App vender musikken på hovedet

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex 

Forestil dig en musiktjeneste, hvor du hverken selv bestemmer, hvad du vil høre, hvornår du vil høre det eller hvor ofte, du vil høre det. I nogles ører lyder det grænseoverskridende gammeldags; men står det til danske Vernisage, kan det ikke blive meget mere hipt. Den eksperimenterende jazztrio har netop udsendt sit første udspil – og det er ikke kun, når de spiller, at de vender tingene på hovedet; udgivelsen er en app, der giver folks forkælede lyttevaner kamp til stregen.

– Det er en del af det; at man går glip af noget. Det giver en form for bevidsthed omkring musikken; at der er noget, man ikke fik med. Så bliver det endnu mere vigtigt næste gang, man får chancen – nu skal jeg altså høre, hvad det er for noget, forklarer Jeppe Højgaard, der er saxofonist og klarinettist i Vernisage.

Og der er nok at gå glip af. Sammen med Erik Laustsen, trommeslager og Rasmus Kjær, pianist står han bag appen ”Vernisage”, der er trioens første udgivelse. Her er det appens indstillinger, der bestemmer, hvornår man som lytter skal høre hvilke numre – det er hverken muligt at trykke pause, frem eller tilbage – og sidder man ikke klar ved højtalerne, forsvinder musikken ud i cyberspace.

– Vi vender på en måde streamingtjenesternes koncept på hovedet – i stedet for at gøre det ultra tilgængeligt, gør vi det utilgængeligt. Vi lader en form for tilfældighed bestemme, hvornår musikken spiller; så vi i vores hverdag ikke bare kan gå og styre det hele hele tiden og sætte os i den stemning, vi tænker, vi gerne vil sættes i. Nu er det appen, der bestemmer – og det kan forhåbentlig give nogle uventede oplevelser, forklarer Jeppe Højgaard og tilføjer:

– Man får en fornemmelse af, at det er nu, det sker. Og det tænker man jo ikke over, når man sidder ved sin computer eller med Spotify på sin telefon – der har man uanede mængder af musik; det er næsten uoverskueligt.

Når først appen er hentet i Appstore, er der ikke andet at gøre end at vente på, at der bliver et stykke musik tilgængeligt; det opdager man ved, at der dukker en besked op på skærmen, og så er det med at være hurtig.

– Det er ligesom en installation, som folk bærer rundt på, der blander sig i deres liv, hvis de tillader det, forklarer Erik Laustsen, der udover at sidde bag trommerne har siddet bag skærmen og programmeret selve appen. Ifølge ham var der ingen tvivl om, at Vernisage skulle udgive en app frem for en traditionel cd.

– Hele den der ting med at udgive en cd – man gør det, fordi man er nødt til det og altid har gjort det – men vi havde lyst til at gøre noget andet og gøre noget, som var mere på musikkens præmisser, forklarer han.

Vernisage spiller improviseret musik – og appen indeholder udelukkende helt frie improvisationer, hvor intet er aftalt på forhånd. Og lige netop derfor giver det mest mening med en app, forklarer trommeslageren.

– Det ville slet ikke give mening at sidde bagefter og planlægge, lave en rækkefølge og organisere det, som man gør på en cd, når musikken af natur er uorganiseret.

– Vi var egentlig også lidt trætte af at skulle igennem den der mølle, tilføjer Jeppe Højgaard og opridser den slagne vej fra idé til udgivelse.

– Så skal vi søge penge, så skal vi indspille musik, så skal det mixes, så mastereres, så skal vi have lavet cover, og så skal vi have det anmeldt. Hvorfor skal det være sådan? Det er i virkeligheden systemer, der ikke er særlig musikalske, lyder det fra saxofonisten.

Med appen har Vernisage derimod fundet et medie, der passer dem og ikke mindst deres musik.

– Det er en fed platform; for folk har appen i deres telefon. Det kan være, at vi om tre måneder laver en opdatering af den, og så har folk nogle nye numre, forklarer Jeppe Højgaard, der afløses af trommeslageren:

– Vi kan også sende et nummer ud, når vi er ved at lave lydprøve et sted og skrive: Hey, kom til vores koncert! Det er en meget direkte kontakt. Vi kommer meget tættere på vores fans. I princippet kunne vi have et nummer på den ude i aften, siger han og ligner i et splitsekund én, der har tænkt sig at gøre alvor af det.

Men selvom de er begejstrede for appens mange muligheder og er klar til at smide, hvad de har i hænderne for deres musik, har det ikke været helt nemt at komme dertil, hvor de er i dag; med et færdigt produkt i Appstore.

– Det er noget andet end at udgive en cd – så er den ligesom ude, og så kan man ikke gøre noget. Her er det omvendt. Den skal igennem forskellige menneskers hænder, fordi folk bruger deres telefoner forskelligt, forklarer Erik Laustsen og fortsætter:

– Selve dét at få musik ind i den, så folk kan høre det, er en meget lille del. Appen ser måske ikke ud af så meget, men der er rigtig meget kode i den. Hele det der med at regne ud, hvornår noget skal ske. Der er en hel masse logik, som folk forhåbentlig ikke opdager andet end, at der er et nummer, som spiller eller ikke spiller.

I mellemtiden har Jeppe Højgaard haft tid til at tænke og ikke uventet ender det med, at tingene bliver vendt på hovedet.

– Du spurgte os om, hvorfor vi har valgt at udgive en app og ikke en cd, men jeg vil hellere vende det rundt og spørge, hvorfor egentlig udgive en cd? Verden har ikke helt vildt meget brug for flere. På den her måde åbner der sig en hel verden af muligheder.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare