Internettet: Vejbod eller Vilde Vesten?

 

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

– De gør det, mens de påberåber sig folket og de underkuedes moralske ret over for den store altdominerende, patentindehavende kapitalisttyran. Men det er ikke mig, de mener, vel?

Egentlig er han træt af at diskutere penge og musik – trods dét kan han ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn, når han finder noget moralsk forkasteligt; som for eksempel når nogle påberåber sig retten til hans musik. Saxofonist Fredrik Lundin er ikke bange for at skyde med skarpt – senest i et Facebookopslag om tillidssamfund, vejbodsprincip og internettets Vilde Vesten.

– Det støder mig helt grundlæggende, at man kan retfærdiggøre for sig selv rent moralsk, at det må vi godt, fordi vi kan, lyder det fra den erfarne jazzsaxofonist, Fredrik Lundin.

Han har længe undret sig over, hvorfor der gælder andre regler, når det kommer til musik – denne undren kulminerede for ganske nylig i et Facebookopslag, hvor han sammenlignede handlen med musik med det velkendte vejbodsprincip.

– Billedet med vejboden opstod, da jeg sad og læste en artikel i Politiken, som handlede om tillidssamfundet – at vi i vores samfund som noget naturligt forventer, at folk yder noget til gengæld for det, de får. Og det gælder jo alle steder. I hvert fald kom det her billede op med vejboden, som journalisten påstod at vide, var noget særligt for Danmark eller i hvert fald Norden; at man har den grad af tillid til hinanden, at man simpelthen kan lægge sine ting ud i en vejbod, og så forventer man, at folk lægger penge i kassen – og ikke løber med kassen. Mange steder er den jo ikke engang bundet fast, forklarer han.

Det fik saxofonisten til tasterne – for selvom det for ham virkede helt indlysende, at de samme principper burde gælde, når det handler om musik, syntes det ikke at være tilfældet.

– Det er sært, at den tillid, vi har til hinanden – at vi gør det rigtige – ligesom er blevet ophævet på nettet, fordi det er kommet frem på den måde, det er kommet frem. Vi har ikke nået at lære at gebærde os derude. Det startede med at være et vildt Vesten, og det er det stadigvæk. Der har helt sikkert også været nogle nybyggere i det Vilde Vesten for mange hundrede år siden i Amerika, som var stærkt imod, at man begyndte at lave love og regler for, hvad man måtte; dengang gik man jo bare ud og tog sig noget land, og når man så havde siddet tilstrækkeligt længe på det, så havde man opnået retten til det.

Og det ligger ikke langt fra den virkelighed og de principper, der hersker på internettet i dag, mener saxofonisten.

– Folk bliver rasende, når man begrænser deres bevægelsesfrihed derude. Problemet er bare, at i modsætning til vesten, så er musik ikke en ting, der ligger derude i forvejen – det er ting, der er blevet lagt op af andre.

Modstanden blev da også tydelig, da Fredrik Lundin lavede sin sammenligning med vejboden på sin Facebookside.

– Der var blandt andet én, der havde svaret, at du skal ikke sige stjæle, for der er ikke nogen, der tager din musik. Men det svarer jo til, at han sætter sin egen lille vejbod op hundrede meter før med de ting, han har taget fra min bod og sælger dem – eller giver dem bort for den sags skyld. Så er der jo ikke nogen, der standser ved min vejbod. Jeg synes, det er så uhyre simpelt, så jeg har svært ved at forstå, at nogen kan diskutere det overhoved.

Det er der tilsyneladende, og den diskussion kan ifølge den erfarne saxofonist være både svær og skinger.

– Når man støder ind i, at folk tager ordet ytringsfrihed i deres mund, når jeg siger, at du skal betale for en vare, så giver jeg op. Så kan vi ikke tale sammen, for folk hører noget helt andet. Jeg siger bare, at du ikke må tage de æbler, som grønthandleren har sat ud på fortovet – det er ikke fordi, du skal tage dem, at han har sat dem ud; det er bare for at gøre dig mere interesseret i at komme ind og købe. Når folk så siger, jamen jeg tager jo ikke, du har stadig din musik, så er man jo nærmest indskrænket. For dét, de ikke forstår, er, at de tager min mulighed for at tjene penge på det.

At debatten til tider løber af sporet, har dog ikke fået saxofonisten til at stoppe sin strøm af spørgsmål, for ifølge ham ville det værste være at lukke øjnene og munden.

– Jeg vil blive ved med at tale om moral. Hvis nogle har gjort sig virkelig umage og har brugt meget tid på at fremstille et produkt, og man gerne vil have det, så betaler man for det – et eller andet. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan få dem til at betale 150 kr. for at downloade 8 sange af mig – den tid er forbi. Men vi bliver nødt til at blive ved med at snakke om, at hvis vi vil have kvalitetskunst i vores liv, så må vi betale for det. Folk må hele tiden mindes om, at vi altid har betalt for musik, så hvorfor skal vi holde op med det nu?

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare