. Det der med at forstå passionen og musikken. Det endte med, at jeg satte den ind i skabet i nogle år, gudskelov solgte jeg den ikke, forklarer Maggie, der efter nogle år blev nysgerrig igen og fandt den frem fra skabet.

– Det var ligesom om, at jeg var modnedes. Lige pludselig var der et eller andet, der gik op for mig, og så var jeg helt solgt. Det er så komplekst et instrument – både lydmæssigt og spillemæssigt. Det er lidt lige som at spille på et flygel, samtidig med at det er som at spille på en violin – og en guitar. Den har virkelig stor udtryksmulighed. Så det var ligesom at komme hjem, da jeg endelig kom igennem nåleøjet.

”Hjem” kom hun også, da hun besluttede sig for at tage til USA og udforske instrumentet.

– Jeg ledte hele Danmark rundt, og jeg fandt faktisk ikke nogen, der kunne undervise mig – på en måde som jeg gerne ville have. Så det stod på en eller anden måde ret hurtigt klart, at hvis jeg ville noget på det instrument, så måtte jeg tage til USA, og hvor tager man hen andet end Nashville? Lyder det fra en smilende Maggie, der ikke var et sekund i tvivl om, hvem hun ville have som underviser.

– Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg kom i kontakt med Jeff Newman, men det var en kæmpe oplevelse første gang, jeg kom til Nashville og fik undervisning af ham. En hel uge kun ham og mig. Jeg boede i en lille hytte ude i skoven, som hørte til hans grund, fortæller hun og fortsætter:

– Så kom han kørende i sin golfvogn op ad bakken klokken otte om morgenen. Og så foregik undervisningen inde i den hytte – først hele formiddagen, og så tog vi ud og spiste frokost, kom tilbage og spillede indtil klokken fem om eftermiddagen, og så skulle jeg lige øve mig om aftenen. Det var vildt at være der – fuldstændig isoleret. Og så var han en fuldstændig uovertruffen lærer. Man møder et menneske, som på en eller anden måde formår at ændre ens kurs i verden.

Det blev en musikalsk dannelsesrejse for Maggie Björklund, der i starten måtte se sig selv og sit spil blive pillet fuldstændig fra hinanden.

– Til sidst stod jeg bare der og tænkte, jeg kan slet ikke spille en tone, men så var det, at han sagde, at nu gør du sådan her, og hvis du bygger på det system, som jeg giver dig, så behøver du aldrig nogensinde få en lektion mere i dit liv. Jeg har fået mere undervisning senere, men et eller andet sted havde han ret. For det fundament, han gav mig, har været alfa omega for, hvordan jeg endte med at se instrumentet.

Det passede imidlertid den danske pedal steel guitarist ganske godt, at der blev gået til stålet.

– Jeg er en total nørd. På den måde at det interesserer mig helt vildt at komme rigtig i dybden med ting – jeg hader overflade. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Fordi jeg ved jo, at dybderne ligger nedenunder, og det er dér, det bliver spændende. Og man bliver nødt til at være nørdet for at spille pedal steel, forklarer hun og tænker tilbage på de mange timer, hun har tilbragt i øvelokalet.

– Jeg har øvet fra morgen til aften i flere år – med henblik på, at hvis jeg ville noget med instrumentet, så var jeg nødt til at blive rigtig god. Det er lige som at tegne og male – hvis du ikke er i stand til at udføre den tanke på papiret, som du gerne vil, fordi du rent teknisk ikke formår det, så begrænser det dig. Og sådan er det også med instrumenter – hvis du ikke kan teknikken på en måde, så du kan sætte dig ud over den og bare gå efter musikken, som du gerne vil udtrykke, så formår du aldrig at vise dit rigtige sprog og fortælle verden, hvad det er, du vil sige.

Maggie Björklund har aldrig været i tvivl om, at hun havde noget at fortælle verden – og som kvindelig pedal steel guitarist har hun automatisk fået mange menneskers opmærksomhed; men havde det ikke været for talent og hårdt arbejde, havde folk hurtigt mistet interessen.

– Jeg kan enormt godt lide historien – jeg ved ikke om den er sand – med Marilyn Monroe, da hun skulle til casting første gang. Der var en masse piger, der stillede op – i den ene række skulle der være brunetter og i den anden blondiner. Så gik hun med vilje over i rækken af brunetter og blev bedt om at gå tilbage; men da havde hun allerede tiltrukket sig noget opmærksomhed. Og selvfølgelig stikker man lidt ud som kvinde i manderækken på den måde, at det er nemmere at huske – det er nemmere at huske en lyserød elefant end den grå nummer 33. Så det er klart, at det giver en eller anden form for fordel, men det er en total underordnet fordel, hvis du ikke kan spille. Så det har ingen betydning overhovedet, at jeg er kvinde.

Dér, hvor Maggie i virkeligheden adskiller sig mest fra de resterende pedal steel guitarister, er i hendes skandinaviske formsprog.

– Jeg kan mærke, at jeg har en anden tilgang til instrumentet, fordi jeg er dansker og skandinav; jeg er vokset op med den skandinaviske lyd med viser, sange og folkesange. Den klangbund kan jeg genkende i min måde at spille på, som gør, at jeg spiller anderledes, end hvis jeg var vokset op i Nashville eller i South Carolina, fortæller hun og tilføjer:

– Jo mere man når frem til sin egen lyd, jo mindre har det noget med køn at gøre. Så er det jo et sprog, man formidler.

Og der er rift om at komme til både at tale og spille med danske Maggie, der ikke alene turnerer med sin egen musik i hele verden, men efterhånden også er en garvet og eftertragtet sideman – en tilværelse, som hun nyder.

– Sideman kan lyde som sådan et anonymt ord, men man bibringer jo med sin musikalitet. Det er ikke fordi, man bare får stukket en node ud og får at vide, spil det her, du må aldrig nogensinde gøre andet end det, der står. Man bruger sit eget sprog – det er derfor man er inviteret ind; for at give sit sprog ind i de sammenhænge, forklarer hun og fortsætter:

– Jeg lærer helt vildt meget, som jeg bruger i min egen musik; det er enormt fedt at være så tæt på sådan nogle store kunstnere og deres musikalitet. Hvordan pokker er det, de tænker, og hvordan er det, deres ører fungerer?

Eksempelvis blev hun meget klogere på improvisation ved at tilbringe tid på scenen sammen med Jack White.

– Der var masser af improvisation hele tiden. Der var aldrig to aftener, der var ens. Og det var enormt fedt; den der frihed, der ligger i, at jeg ikke aner, hvad der sker i aften. Han var jo orkesterleder, og så orkestrerede han bare ved sin blotte tilstedeværelse på scenen. Det var virkelig intenst; og jeg har lært meget af den der fornemmelse af, at det hele bare var ét langt stort stykke musik, som han så ledte os rundt i; vi havde ikke nogen sætliste – aldrig nogensinde. Vi fik bare startakkorden at vide; det var det.

Det rystede imidlertid ikke den danske musiker.

– Jeg vidste, at jeg godt kunne, og jeg elskede universet. Derudover er Jack bare så vanvittig god en musiker, at man netop ved at afkode hans mimik bliver ledt rundt i det hele – og han kan bære det. Han kan bære et publikum på 100.000 og os bagved – fuldstændig. Så der var ingen grund til at være nervøs; man havde hele tiden ham som anker.

Maggie Björklund har aldrig været bange for at kaste sig ud på dybt vand, og hun er altid kommet i land – hvad enten hun har sat kursen mod USA, Europa eller Roskilde.

– En af de ting, som jeg har lagt mærke til, som virkelig har gjort noget for mig, er at springe ud i tingene. Selvfølgelig kan jeg få angst over at gøre ting, jeg ikke ved, hvad er, eller blive kaldt til meget store sessions, men jeg har altid haft den der med, at jeg gør det sgu alligevel – ligegyldigt om jeg er bange for at falde igennem, eller er i tvivl om, hvorvidt jeg nu er god nok. Netop dét med at tage til Nashville med, hvad jeg nu kan se ikke så meget pedal steel i bagagen, det gjorde jeg sgu alligevel. Der må være noget, jeg kan få ud af det.

Det drive og den stædighed har ført danske Maggie til de største scener i verden og på sporet af et musikalsk sprog, der giver genlyd langt ud over Roskildes og Danmarks grænser.

– Jeg kender ikke nogen inden for nogle som helst brancher – det er ligegyldigt, om du er musiker, forfatter eller terapeut; hvis du ikke for alvor bruger en masse dedikation, energi og målrettethed, så når du aldrig i dybden med dit sprog. Det kan da godt ske, at du får en karriere, men det er ikke sikkert, at den bliver lige så stor.

Maggie Björklund udgiver sit andet album til november. Albummet indspilles i Bristol i samarbejde med den anerkendte producer John Parish.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare