Dansk band giver stjernerne baghjul

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det startede med en talentkonkurrence og en pladekontrakt. Nu er kontoret klistret til med guld- og platinplader. Jens Erik Jensen spiller i et af Danmarks mest sælgende bands – og uden tvivl det mest folkelige. Som keyboardspiller i Kandis ved han, hvad det vil sige at være sideman i det samme band gennem 23 år og spille den samme sang flere gange på en aften, to gange i ugen, 150 gange om året.

– Jeg har spillet ”En lille ring af guld” helt sindssygt mange gange. Det er helt vanvittigt. Den er jo tilbage fra start 90’erne, og det er en af de sange, vi spiller cirka to gange hver gang, vi er ude at spille – også den dag i dag. Og så kan du jo gange det op med 150 gange om året, fortæller Jens Erik Jensen.

Laver man det regnestykke, så bliver det rundt regnet 7.000 gange, at Kandismedlemmet har svunget akkorderne til den populære sang og sunget om fortabt kærlighed og forsvundne guldringe.

Og det er ikke det eneste nummer, der er efterspørgsel på. Med over 1,5 millioner solgte plader har Kandis høstet guld- og platinplader i et omfang, som kan gøre de fleste danske kunstnere misundelige.

– Det har vi fået for stort set alle de plader, vi har lavet. I starten var det sådan, at når vi tog på turné med en ny plade, så nogle gange inden måneden var omme, så havde vi fået guld for den, fortæller han.

Det var tilmed dengang, man skulle sælge 40.000 eksemplarer for at få guld – i dag kan man klare det med 10.000 solgte eksemplarer.

Det var måske ikke lige det, man havde forventet af et band, der i sin tid kickstartede karrieren med en talentkonkurrence.

– Det startede med, at jeg sammen med en fyr fra Thisted, der hedder Torben Andersen, havde en duo. Vi hed simpelthen noget så genialt som ”Jens Erik og Torben”. Vi var med i sådan en talentkonkurrence, som DR MidtVest lavede midt i firserne. Og der vandt vi så den, hvilket betød, at vi fik en pladeindspilning, fortæller Jens Erik Jensen.

Det skulle vise sig at blive en skæbnesvanger begivenhed; på pladeindspilningen hentede Jens Erik og Torben nemlig forstærkning i kammeraten Johnny Hansen fra Thy. Og det blev starten på Kandis’ karriere.

Siden da er det gået slag i slag – slager for slager, og selvom det nu er 23 år siden, er Jens Erik Jensen stadig begejstret for at være med i bandet.

– Det, synes jeg, er kanon. Vi har efterhånden været med så længe, så der er ikke sådan ret meget bimlen med nogen som helst ting; den ene tager sig af det, og den anden tager sig af det. Når vi skal øve en ny sang, hvis vi skal øve noget, der ikke er vores eget, så er det lige før, at vi ikke behøver at tale om hvem, der synger den; det ligger ligesom naturligt. Alle har sin plads, fortæller den trofaste keyboardspiller, der befinder sig godt i den tilbagetrukne rolle bag tangenterne.

– Det har jeg det fantastisk fint med. Jeg vil egentlig lige så gerne være den, der er lidt i baggrunden på både godt og ondt.

Sammen har de fundet en arbejdsfordeling og til trods for, at det hedder dansktop, er de ikke for fine til at bede svenskerne om
hjælp.

– Vi har i alle årene med Kandis kigget meget over til naboerne i Sverige. De har altid været kanondygtige til at lave den form for musik. Det var meget ”Vikingarna” dengang, det er ikke nogen hemmelighed. Og der tog man en del af deres sange eller andre svenske bands sange og fik lavet en oversættelse. Det gjorde vi faktisk en del i starten. Det er så blevet sådan med årene, at Johnny skriver en del af sangene selv, fortæller Jens Erik Jensen og tilføjer, at de i dag ikke længere behøver at skele eller bejle til naboerne, men får sangene serveret over sundet.

– Når du er mange år i branchen, og du har solgt mange plader, så er det også lettere at få noget materiale. Så i dag får vi faktisk utrolig meget tilsendt fra sangskrivere i Danmark, men stadig også ting fra Sverige, som ikke har været indspillet før. For eksempel med ”Kandis 15”, som udkommer her til oktober, der startede vi ud med at have flere hundrede sange, som så blev skåret ned til de der 14-15 stykker, forklarer han. 

I årenes løb er det blevet til sange på både engelsk og tysk – og det er ikke altid lige let for et dansktoporkester.

– Vi har blandt andet gjort det, at vi har taget en tysk sang, som er meget kendt dernede, som Johnny så sang på tysk. Det var sådan lidt grænseoverskridende, men en rigtig fin sang, som vi også har spillet live, selvom det ikke lige er det sprog, ens tunge har det allerbedst med, lyder det grinende fra keyboardspilleren.

Også publikum har måttet vænne sig til, at Kandis er et band, der insisterer på at udfordre og udvikle genren.

– Vi vil gerne hele tiden forny det sådan med små skridt. Der er ikke nogen, der siger, at dansktop behøver lyde, som det gjorde i 70’erne. Og jeg synes egentlig, at vi har været gode til at følge med tiden og også gerne være lidt foran. Man finder så ud af gennem årene, at man skal fare lidt med lempe og ikke tage alt for store skridt ad gangen. Man har jo et kernepublikum, som man henvender sig til, og man skal også passe på ikke at stikke alt for langt ud til siderne i forhold til det.

De har altid haft publikum i deres hule hånd, men trods massiv opbakning fra propfyldte haller, kroer, festivaler og byfester, har interessen og forståelsen fra mediernes side ofte været begrænset. Det ærgrer den garvede dansktopmusiker.

– Vi har det lidt sådan, at vi står jo midt ude i det hele tiden og spiller ude hver evig eneste weekend år efter år. Vi står med fyldte idrætshaller rundt omkring og kan se, at der er et stort publikum, som er glade ved den musik. Så kan det godt være lidt frustrerende, at der sidder nogle andre – i København eller andre steder og vælger, at det dér, det lader vi være med at spille i radioen af forskellige grunde.

Jens Erik Jensen er ikke i tvivl om, at Kandis’ rolle som outsider, skyldes frygten for det folkelige.

– Det er jo simpelthen det folkelige og det underholdende, vi står for. Men nogle steder må det bare ikke være for folkeligt af en eller anden grund, forklarer han og fortsætter:

– Jeg har det selv sådan, at jeg kan lide de fleste musikgenrer, og at al musik har sin berettigelse – bare det er velproduceret. Det er bare blevet sådan, at det ofte er den folkelige genre, der bliver overset.

Det har dog hverken fået ham eller Kandis til at lægge kursen om. 1,3 millioner kilometer har de tilbagelagt på de danske landeveje, over 10.000 timer har de tilbragt sammen på scenen, og med flere solgte plader end både Rasmus Seebach og Medina til sammen må Kandis siges at være et af de mest succesfulde bands i Danmark. Og sådan har de tænkt sig at fortsætte.

– Folk spørger nogle gange, jamen hvor lang tid bliver I ved; så plejer vi at sige, så lang tid det netop er sjovt og så lang tid, der er nogle, der gider høre det. Så jeg tror, vi er på banen i en del år endnu.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare