Dansk lydprojekt på dybt vand

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Aquasonic_presse_lille

– Jeg er egentlig ikke særlig glad for vand; jeg synes, at badekar er lidt klaustrofobiske.

Alligevel lader de sig sænke ned i store akvarier med vand for at eksperimentere med lyd på grænsen mellem dødsangst og den totale frihed. Det har inkluderet alt fra hvaleksperter til vandorgel, dråbeinstrumenter, dykkere og blybælter. Mød folkene bag AquaSonic – verdens første koncertprojekt under vand.

Én forkert vejrtrækning – én enkelt luftboble – er dét, der kan komme på tværs. Når Laila Skovmand lader sig sænke ned i det store akvarium iført blybælte, er der ikke langt fra lydpoesi til hosteri.

– Vandet er én stor obstruktion, som gør, at man virkelig bliver nødt til at koncentrere sig og være på, forklarer den danske sangerinde og lydkunstner.

– Når vi synger, så åbner vi jo munden og tager vand ind i – så langt som vi nu kan – og så synger vi, indtil der begynder at komme bobler. Vi vil helst ikke have bobler; så dem trækker vi ind igen. Men der er jo nogle gange, hvor det går galt; at man kommer til at sluge vand, og så hoster man. Det skal helst ikke ske… Det er ét lille klik – så går det galt, forklarer hun.

Man kan se det i hendes øjne; alvoren, men også den dybe fascination. Laila Skovmand er kendt for at eksperimentere – over vand – men det er som om, at hun med AquaSonic har fundet sit helt rette element.

– Jeg synes, det er spændende; for eksempel det der med at kunne lave lyd uden bobler. Vi øver os i at synge ud og ind, så vi kan holde på boblerne. Så længe vi kan holde vejret, kan vi holde luftboblen inde i munden; hvordan gør jeg egentlig det? Spørger hun sig selv.

– Der kommer vel noget luft; så du får lidt ud, men trækker det tilbage igen, svarer Robert Karlsson, som er violinist i AquaSonic og er med til at udvikle konceptet; det indebærer blandt andet at finde svar på de mange spørgsmål, der opstår; såsom hvordan Laila undgår at få luftbobler i den gale hals.

– Ahh…det er selvfølgelig fordi jeg sørger for, at vandet går ned i spiserøret, lyder det fra sangerinden, der hurtigt tager ordene i sig igen:

– Nej, det ved jeg ikke. Det må jeg lige undersøge.

Og der har været meget at undersøge – og det er der fortsat, hvis man spørger de to kunstnere. AquaSonic har fra starten været båret af eksperimenter.

– Gad vide, hvis man sætter mundoverfladen i vandet og får det til at vibrere, kan man så få et steady vibrato? Det var ligesom dér, det hele startede. Og så kan jeg huske, at jeg gik ud i køkkenet og tog en stor gryde, og så begyndte jeg at lege, forklarer Laila Skovmand.

Det var tilbage i 2006. I dag har hun skiftet gryden ud med et akvarium og udvidet formatet til også at indeholde instrumenter og tre andre musikere.

– Der har været små eksperimenter, hvor folk har prøvet at spille i et bassin, og der er også nogle operaer under vand. Men i det her format med instrumenter under vand, er vi de første i verden, forklarer hun.

Og det har krævet nogle justeringer undervejs.

– Vi prøvede først med en rigtig billig violin, for at se om det overhovedet kunne lade sig gøre at tage den med ned i akvariet. Det er umuligt at forudsige, hvad instrumenterne siger under vand – om de overhovedet kan spille, forklarer Robert Karlsson, der var klog nok til at efterlade sin egen violin over bassinkanten.

Aquasonic_presse_violin_lille– Den sagde noget under vand, men den kollapsede også efter tre dage. Limen er vanopløselig, så den gik i opløsning og faldt sammen, forklarer violinisten.

Siden da har de fået specialbygget en violin i kulfiber. Og sammen med nylonhår og en særlig måde at bruge harpiks på, har de nu fundet en løsning, hvor Robert Karlsson kan svinge buen under vand.

– Det var en af de nemme udfordringer, siger violinisten med et skævt smil og hentyder til de mange andre tilfælde, hvor problemerne ikke har kunnet klares med at udskifte materialerne.

– Vi har for eksempel prøvet 600-700 syngeskåle i en balje med vand. Alle er forskellige, og man kan ikke forestille sig, hvordan de hver især klinger. Heldigvis har vi Skandinaviens største leverandør af syngeskåle på Djursland, Jane Winther – hun har nok 1000 skåle liggende – så vi har været derude mange gange, forklarer han.

Således ved de nu, at syngeskåle spiller under vand, at gonger er gode, mens glasskåle er absolut no-go. Heller ikke udendørsinstrumenter, der ellers er designet til at kunne klare vind og vejr, kan klare mosten under vand.

Det har taget noget tid at finde frem til de rigtige instrumenter og i det hele taget det format, der virker. Og de er ikke færdige endnu. Det har fået dem til at hente forstærkning hos forskere, opfindere og universiteter i Danmark og i udlandet.

– Vi har et rigtigt spændende samarbejde med en professor på Toronto Universitet, som hedder Steve Mann. Han og hans assistent Ryan Janzen er lige netop blevet færdig med det vandorgel, som de har udviklet specielt til os. Hydraulophone hedder det; det bruger vand i stedet for luft til at producere lyd, som det eneste instrument i hele verden, forklarer Laila Skovmand.

Det er ikke det eneste, Steve har lavet. Han er manden bag de verdensberømte computerbriller – og nu altså også leverandør af et undervandsorgel til danske AquaSonic.

– Hans hjerne fungerer helt anderledes; på et helt andet plan, og det har været fantastisk at få lov til at møde et menneske, der er så anderledes end en selv. Og så har vi jo en fælles fascination og meget legende tilgang til vand og eksperimenter, forklarer den danske sangerinde, imens hun grinende viser et klip, hvor Steve Mann iført computerbriller træder i pedalerne på det orgel, der sammen med Ryan er på vej over Atlanten.

– Vi har også en harpe, som vi har arbejdet på siden 2011, som vi prøver at få til at virke med ebow (elektronisk bue til guitar red.), indskyder Robert Karlsson og fortsætter:

– Den fungerer i teorien, men ikke i praksis. Der er for mange, der har prøvet at arbejde med den, uden at det lykkes. Men nu har vi fået en studerende på Ingeniørhøjskolen på Aarhus Universitet til – som sit afgangsprojekt – at få den her harpe til at fungere, forklarer han.

Og listen over potentielle vandinstrumenter er lang.

– Vi er også ved at undersøge, om man kan lave et tonalt dråbeinstrument. Dér har vi også en mand på sagen; han har tidligere været på Teknisk Universitet og Nordsø Centeret. Han er passioneret; så han sidder og regner på det derhjemme, forklarer Laila Skovmand og tilføjer:

– Det er nok usandsynligt. Men dråber har jo toner, når de kommer i vand. Ideen er så, at man skal kunne styre det. Det kræver vildt meget videnskab og teknologi. Fordi man jo skal kunne forme dråberne fuldstændig nøjagtigt i meget små dråber. Det afhænger af afstand, overfladespænding, og måske er der forskel på, om der er kalk i vandet, måske ikke.

De har opsøgt hvaleksperter, dykkere, yogalærere og palæontologer. De har lært, at violiner smuldrer, at den ideelle vandtemperatur er 37 grader, og at luftbobler er potentielle lyddræbere,

– Vi kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad det var, der gjorde, at violinen og syngeskålene efter noget tid ikke længere sagde noget under vand. Indtil vi fandt ud af, at der med tiden bliver dannet små luftbobler rundt i kanten, og det er dét, der tager al lyden – så det er vi også ved at finde en løsning på. Hvis vi ikke kan løse det, så bliver det en del af kompositionen; at der indimellem skal være plads til, at instrumenterne skal tørres af, forklarer Laila Skovmand.

Mange af deres erfaringer har de gjort på bunden af et akvarium – men det er ikke lige sådan at slæbe med sig ind i et øvelokale.

– Det er ikke så nemt at komme til at øve – vi kan ikke bare lige fylde akvarierne op med vand – så vi har været nødt til at låne et bassin i svømmehallen et par gange, fortæller Robert Karlsson.

For to år siden fik de dog muligheden for at teste hele formatet – til en såkaldt work-in-progress-visning. Her afprøvede de timing og teknikker – for øjnene af et forventningsfuldt publikum.

– Jeg bliver faktisk altid rigtig nervøs, inden jeg skal spille. Og det er virkelig en ulempe i det her projekt. Det kan være godt til nogle koncerter, hvis man skal ud og give energi, at man bliver nervøs og får adrenalinen op. Men her skal man godt nok ned i gear, forklarer sangerinden og fortsætter:

– Jeg har både den der enorme fascination; jeg føler mig så fri i vand – og samtidig har jeg også den der snert af dødsangst. Det er et enormt spændende element, fordi det er så dualistisk i sin natur.

– Jeg er egentlig ikke særlig glad for vand, indskyder Robert Karlsson:

– Jeg synes, at badekar er lidt klaustrofobiske. Men sjovt nok, når jeg sidder på bunden af akvariet med min violin, så kommer der ro på; så har jeg det fedt. Men jeg er ikke en vandhund, og det skal være varmt om sommeren, før jeg går i.

Man kunne få det indtryk, at de to kunstnere har kastet sig ud på meget dybt vand. Men fascinationen synes alligevel at vinde over vandskrækken.

– Første gang, hvor der var publikum på, var meget meget mærkeligt. Fordi du kan ikke se noget, du kan ikke se ud igennem vandet. Men du føler dig simpelthen så nøgen. Jeg har aldrig følt mig så nøgen og sårbar. Vi har også snakket om at lave en installation. Men lige nu kan vi slet ikke forestille os, at der er nogen, der skal gå bag ved os. Det føltes for eksempel helt mærkeligt, da forestillingen var færdig; vi havde ikke rigtig taget stilling til, hvordan vi gjorde, når folk klappede. Og vi kom op af det her våde vand – det var meget ubehageligt faktisk, forklarer sangerinden.

– Folk forventede ligesom, at vi kom frem. Så kom vi frem i vores plaskvåde tøj – den skal vi lige arbejde lidt på, lyder det samstemmende fra violinisten. Og man fornemmer, hvordan to-do-listen bare vokser sig større og større.

– Man bliver tydeligere som menneske i det element. Jeg ved ikke, om det er dét, der gør, at man bliver mere sårbar og privat. Der er et eller andet, jeg har ikke helt fundet ud af det endnu, lyder det eftertænksomt fra Laila Skovmand.

Men hvad skal det ende ud i?

– Vi kalder det en musikalsk premiere, for at sætte nogle mål. Det bliver i maj 2015. Men jeg kan sagtens forestille mig, at halvdelen skal laves om bagefter, fordi der er så mange ting, man ikke kan forudsige, lyder det grinende fra sangerinden.

Og hvad forestiller I jer rent kompositorisk?

– Tanken er at lave et stykke, der stemmer under vand. Når instrumenterne stemmer under vand, stemmer de ikke over vand. Så hvis man kunne starte oppefra og lave en ekstrem langsom nedsænkning, så det siger uhuhuhuh…og så finder det sammen under vand. Det ville give så meget mening. Men jeg tror, det bliver svært, forklarer hun og tilføjer:

– Vi havde først tænkt, at vi under forestillingen kunne fylde akvariet op med vand og på den måde skabe transformationen fra luft til vand – men så kom vi i tanke om, at det tager jo halvanden time at fylde akvarierne op, lyder det fra en skraldgrinende sangerinde, der ellers ikke lader sig skræmme af tiden.

– Jeg startede i 2006 – så jeg har sagt 2016, dét må være – dér må den færdige forestilling være der. 10 år, det må være….det må være nok! Lyder det grinende fra Laila Skovmand, der sender sin sidemand et indforstået blik:

– Nu skal jeg altså også til at have bestilt en tid, så vi kan øve vores vejrtrækning.

Du har mulighed for at høre verdens første undervandsorgel og resten af AquaSonic i aktion fredag 13. juni på Godsbanen i Aarhus.

Læs mere om AquaSonic

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare