And the winner is

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Top 10 over mest spillede kunstnere i 2011 vil højst sandsynligt overraske mange radiolyttere og TV-seere. Listen domineres af studie- og orkestermusikere, og listens nummer et er hverken et kendt ansigt eller en kendt solist, han er erfaren sideman og percussionist. 

Den danske percussionist, Jacob Andersen er for andet år i træk den mest spillede kunstner ifølge Gramex’ statistik; og selvom det ikke er hans navn, der står øverst på plakaterne, er der ikke tale om en total Mister Nobody.

Jacob Andersen, der har spillet med i bands som Danseorkesteret, Sneakers og Antonelli Orchestra, optræder på et hav af udgivelser – udgivelser, der er blevet spillet nok til, at han nu for anden gang i streg er strøget til tops på Top 10-listen.

Allerede sidste år var det en noget overrasket percussionist, som Gramex fik fat i på udbetalingsdagen, men han var dog ikke i tvivl om, at førstepladsen skyldtes hans mangeårige arbejde som sideman og studiemusiker.

– Jeg startede med at indspille musik ret tidligt, allerede som 16-17-årig i slutningen af 70’erne og var i studiet dagligt op igennem 80’erne og 90’erne – så det er blevet til en hel del udgivelser efterhånden.

Igen i år kan han således glæde sig over, at de mange udgivelser, han har spillet med på op gennem tiden, stadig er populære og bliver brugt flere steder på dansk radio og TV.

Og Jacob Andersen er ikke sådan at vippe af pinden – det samme gælder de resterende kunstnere i top 4, der alle er garvede studie- og orkestermusikere og har bevaret deres placering siden 2010.

Man kunne have troet, at listen over kunstnere, der bliver spillet allermest på dansk radio og TV, ville være præget af kendte solister, men faktisk har kun én solist sneget sig ind på listen; hun hedder Sanne Salomonsen og hendes mange udgivelser og afspilninger har fået hende ind på en 8. plads.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare